NABOTJEK AF FORBRUGERRETTIGHEDSDIREKTIVET

Problem

Det nuværende forbrugerrettighedsdirektiv, der er implementeret i den danske forbrugeraftalelov, giver forbrugerne ret til at tage en vare i brug, uden at de mister deres fortrydelsesret.

Hvis virksomhederne får en brugt vare retur, har de ret til at fratrække et beløb for værdiforringelsen, men det er uklart, hvordan dette beløb beregnes, og i mange tilfælde vil en besigtigelse af varen og efterfølgende beregning af værdiforringelse påfører virksomhederne større tab, end hvis de bare betaler hele købesummen tilbage til kunderne.

De eksisterende regler i forbrugerettighedsdirektivet og forbrugeraftaleloven om fortrydelsesretten skaber en situation, hvor virksomhederne kan blive forpligtede til at returnere købesummen, inden de har sikkerhed for, at de får varen retur eller har haft mulighed for at besigtige varen herunder om den evt. har været i brug. 

Erfaringer fra udlandet

Forbrugerrettighedsdirektivet er lige blevet vedtaget og ovenstående problemstillinger var med i Kommissionens forslag men blev pillet ud da hverken Rådet eller Parlamentet bakkede op.

Potentiale

Ifølge en befolkningsundersøgelse fra 2017 har 15 pct. sendt varer retur, de har købt på nettet og taget i brug. Ifølge Dansk Erhvervs medlemsundersøgelse oplever mere end hver tredje handels-virksomhed at få brugte varer retur. 2/3 af disse virksomheder undlader at fratrække et beløb for den brugte vare, bl.a. fordi de ikke ønsker utilfredse kunder, og fordi det ikke kan svare sig økonomisk at lave den vurdering. 93 pct. svarer, at de lider økonomisk tab som følge af reglen. Det er særligt de små- og mellemstore virksomheder, som presses økonomisk af reglen. Derudover kan det, ifølge EU Kommissionen selv, koste de mindste virksomheder op til 6 pct. af deres omsætning.

Særlige hensyn i dansk kontekst

Forslag om at ændre implementeringen er tidligere rejst i Implementeringsråd og Virksomhedsforum. Dette forslag lægger op til et nabotjek der kan skabe klarhed over hvordan danske virksomheder er stillet ift. konkurrenterne i resten af EU.

Relevant regulering

Forbrugerrettighedsdirektivet (2011/83) og Forbrugeraftaleloven.

Svar til Regelforum 

Regelforum anbefaler, at der igangsættes et nabotjek af implementeringen af forbrugerrettighedsdirektivet med henblik på at undersøge, 1) hvordan værdiforringelsen af returnerede ”brugte” varer beregnes i andre lande, og 2) hvornår, dvs. på hvilket tidspunkt efter varens returnering, virksomhederne i andre lande er forpligtet til at returnere købesummen. 

Forbrugerrettighedsdirektivet er implementeret i forbrugeraftaleloven. 

Den første del af forslaget vedrører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14, stk. 2, der er gennemført i forbrugeraftalelovens § 24, stk. 5. Heraf følger det, at forbrugeren kun hæfter for en eventuel forringelse af en vares værdi, som skyldes anden håndtering af varen, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på. Forbrugeren hæfter dog ikke for en eventuel forringelse af varen, hvis den erhvervsdrivende ikke har givet meddelelse om fortrydelsesretten. Bestemmelsen regulerer den situation, hvor en forbruger ikke blot har nøjedes med f.eks. at prøve en kjole, men har haft den på i længere tid, således at kjolen fremstår brugt. Returnerer forbrugeren derefter kjolen, kan den erhvervsdrivende fratrække et beløb svarende til værdiforringelsen i det beløb, som den erhvervsdrivende skal returnere til forbrugeren. 

Den anden del af forslaget vedrører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 13, stk. 1, der er gennemført i forbrugeraftalelovens § 22, stk. 1. Heraf følger det, at den erhvervsdrivende skal refundere alle beløb, inklusive eventuelle leveringsomkostninger, modtaget fra forbrugeren uden unødig forsinkelse og senest 14 dage fra den dato, hvor den erhvervsdrivende modtager meddelelse om forbrugerens beslutning om at udøve fortrydelsesretten. Reglen indebærer således, at den erhvervsdrivende skal tilbagebetale dette beløb til forbrugeren senest 14 dage fra modtagelsen af forbrugerens meddelelse, uanset om den erhvervsdrivende på dette tidspunkt har modtaget varen retur.

