Nyhed

Holdet er nu sat: Erhvervslivets EU- og Regelforum klar til kamp for bedre og enklere regulering

For knap to måneder siden annoncerede erhvervsminister Simon Kollerup, at regeringen har etableret et nyt forum, som skal styrke indsatsen for, at det bliver enklere og lettere at drive virksomhed i Danmark. Og nu er forummets medlemmer så på plads.

  • 25. november 2019

20 eksperter og repræsentanter fra en række danske virksomheder, erhvervsorganisationer, fagbevægelsen og Forbrugerrådet TÆNK kommer til at udgøre Erhvervslivets EU- og Regelforum. Paul Mollerup, adm. direktør i Danske Advokater, vil stå i spidsen for arbejdet, som formand.

Forummet mødes første gang den 19. december, hvor de sammen skal påbegynde arbejdet med at kigge på forenklinger i både dansk og europæisk regulering samt bane vejen for øget innovation. Medlemmernes faglige og geografiske sammensætning sikrer, at forummet kommer til at have en bred indsigt i danske virksomheders udfordringer i forhold til den offentlige regulering. 

Erhvervsminister Simon Kollerup:

"Hvad end man er selvstændig iværksætter i Thy eller en stor virksomhed i København, skal mødet med den offentlige regulering være en enkel og gnidningsfri oplevelse. Det er netop det virksomhedsfokus, som medlemmerne af Erhvervslivets EU- og Regelforum repræsenterer. Jeg tror, det bliver en stor styrke, at forummet rummer så bred en sammensætning af medlemmer fra forskellige brancher og fra alle egne af Danmark."

Erhvervslivets EU og regelforum skal videreføre arbejdet fra det tidligere Virksomhedsforum og Implementeringsrådet, og som noget nyt, skal forummet også rådgive regeringen om, hvordan man skaber lovgivning, som er tilpasningsdygtig overfor nye teknologiske løsninger og forretningsmodeller. Forummet skal samtidig rådgive om, hvordan det bliver lettere for virksomheder at bevæge sig rundt i offentlige digitale selvbetjeningsløsninger.

Forummets nye opgaver er, ifølge formand Paul Mollerup, en styrke og en nødvendighed:

”Indsatsen for bedre regulering handler ikke alene om at fjerne regler, som er unødvendigt bøvlede. Det handler også om at kigge på, hvordan eksisterende lovgivning kan gøres enklere, mere overskuelig og fremtidssikret. Et oplagt eksempel er de nye grønne partnerskaber der skal bidrage til erhvervslivets grønne omstilling på tværs af sektorer og som vil stille helt nye krav til, hvor fleksibel vores lovgivning skal være, og hvordan lovgivning, der i dag er helt adskilt, bedst muligt kan spille sammen. Det er opgaver, som kalder på al den faglighed og erfaring som medlemmerne af Erhvervslivets EU- og Regelforum repræsenterer." 

Medlemmerne af forummet er:

  • Paul Mollerup (formand), adm. direktør, Danske Advokater
  • Francois Grimal, adm. direktør, Dolle A/S
  • Ib Enevoldsen, managing director, Rambøll Danmark
  • Matias Møl Dalsgaard, stifter og adm. direktør, GoMore
  • Niels Stenfeldt, adm. direktør, Stibo Systems
  • Dorte Sindbjerg Martinsen, professor, Københavns Universitet
  • Pelle Guldborg Hansen, CE, InudgeYou
  • Kent Damsgaard, direktør, DI
  • Morten Langager, direktør, Dansk Erhverv
  • Jakob Brandt, vicedirektør, SMVdanmark
  • Flemming Nør-Pedersen, direktør, Landbrug & Fødevarer             
  • Per Bremer Rasmussen, adm. direktør, Forsikring & Pension
  • Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Dansk Byggeri
  • Fini Beilin, direktør, Dansk Arbejdsgiverforening
  • Charlotte Jepsen, adm. direktør, FSR
  • Ejner K. Holst, næstformand, FH
  • Sofie Nilsson, forhandlingsdirektør, AC
  • Mette Raun Fjordside, vicedirektør, Forbrugerrådet TÆNK
  • Ane Arnth Jensen, viceadm. direktør, Finans Danmark
  • Jacob K. Clasen, direktør, Danske Rederier

Erhvervsstyrelsen og Erhvervsministeriets departement fungerer i fællesskab som sekretariat for Erhvervslivets EU- og regelforum.