Regeringens implementeringsplan
Type retsakt og harmoniseringsgrad
Direktivet indeholder ikke bestemmelser om harmoniseringsniveau. Betragtningerne i direktivets præambel indikerer, at der ønskes totalharmonisering af de omfattede produkter og tjenester. Det er således et mål med direktivet at skabe ensartede regler på tværs af EU og fjerne barrierer for den frie bevægelighed, så det indre marked kan fungere problemfrit. Strengere tilgængelighedskrav end anført i direktivet vil derfor gå imod direktivets formål.
Direktivet indeholder imidlertid ikke forbud mod at fastsætte tilgængelighedskrav for produkter og tjenester, som ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde.
Indflyvningstekst
Direktivet indfører fælles tilgængelighedskrav for udvalgte produkter og tjenester, der bringes i omsætning på EU-markedet efter den 28. juni 2025. Dermed skal virksomhederne indrette produkter og tjenester på en måde, der gør dem tilgængelige for personer med handicap. En ensretning af tilgængelighedskravene skal samtidig gavne virksomhederne ved at styrke bevægeligheden for produkter og tjenester i det indre marked.
Konsekvenser for erhvervslivet
Tilgængelighedsdirektivet vurderes at medføre væsentlige økonomiske og administrative konsekvenser for danske virksomheder.
Direktivet fastsætter en række minimumskrav vedrørende tilgængeligheden af produkter og tjenester. Det gælder f.eks. computere, smartphones, tv-udstyr og e-bøger. Det gælder f.eks. også e-handelstjenester, e-bogstjenester og forbrugerorienterede banktjenester. Direktivet indeholder en række generelle tilgængelighedskrav, herunder krav til levering af oplysninger og krav til produkters brugergrænseflade og funktionsdesign. For nogle produkter og tjenester fastsættes yderligere specifikke krav.
Tilgængelighedskravene vil kun gælde i det omfang, at overholdelsen ikke kræver en grundlæggende ændring af produkter eller tjenester eller på anden måde medfører en uforholdsmæssig stor byrde for de erhvervsdrivende.
Det er hensigten at implementere direktivet på den mindst byrdefulde måde for virksomhederne samtidigt med, at Danmarks EU-retlige forpligtelser overholdes. På den baggrund lægges der op til en tekstnær minimumsimplementering af direktivet.
Tilgængelighedskravene, der følger direkte af tilgængelighedsdirektivets bilag 1, implementeres 1:1 som et bilag til lovforslaget. Derved vil tilgængelighedskravene gælde direkte i dansk ret, og det sikres, at kravene ikke utilsigtet skærpes ved omformuleringer. Det er fortsat uafklaret, hvor mange danske virksomheder, der vil blive berørt og i hvilket omfang. Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering er involveret i processen. Inden et lovforslag sendes i offentlig høring forventes der at være udarbejdet en Aktivitetsbaseret Måling af Virksomhedernes Administrative Byrder (AMVAB) og en konsekvensanalyse i øvrigt af de erhvervsøkonomiske konsekvenser ved implementeringen af tilgængelighedsdirektivet.
Endelig er det hensigten at involvere områdets interessenter i arbejdet med de førnævnte tilgængelighedskrav. I perioden fra direktivets implementeringsfrist den 28. juni 2022 og frem mod anvendelsen fra den 28. juni 2025, planlægges et forløb med områdets interessenter. Forløbet er endnu ikke fastslagt, men skal resultere i en fælles forståelse af, hvad virksomhederne konkret kan og skal gøre for at leve op til kravene.
Metode til implementering
Direktivet vil blive implementeret i en ny hovedlov om tilgængelighed for visse produkter og tjenester. Dette indebærer, at lovens anvendelsesområde også vil være de produkter og tjenester, som Erhvervsministeriet har ressortansvaret for. Loven vil dermed omfatte de produkter og tjenester, som Finanstilsynet, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen og Søfartsstyrelsen skal overvåge fsva. tilgængelighedskrav. De nævnte myndigheder vil dermed anvende det samme retlige grundlag til udførelsen af opgaven.
Direktivets bestemmelser vil i overvejende grad blive implementeret direkte i loven, men det er hensigten at etablere enkelte bemyndigelser til at fastsætte nærmere regler ved bekendtgørelse. Det gælder f.eks. i de tilfælde, hvor EU-kommissionen har beføjelse til at vedtage delegerede retsakter. Her vurderes det mest hensigtsmæssigt at kunne fastsætte reglerne administrativt.
Der findes gældende regler om tilgængelighed på enkelte områder, som indholdsmæssigt vedrører lovens anvendelsesområde. Dette gælder visse oplysningskrav i e-handelsloven og inden for reguleringen af passagerers rettigheder på søfartsområdet efter forordning 1177/2010.