Forbrugerrettighedsdirektivet er et totalharmoniseringsdirektiv. Det betyder, at medlemsstaterne ikke i national ret må opretholde eller indføre bestemmelser, der fraviger dem, der er fastsat i direktivet, medmindre muligheden herfor ligeledes er fastsat i direktivet. Der er ikke i forbrugerrettighedsdirektivet givet medlemsstaterne mulighed for at fastsætte andre eller supplerende regler på de nævnte områder. Direktivet forpligter således bl.a. medlemsstaterne til at fastsætte regler om, at erhvervsdrivende skal refundere alle beløb til forbrugeren uden unødig forsinkelse og senest 14 dage fra den dato, hvor den erhvervsdrivende modtager meddelelse om forbrugerens beslutning om at udøve fortrydelsesretten. På den baggrund gennemføres anbefalingens andet led ikke. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der i medlemsstaterne har udviklet sig en forskellig praksis for, hvordan en eventuel værdiforringelse beregnes i tilfælde, hvor forbrugeren udnytter fortrydelsesretten. På den baggrund gennemføres anbefalingens første led. Som foreslået af forummet foretages nabotjekket i Sverige, Finland og Tyskland.

Det bemærkes, at forbrugerrettighedsdirektivet for nylig er blevet ændret ved direktiv (EU) 2019/2161 af 27. november 2019. I Kommissionens direktivforslag indgik et forslag om at afskaffe reglen om den erhvervsdrivendes pligt til at acceptere fortrydelsesretten ved f.eks. online køb af en vare, hvis en forbruger har brugt varen mere end, hvad der kunne forventes afprøvet i en fysisk butik. Derudover blev der lagt op til at afskaffe den erhvervsdrivendes forpligtelse til at refundere købesummen til forbrugeren, før den erhvervsdrivende har modtaget varen retur. Danmark støttede disse forslag, men i forhandlingerne blev der ikke opnået enighed herom, og forslagene indgik derfor ikke i den nævnte ændring af forbrugerrettighedsdirektivet.

Regeringens afrapportering på nabotjekket

Erhvervslivets EU- og Regelforum har anbefalet, at Justitsministeriet igangsætter et nabotjek af implementeringen af forbrugerrettighedsdirektivets artikel
14, stk. 2, med henblik på at undersøge, hvordan værdiforringelsen af returnerede ”brugte” varer beregnes i andre lande.

Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14, stk. 2, er implementeret i forbrugeraftalelovens § 24, stk. 5. Heraf fremgår, at forbrugeren kun hæfter for en eventuel forringelse af en vares værdi, som skyldes anden håndtering af varen, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på. Forbrugeren hæfter dog ikke for en eventuel forringelse af varen, hvis den erhvervsdrivende ikke har givet meddelelse om fortrydelsesretten. Bestemmelsen regulerer den situation, hvor en forbruger ikke blot har nøjedes med f.eks. at prøve en kjole, men har haft den på i længere tid, således at kjolen fremstår brugt. Returnerer forbrugeren derefter kjolen, kan den erhvervsdrivende fratrække et beløb svarende til værdiforringelsen i det beløb, som den erhvervsdrivende skal returnere til forbrugeren.

Forbrugerrettighedsdirektivet er et totalharmoniseringsdirektiv. Det betyder, at medlemsstaterne ikke i national ret må opretholde eller indføre bestemmelser, der fraviger dem, der er fastsat i direktivet, medmindre muligheden herfor ligeledes er fastsat i direktivet. Der er ikke i forbrugerrettighedsdirektivet givet medlemsstaterne mulighed for at fastsætte andre eller supplerende regler på det nævnte område. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der i medlemsstaterne har udviklet sig en forskellig praksis for, hvordan en eventuel værdiforringelse beregnes i tilfælde, hvor forbrugeren udnytter fortrydelsesretten.

På den baggrund har Justitsministeriet gennemført et nabotjek i Finland, Sverige og Tyskland med henblik på at undersøge, hvordan værdiforringelsen af returnerede ”brugte” varer beregnes.

Den danske ambassade i Helsinki har oplyst, at i Finland er forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14, stk. 2, gennemført i den finske lov om forbrugerbeskyttelse, kapitel 6, § 18. Det fremgår blandt andet heraf, at forbrugeren ved ophævelse af købsaftalen er ansvarlig for varens værdiforringelse, hvis værdiforringelsen skyldes forbrugerens ibrugtagning af varen. Det udgør ikke ibrugtagning, hvis en vare alene er blevet håndteret på en sådan måde, der er nødvendig for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på. Det fremgår således ikke af selve loven, hvordan beregningen skal foretages. Der er heller ikke i retspraksis blevet taget stilling til spørgsmålet. Det fremgår dog af forarbejderne til loven, at værdiforringelsen skal afgøres på et ”rimeligt grundlag”, og at en forbruger er ansvarlig for den returnerede vares fulde værdi, hvis varen som følge af ibrugtagning er blevet usælgelig.

