LEMPELSE AF OPLYSNINGSPLIGTEN NÅR OPLYSNINGER BEHANDLES PÅ BAGGRUND AF EN HENVENDELSE

Når den dataansvarlige indsamler personoplysninger om en registreret, påhviler der den dataansvarlige en oplysningsforpligtelse, medmindre den registrerede ”allerede er bekendt”, med de oplysninger, der skal meddeles Efter de tidligere regler i persondataloven var udgangspunktet, at den dataansvarlige ikke skulle opfylde den persondataretlige oplysningspligt, hvis indsamlingen af oplysninger skete ved, at den registrerede selv, eventuelt uopfordret, henvendte sig til den dataansvarlige. Med andre ord ansås den registrerede i denne situation for ”allerede [at være] bekendt” med de oplysninger, som den dataansvarliges ellers normalt skulle meddele.
 
Efter de gældende regler i databeskyttelsesforordningen er udgangspunktet det modsatte.
 
Generelt medfører oplysningspligten, at den dataansvarlige påføres ikke ubetydelige omkostninger, som i mange tilfælde ikke står mål med det udbytte, som en registreret person – der selv henvender sig – har af at modtage nærmere underretning om, at der indsamles oplysninger om vedkommende. 
Eksempler:

• Uopfordret jobansøgning
• Ansøgning via ansøgningsblanket
• Anmodning (f.eks. fra en forbruger til en entreprenør) om tilbud på et stykke arbejde eller en anden ydelse

Den begrænsning i oplysningspligten, der følger af databeskyttelseslovens § 22, herunder navnlig stk. 1 (”afgørende hensyn til private interesser”), skønnes ikke at ændre herved.

Potentiale

 Samtlige brancher vil umiddelbart blive berørt, da virksomheder inden for alle brancher i et eller andet omfang skønnes at indsamle oplysninger på baggrund af henvendelser fra de registrerede selv.
 
Anbefalingen skal bl.a.  ses i lyset af det massive fokus (og dermed øget bekendthedsniveau), der har været på databeskyttelsesreglerne siden maj 2018.

Relevant regulering

I den tidligere persondatalov fandtes oplysningspligten i § 28, stk. 1. Pligten gjaldt dog ikke, hvis den registrerede ”allerede er bekendt” med de i stk. 1 nævnte oplysninger, jf. stk. 2.
 
Undtagelsesbestemmelsen i stk. 2 havde ifølge Justitsministeriets vejledning nr. 126/2000, pkt. 2.3 navnlig sin baggrund i, at en ubetinget oplysningspligt ville være ”for vidtgående i forhold til den dataansvarlige, der ville blive påført betydelige omkostninger, som ikke i alle tilfælde ville stå mål med det udbytte, en registreret person har af at modtage underretning om, at der indsamles oplysninger om vedkommende” (understreget her).
 
I tråd hermed fremgik det også af pkt. 2.3.1 i ministeriets vejledning, at hvis indsamlingen af oplysninger skete ved, at den registrerede selv, eventuelt uopfordret, rettede henvendelse til den datatansvarlige, ville det i ”almindelighed kunne lægges til grund”, at oplysningspligten ikke skulle opfyldes. Dette er gentaget i Justitsministeriets betænkning nr. 1565/2016, side 285.
 
Persondatalovens § 28, stk. 1 og 2, er i vidt omfang videreført i databeskyttelsesforordningens artikel 13, stk. 1-3 og 4, men dog således, at omfanget af de oplysninger, som den dataansvarlige skal meddele den registrerede, er blevet væsentligt udvidet.
 
Udvidelsen betyder, som det også fremgår af Justitsministeriets betænkning nr. 1565/2016, side 294, at det efter databeskyttelsesforordningen vil være ”sjældnere, at oplysningspligt helt kan undlades”, fordi det ikke i samme grad som tidligere vil kunne hævdes, at den registrerede ”allerede er bekendt” med de oplysninger, som skal meddeles.
 
Udvidelsen betyder dermed også, at det nu ikke længere i almindelighed kan lægges til grund, at den dataansvarlige ikke skal opfylde oplysningspligten, hvis indsamlingen af oplysninger sker ved, at den registrerede selv, eventuel uopfordret, henvender sig.
 
Databeskyttelsesforordningens artikel 23 giver i øvrigt mulighed for, at der på nationalt niveau kan vedtages begrænsninger i bl.a. oplysningspligten (inden for nogle nærmere oplistede formål). Denne mulighed er i Danmark udnyttet i databeskyttelseslovens § 22.
 
Bl.a. fremgår det af databeskyttelseslovens § 22, stk. 1, at oplysningspligten ikke gælder, hvis den registreredes interesse i oplysningerne findes at burde vige for ”afgørende hensyn til private interesser, herunder hensynet til den pågældende selv” (understreget her).

Yderligere oplysninger

Anbefalingen forudsætter selvfølgelig, at de indsamlede oplysninger ikke bruges til andre formål, end de formål, som den registrerede ved henvendelsen må antages at være bekendt med.

Svar til Regelforum

Anbefalingen vil blive behandlet som led i Justitsministeriets igangværende nationale evaluering af databeskyttelsesreglerne. I den forbindelse vil ministeriet således undersøge, om der kan indføres en sådan undtagelse inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen. Evalueringen forventes offentliggjort primo 2021. Der tages forbehold for et evt. behov for ændringer i selve regelgrundlaget, da dette i så fald vil betyde en længere implementeringsperiode.

Regeringens afrapportering på anbefaling

Anbefalingen er behandlet i delrapport II om national evaluering af databeskyttelsesreglerne, som Justitsministeriet afgav den 1. juli 2021 til Folketingets Europaudvalg (EUU Alm. del, bilag 685, 2020-21).
 
Heraf fremgår det bl.a., at det er Justitsministeriets vurdering, at en begrænsning af oplysningspligten som anbefalet af Regelforum ikke vil kunne gennemføres inden for databeskyttelsesforordningens rammer. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at en begrænsning alene på baggrund af et hensyn til ressourcer efter Justitsministeriets vurdering ikke kan gennemføres inden for råderummet i forordningens artikel 23. Det er endvidere Justitsministeriets vurdering, at det ikke vil være i overensstemmelse med forordningen at imødekomme Regelforums subsidiære anbefaling. Efter Justitsministeriets opfattelse vil det i almindelighed ikke kunne lægges til grund, at en registreret, der selv henvender sig, allerede er bekendt med de oplysninger, der efter forordningens artikel 13, stk. 1 og 2, skal gives til den pågældende.