Nummer: 188

Nabotjek af krav om ID-mærkning af vitamin D3 kosttilskud

Der er en oplevelse af, at de danske myndigheder fortolker kravet om, at animalske fødevarer og -ingredienser skal være forsynet med et identifikationsmærke (ID-mærke), mere restriktivt end de øvrige EU-lande, idet de danske myndigheder kræver, at vitamin D3 kosttilskud skal bære sådan en mærkning. Det danske krav udgør en handelsmæssig begrænsning og administrativ byrde for erhvervslivet.

Regelforum anbefaler, at der gennemføres et nabotjek af krav til ID-mærkning af vitamin D3 kosttilskud. Nabotjekket bedes udført i minimum Tyskland, Holland, Polen, Sverige og Østrig. Derudover anbefales det at de danske myndigheder og retter henvendelse direkte til EU-kommissionen. 

Dato:
21. marts 2024
Type af anbefaling:
Nabotjek
Tema:
Øvrige anbefalinger
Ansvarlig ministerium:
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Status på anbefaling:
Følges

Problem

Ifølge gældende EU-forordning skal langt de fleste animalske fødevarer og -ingredienser være forsynet med et identifikationsmærke (ID-mærke), der bl.a. angiver virksomhedens autorisationsnummer. ID-mærkning er ikke en forbrugermærkning, men en del af virksomhedens system til sporbarhed af animalske produkter og myndighedernes kontrol.

Der er dog undtagelser til kravet om ID-mærkning for produkter, som består af en blanding af forarbejdede animalske ingredienser (fra autoriserede virksomheder) og vegetabilske ingredienser. Sådanne blandinger skal ikke ID-mærkes.

Langt de fleste D-vitaminkosttilskud består af en blanding af vegetabilske ingredienser (fx tilsætningsstoffer) og den animalske ingrediens vitamin D3. På trods af, at kosttilskuddet består af en blanding af en forarbejdet animalsk ingrediens (forarbejdet, fordi vitamin D3 ekstraheres fra lanolin, hvorefter det afsmeltes) og vegetabilske ingredienser, tolker Fødevarestyrelsen det alligevel sådan, at vitamin D3 kosttilskud skal ID-mærkes.

Fødevarestyrelsen baserer denne tolkning på, at fedtderivater, herunder lanolin, hvorfra vitamin D3 udvindes, er blevet optaget i bilag III i forordning 853/2004, og at fødevarevirksomheder, der håndterer uforarbejdede animalske produkter, som fremgår af bilag III, skal autoriseres. Vi mener derimod, at Vitamin D3 slet ikke er omfattet af forordning 853/2004, men derimod forordning 852/2004, da det er et forarbejdet animalske produkt.

Vejledningen til forordning 853/2004 angiver godt nok, at blot fordi et forarbejdet animalsk produkt er tilsat et vegetabilsk produkt, falder det ikke automatisk ind under betydningen i artikel 1, stk. 2 i forordning (EF) nr. 853/2004, da f.eks. yoghurt (animalsk) tilsat frugt (vegetabilsk) stadig betragtes som et animalsk produkt. Det er dog vores fortolkning, at et kosttilskud med D-vitamin ikke er at sidestille med en yoghurt tilsat frugt. Den oprindelige råvare (lanolin fra fåreuld) er blevet forarbejdet i en væsentlig grad, og er herefter blevet blandet med vegetabilske ingredienser. Blandingsforholdet for kosttilskud vil være ca. 1% animalsk D-vitamin og 99% vegetabilske ingredienser, mens blandingsforholdet er nærmest omvendt for en yoghurt tilsat en smule frugt (typisk 2-5%). Derimod mener vi, at D-vitamin kosttilskud kan sidestilles med eksemplet vedr. pizza, som fremgår af vejledningens bilag III, der kategoriseres som omfattet af forordning 852/2004:

”Sammensætning af vegetabilske fødevarer og forarbejdede animalske fødevarer - videreforarbejdning som ét produkt: 852/2004 (Risikoen kan holdes under kontrol via gennemførelsen af bestemmelserne i forordning (EF) nr. 852/2004). Eksempel: Sammensætning af pizzaer indeholdende forarbejdede animalske ingredienser (såsom ost, forarbejdet fisk eller forarbejdet kød)”.

EU-Kommissionen anfører desuden i forordning 2022/887: ”På grund af den robuste proces, hvorved vitamin D3 udvindes af lanolin, er der ingen folkesundhedsmæssige betænkeligheder forbundet med importen af dette produkt.”

Da det netop er klassificering efter risiko, der afgør, hvorvidt en fødevare falder ind under 852/2004 eller 853/2004, underbygger forordning 2022/887 at et kosttilskud med vitamin D burde falde ind under forordning 852/2004, hvorved kravet om ID-mærkning bortfalder.

Det er Regelforums opfattelse, at det ikke er alle EU-lande, der har samme fortolkning af reglerne, som i Danmark.

Danske virksomheders erfaring med bl.a. Tyskland er, at virksomheder, som producerer kosttilskud på basis af allerede forarbejdede animalske råvarer, ikke skal autoriseres og have ID-mærkning på sine produkter. Den tyske virksomhed vil derfor ikke nødvendigvis have et ID-mærke, der kan ledsage det færdige kosttilskud med vitamin D3, hvorfor den danske distributør ikke har mulighed for at markedsføre produktet i Danmark med ID-mærkning.