Den danske ambassade i Stockholm har oplyst, at i Sverige er forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14, stk. 2, gennemført i lov om distansavtal och avtal utanför affärslokaler § 15, stk. 2. Det fremgår af bestemmelsen, at en forbruger, der udøver sin fortrydelsesret, skal erstatte den erhvervsdrivende for en vares værdiforringelse, hvis værdiforringelsen skyldes, at forbrugeren har håndteret varen i større omfang, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varens egenskaber eller funktion. Forbrugeren skal dog ikke erstatte en eventuel forringelse af varen, hvis den erhvervsdrivende ikke har givet meddelelse om fortrydelsesretten.

Der er hverken i loven eller praksis taget stilling til beregningen af en returneret vares værdiforringelse. Allmänna Reklamationsnämden, den svenske pendant til Forbrugerklagenævnet, har dog i en sag fra 2015 udtalt sig om spørgsmålet.

I sagen blev der henvist til en vejledning fra EU-Kommissionen, hvoraf fremgår, at beregningen af værdiforringelsen kan bestå i erstatning for rengøring og reparation og – hvis varen ikke længere kan sælges som ny – et
objektivt begrundet indtægtstab for sælgeren, når denne sælger den returnerede vare som en brugt vare. Det anføres desuden, at beregningen skal foretages ved at sammenligne varens markedsværdi på købstidspunktet og varens markedsværdi på tidspunktet for udøvelsen af fortrydelsesretten. Hvis varen er i en sådan stand, at den ikke kan sælges videre, opgøres værdiforringelsen dog til den pris, forbrugeren betalte for varen. Allmänna Reklamationsnämden udtalte i den forbindelse, at den omstændighed, at værdiforringelsen skal opgøres ud fra et objektivt begrundet indtægtstab, antyder, at værdiforringelsen skal fastsættes til den generelle markedsværdi for en brugt vare, uanset om sælgeren i det konkrete tilfælde har videresolgt varen til en lavere pris, eller virksomheden ikke har et organiseret system for videresalg.

Den danske ambassade i Berlin har oplyst, at i Tyskland er forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14, stk. 2, gennemført i lov om borgerlige retsforhold (BGB) § 357, stk. 7, hvis ordlyd er næsten identisk med den danske forbrugeraftalelovs § 24, stk. 5. Det fremgår således ikke af selve loven, hvordan beregningen skal foretages.

Beregningen er imidlertid omtalt i forarbejderne til ændringsloven, der gennemførte forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14, stk. 2. Det fremgår heraf, at begrebet værdiforringelse skal forstås som den normale slitage som følge af almindelig ibrugtagelse og videre brug af varen såvel som yderligere forringelse, f.eks. en beskadigelse som følge af forkert håndtering eller overdreven brug. Forudsætningen er dog altid, at værdiforringelsen ikke kan henføres til omgang, der er nødvendig for at undersøge varen. Det bemærkes, at det ikke kommer an på en afgrænsning mellem lineær værdiforringelse og øvrig (mere vidtgående) forringelse.

Desuden har spørgsmålet om beregning af værdiforringelse af en returneret vare været behandlet ved Tysklands øverste civilretlige domstol, Bundesgerichtshof. Domstolen fastslog, at beregningen som udgangspunkt skal foretages på grundlag af den returnerede vares markedsværdi med undtagelse af de situationer, hvor forbrugeren har gjort en god handel.

Endelig bemærkes det, at forbrugerrettighedsdirektivet for nylig er blevet ændret ved direktiv 2161/2019/EU af 27. november 2019. I Kommissionens direktivforslag indgik et forslag om at afskaffe reglen om den erhvervsdrivendes pligt til at acceptere fortrydelsesretten ved f.eks. onlinekøb af en vare, hvis en forbruger har brugt varen mere end, hvad der kunne forventes afprøvet i en fysisk butik.

Danmark støttede forslaget, men i forhandlingerne blev der ikke opnået enighed herom, og det indgik derfor ikke i ændringen af direktivet.

Retsstillingen efter forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14,
stk. 2, er således den samme som hidtil.