I relation til e-handelsloven vurderes der ikke at være et behov for tilpasninger, idet der ikke er sammenfald med kravene, som følger af tilgængelighedsdirektivet.
Tilsvarende vurderes der ikke at være behov for at tilpasse reguleringen på søfartsområdet, da det fremgår direkte af tilgængelighedsdirektivet, at kravene enten gælder fuldt ud, og ellers supplerer de gældende krav i forordningen.
Inddragelse af interessenter
Sikkerhedsstyrelsen har inviteret udvalgte interessenter til nærmere drøftelser af direktivets implementering i august 2021.
Der forventes en 6-ugers offentlig høring af lovforslaget startende ultimo september.
Efter vedtagelsen af lovforslaget forventes et fortsat samarbejde med områdets interessenter frem mod den endelige anvendelse af reglerne fra 28. juni 2025.
Undersøgelse af implementering i andre EU-lande
Sikkerhedsstyrelsen er indtrådt i den europæiske gruppe, som arbejder med omstillingen til tilgængelighedsdirektivet (European Accessibility Act Transposition). I gruppen er der løbende dialog og erfaringsudveksling imellem EU-landene.
Særlige hensyn i dansk kontekst
Ikke relevant.
Anbefaling
Anbefaling
Anbefaling til Tilgængelighedsdirektivet
Erhvervslivets EU- og Regelforum takker for den fremsendte implementeringsplan, idet vi samtidig må påpege, at vi modtager planen meget sent ift. direktivets vedtagelse og det videre implementeringsarbejde, hvilket umuliggør en substantiel drøftelse af denne meget store og betydningsfulde implementeringsplan på et møde i Regelforum. Vi noterer os endvidere, at vi alene har modtaget en del-implementeringsplan, idet implementeringsplaner for de øvrige ressortområder, der er omfattet af direktivet, endnu ikke er modtaget.
Regelforum ser frem til at blive inddraget i myndighedernes arbejde med tilgængelighedsdirektivet. Det er således centralt at involvere interessenterne, som afspejler forbrugere og virksomheder samt de relevante sektorer, som berøres.
Erhvervslivets EU- og Regelforum har noteret, at der lægges op til en minimumsimplementering af direktivet. Der er i Regelforum en række erhvervsorganisationer repræsenteret, som anbefaler en minimumsimplementering og derfor overordnet bakker op om implementeringsplanen, mens Forbrugerrådet TÆNK ønsker, at man går videre.
Erhvervslivets EU- og Regelforum har følgende anbefalinger og bemærkninger til de konkrete punkter i implementeringsplanen.
Konsekvenser for erhvervslivet
Erhvervslivets EU- og Regelforum har noteret, at Erhvervsministeriet/ Sikkerhedsstyrelsen har anført, at direktivet vurderes at medføre væsentlige økonomiske og administrative konsekvenser for danske virksomheder, og at der udarbejdes en erhvervsøkonomisk konsekvensvurdering og måling af virksomhedernes administrative byrder.
Regelforum støtter udarbejdelse af konsekvensvurdering for at klarlægge konsekvenser for danske virksomheder nærmere (DI). Regelforum noterer sig herudover, at en svensk forundersøgelse udarbejdet af Analys Mason viser, at den svenske finansielle sektor forventes at få gennemførelsesomkostninger på ca. 5 mia. SVK som følge af direktivets gennemførelse (”Konsekvensanalys med fokus på kostnader och nyttor relaterade till genomförandet av tillgänglighetsdirektivet - Rapport till utredningen om genomförandet av tillgänglighetsdirektivet”, 2021-02-19). Dette skønnes at give et godt bud på omkostningerne for den finansielle sektor i Danmark, som forventer en tidskrævende og omkostningstung implementering i Danmark med ændringer af bl.a. platforme og IT-systemer (FIDA).
Metode til implementering
Direktivet implementeres ved en ny hovedlov om tilgængelighed for visse produkter og tjenester. Regelforum opfordrer til, at der allerede nu igangsættes arbejde på sektorniveau med at udarbejde vejledninger mv, så de nødvendige afklaringer sker så tidligt som muligt (FIDA). Endvidere, at Sikkerhedsstyrelsen forholder sig til og indgår aktivt i arbejdet med harmoniserede standarder under direktivet (DI). Dette vil understøtte dansk indflydelse på praksis omkring efterlevelse af kravene, ligesom det vil understøtte en relevant og nødvendig opbygning af øgede kompetencer i styrelsen mhp. kontrol af reglerne, som dækker langt bredere end Sikkerhedsstyrelsens arbejdsfelt.
Inddragelse af interessenter
Regelforum ser frem til at blive inddraget i det videre arbejde med at implementere tilgængelighedsdirektivet i Danmark. Regelforums medlemmer havde gerne været inddraget også i de tidlige stadier ifm. lovarbejdet, hvor det også findes centralt at involvere de relevante forbruger- og virksomhedsinteressenter.