Så længe fortolkningen ikke er ens i alle EU-lande, vil den danske fortolkning udgøre en handelsbarriere mellem f.eks. Danmark og Tyskland, selvom begge lande er underlagt samme regelsæt. Det er derfor yderst relevant at få klarhed over fortolkningen på tværs af EU-lande og sikre en ens implementering af forordningen.
 

Anbefaling

Regelforum anbefaler, at der gennemføres et nabotjek af krav til ID-mærkning af vitamin-D3 kosttilskud. Nabotjekket bedes udført i minimum Tyskland, Holland, Polen, Sverige og Østrig, samt at der rettes direkte henvendelse til EU-kommissionen.

Nærmere bestemt vil Regelforum gerne have besvaret om de ovenstående EU-lande samt EU-kommissionen vurderer, at:

  • kosttilskud indeholdende vitamin D3 er et sammensat produkt bestående af forarbejdede animalske ingredienser og vegetabilske ingredienser
  • sammensatte produkter bestående af forarbejdede animalske ingredienser og vegetabilske ingredienser er underlagt EU-forordning 853/2004.
  • producenter, der fremstiller produkter, der ikke er underlagt EU-forordning 853/2004, ikke skal autoriseres.
  • kravet om ID-mærkning kun gælder ved samtidigt krav om autorisation.
  • det er et krav, at kosttilskud indeholdende vitamin D3 skal ID-mærkes.

Potentiale

I Danmark
Kosttilskudsproducenter, der indkøber en forarbejdet vitamin D3-råvare, og kosttilskudsdistributører, der indkøber og distribuerer et færdigt kosttilskud med vitamin D3, bliver berørt af den nuværende danske fortolkning.

I januar 2024 sendte Fødevarestyrelsen et udkast til en opdateret vejledning om kosttilskud i høring. Denne vejledning indeholder et nyt afsnit, der beskriver kravet om ID-mærkning af kosttilskud med indhold af animalske ingredienser. De danske aktører risikerer med dette nye krav således ikke at være i stand til at producere og/eller markedsføre de nuværende produkter på markedet, som ikke er ID-mærket. Derudover er der brug for tid til at finde en ny underleverandør, der er autoriseret og dermed i besiddelse af et ID-mærke, hvilket er svært, da andre EU-landes myndigheder ikke har krav om dette. En overgang med manglende produktion og distribution kan få betydning for folkesundheden, da et dagligt tilskud med vitamin D anbefales til den danske befolkning i vinterhalvåret.

Danske fortolkninger, der adskiller sig markant fra dem i andre EU-lande, kan også medføre, at aktører med produktion i Danmark vælger at flytte deres forretning og dermed arbejdspladserne til et andet land.

I andre EU-lande
Producenter af kosttilskud med vitamin D3 bliver berørt, da de fremstiller kosttilskud med vitamin D3 lovligt i eget land, hvor fortolkningen er anderledes, men risikerer at miste deres samarbejdspartnere i Danmark på grund af den danske fortolkning. Dette vil være konkurrenceforvridende på EU-plan.
 

Relevant regulering

  • Generelle bestemmelser vedr. identifikationsmærkning af animalske produkter: Europa-Parlamentets og Rådets Forordning Nr. 853/2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer, bilag II, afsnit I (hygiejneforordningen for animalske fødevarer).
  • Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/887 af 28. marts 2022 om […] om ændring af delegeret forordning (EU) 2021/630 for så vidt angår krav til sammensatte produkter, der er undtaget fra offentlig kontrol på grænsekontrolstederne (EØS-relevant tekst), betragtning 3.
  • Kommissionens vejledning til Hygiejneforordningen.
  • Fødevarestyrelsens fortolkning af ID-mærkning af kosttilskud med animalske ingredienser: Vejledning om kosttilskud, afsnit 6.8. (er i høring i Q1 2024).
  • Fødevarestyrelsens Hygiejnevejledning, afsnit 35.1 om autorisationskravet.
     

Yderligere oplysninger

  • Fedtderivater er på den ene side blevet udspecificeret i forordning 853/2004 men på den anden side er vitamin D3 blevet undtaget fra grænsekontrol i forordning 2022/887 med den begrundelse, at råvaren ikke udgør en sundhedsrisiko (”Regulation (EU) 2022/887 amending Regulation (EU) 2019/625 on requirements for entry into EU of Vitamin D3 (since replaced by Regulation (EU) 2022/2292) clearly states that due to the robust process by which Vitamin D3 is obtained from lanolin, there is no public health concern related to the importation of such product.”).
  • Brancheorganisationen Food Supplement Europe har udgivet en vejledning til branchen vedrørende vitamin D-råvarens status som animalsk produkt: https://foodsupplementseurope.org/wp-content/uploads/2023/09/23018FSE-Vitamin_D3_Guidleines-September2023-FINAL.pdf
  • D-vitamin er det mest benyttede kosttilskud i Danmark udover multivitaminer. Der er ikke en selvstændig opgørelse over omsætningen af 3D-vitamin tilskud, men det samlede vitamin- og kosttilskudsmarked var i 2017 på over 1,2 mia. kr. og ventes at være højere i dag.
     

Anbefalingen følges. Fødevarestyrelsen gennemfører således et nabotjek af krav til ID-mærkning af vitamin D3 kosttilskud som angivet i anbefalingen, og retter henvendelse til EU-Kommissionen.