Regeringens implementeringsplan
Konsekvenser for erhvervslivet
Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt præcis at vurdere eventuelle økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet af implementeringen, jf. nedenstående om inddragelse af interessenter.
Implementeringen kan dog forventes at have visse konsekvenser for de dele af erhvervslivet, der indgår forbrugeraftaler via onlineplatforme.
Implementeringen vil bl.a. medføre øgede krav til oplysning i forbindelse med virksomheders aftaleindgåelse med forbrugere på onlineplatforme, hvilket kan medføre visse engangsudgifter for virksomhederne til bl.a. ændring af informationsmateriale, standardvilkår mv.
Metode til implementering
Implementeringen af direktivet forventes at ske ved ændring af markedsføringsloven og evt. ved bekendtgørelse om prismærkning.
Inddragelse af interessenter
Under forhandlingerne af direktivet er erhvervet løbende blevet holdt orienteret gennem afholdte møder i interessentgruppe. Interessentgruppen har bestået af: Dansk Erhverv, Dansk Industri, Forbrugerrådet Tænk, Finans Danmark, Forsikring og Pension, Forbrugerombudsmanden, Foreningen for dansk internethandel og Landbrug og Fødevarer.
Justitsministeren har nedsat et udvalg, som skal komme med anbefalinger til, hvordan direktivet mest effektivt og hensigtsmæssigt gennemføres i dansk ret, fsva. de dele af direktivet, der skal gennemføres i Justitsministeriets regi. Der er et vist overlap mellem direktiverne, herunder ift. sanktionsbestemmelser. Erhvervsministeriet deltager også i udvalget, og udvalgets konklusioner vil også få betydning for implementeringen af de direktiver, der gennemføres i Erhvervsministeriets regi.
Derudover har Erhvervsministeriet nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på bødeniveau og sanktionsbestemmelserne i ændringsdirektivet.
Der vil blive afholdt et eller flere interessentgruppemøder inden et lovudkast vil blive sendt i høring.
Undersøgelse af implementering i andre EU-lande
Erhvervsministeriet deltager i en EU-ekspertgruppe, hvor bl.a. medlemsstaternes gennemførelse af direktivet drøftes.
Anbefaling
Anbefaling
De påtænkte ændringer af henholdsvis markedsføringsloven (prismarkedsføring og nye rettigheder for forbrugere, der har været udsat for vildledende markedsføring) har stor betydning for de erhvervsdrivende. Forummet anbefaler derfor, at implementeringen af disse bestemmelser også bliver en del af det udvalgsarbejde, der foregår i forhold til implementeringen af:
- Europa-Parlamentet og Rådets direktiv (EU) 2019/771 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF (Implementeringsplan 5)
- Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester (Implementeringsplan 6)
- Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2161 af 27. november 2019 om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU, for så vidt angår bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse (Implementeringsplan 7a)
Regelforum anbefaler, at implementeringen af direktivet skal ske i en ny selvstændig hovedlov.
Regelforum bemærker, at den nye bestemmelse om sammenlignende prisreklamer først blev tilføjet til omnibus-direktivet i forbindelse med trilog-forhandlingerne, og at der derfor ikke er foretaget en konsekvensanalyse af bestemmelsen, ligesom de forskellige interesseorganisationer ikke har haft mulighed for at komme med bemærkninger til bestemmelsen. Bestemmelsen kan betyde væsentlige ændringer af de nuværende regler, og det er derfor vigtigt, at alle interessenter bliver hørt i forbindelse med implementeringen. Det er forummets opfattelse, at det bedst sker ved, at det allerede nedsatte udvalg under Justitsministeriets, hvor Erhvervsministeriet også er repræsenteret, kigger på denne del af omnibusdirektivet.
Det fremgår, at der allerede er nedsat en arbejdsgruppe, der skal kigge på sanktionsniveauet, men det fremgår ikke, hvem der sidder med i denne arbejdsgruppe. Regelforum anbefaler, at denne arbejdsgruppe også omfatter repræsentanter for erhvervslivet og virksomhederne, så arbejdsgruppen også kan få virksomhedernes input til de nye sanktionsregler. Dette kan sikres ved, at også arbejdet med sanktioner og bøder lægges ind under det udvalg, der allerede er nedsat i forhold til implementeringen af førnævnte direktiver.