Nummer: 195

Lempelse af administrative byrder for SMV’er i forbindelse med transittilladelser ved eksport af militært udstyr til Ukraine

Det anbefales, at transittilladelser ved eksport af militært udstyr til Ukraine faciliteres myndighed til myndighed, så det ikke bliver den enkelte virksomheds ansvar. Dette vil sikre en hurtigere og mere strømlinet proces for eksport af militært udstyr til Ukraine.

Dato:
21. marts 2024
Type af anbefaling:
National lovgivning
Tema:
Øvrige anbefalinger
Ansvarlig ministerium:
Justitsministeriet
Status på anbefaling:
Følges ikke

Problem

Flere danske virksomheder indgår i denne tid stigende grad handelsaftaler med Ukraine – især med materiale, som kategoriseres som militært udstyr. Når danske virksomheder sælger militært udstyr til Ukraine, skal der dels indhentes eksporttilladelse fra danske myndigheder, dels skal der indhentes transittilladelser fra de EU-lande, som det militære udstyr skal passere igennem for at kunne komme frem til Ukraine. Eksporteres varerne fra Danmark, vil det således typisk kræve transport gennem Tyskland og Polen med deraf påkrævede transittilladelser fra hhv. de tyske og polske myndigheder.

Det er op til den enkelte virksomhed at indhente og vedlægge de påkrævede transittilladelser. Især for mindre produktionsvirksomheder med få administrative medarbejdere, bliver det en ganske betydelig byrde i en tid, hvor der i stedet bør udrulles en rød løber for så vidt angår enhver eksport, der kan understøtte Ukraine i krigen mod Rusland.

Case: En mellemstor, vestjysk industrivirksomhed producerer og sælger skræddersyede komponenter til blandt andet bilindustrien, landbrugs- og fødevaremaskiner.

Virksomheden har indgået en kontrakt med en ukrainsk producent af forsvarsudstyr om levering af metalringe til mortérgranater – granater der skal bruges af den ukrainske hær. Den danske virksomhed har i den forbindelse ansøgt og fået godkendt en fremstillings- og eksporttilladelse fra de danske myndigheder.

Nu opleves der imidlertid stor besværlighed ved at skulle indhente transittilladelse af leverancen til Ukraine fra hhv. de tyske og polske myndigheder. Der er tale om en betydelig byrde for særligt SMV’ere, som den danske virksomhed i eksemplet her. En uhensigtsmæssig konsekvens kan derfor meget vel være, at det for flere industrivirksomheder mindsker villigheden til at acceptere ordrer af ellers relativt simple underkomponenter til militært udstyr.

For virksomheden er byrderne særligt forbundet med:

  • Identificering af rette indgang hos. De tyske og polske myndigheder.
  • Kommunikation og herunder produkt- og leveringsbeskrivelse overfor udenlandske myndigheder. 
  • Lange svartider, der skaber usikkerhed og forsinkelser til frustration for både sælger og køber.

Virksomheder oplever angiveligt ikke samme problem når militært udstyr købes og eksporteres som nationale donationer til Ukraine. Eksport af private leverancer og nationale donationer af militært udstyr bør samtænkes og sikres samme korridor til Ukraine.

Anbefaling

Regelforum anbefaler, at notifikation af transit gennem et givent EU-naboland faciliteres af de kompetente (danske) myndigheder i forbindelse med eksporttilladelsen, således at denne opgave ikke påhviler den enkelte virksomhed.

Potentiale

Én ting er de ovennævnte administrative byrder. Langt mere alvorligt er naturligvis de mulige konsekvenser som forsinkelser i leverancerne af militært udstyr kan forårsage i Ukraine.  

Relevant regulering

Det fremgår af punkt 5. på ansøgningsblanket ved erhvervseksport af våben og militært udstyr omfattet af våbenlovens §6, at transittilladelser fra de pågældende lande skal vedlægges. 

Anbefalingen følges ikke

Justitsministeriet har forstået anbefalingen således, at virksomhederne har fremsat et ønske om, at Rigspolitiet eller en anden myndighed – på vegne af de danske virksomheder – skal indhente de fornødne transittilladelser fra de relevante myndigheder i Tyskland og Polen ved eksport af materiale, som kategoriseres som militært udstyr, til Ukraine.

Rigspolitiet kan generelt oplyse, at det fremgår af punkt 5 om eventuelle transitlande i Rigspolitiets ansøgningsblanket om udførselstilladelse vedrørende produkter omfattet af våbenlovens § 6, at punktet skal udfyldes, hvis udførslen vedrører håndskydevåben, samt at transittilladelser fra de pågældende lande skal vedlægges. Der er således ikke - i alle ansøgninger om udførselstilladelse fra Rigspolitiet - krav om, at der skal vedlægges transittilladelse fra de pågældende transitlande. Rigspolitiet skal imidlertid bemærke, at en udførsel naturligvis skal foretages i overensstemmelse med reglerne i eventuelle transitlande samt modtagerlandet, således at der bl.a. fra de kompetente myndigheder i modtagerlandet og eventuelle transitlande foreligger de tilladelser, der er nødvendige efter 2 lovgivningen i vedkommende lande til henholdsvis indførsel og transit, uanset om det er et krav eller ikke er et krav at vedlægge dokumentation herfor i forbindelse med ansøgningen til Rigspolitiet om udførselstilladelse.

Det er Rigspolitiets vurdering, at såfremt Rigspolitiet eller anden myndighed skal ansøge de kompetente myndigheder i transitlande om transittilladelse, i det omfang landet stiller krav herom, vil dette kunne medføre en forøget sagsbehandlingstid af ansøgningen om transittilladelse, hvilket vurderes ikke at være i virksomhedernes interesse. Såfremt opgaven blev placeret hos Rigspolitiet, vil det medføre et øget ressourceforbrug, som afhængigt af omfanget af sager kan få betydning for sagsbehandlingstiden af andre ansøgninger på området for eksportkontrol i Rigspolitiet.

Denne vurdering beror på, at Rigspolitiet eller anden myndighed, ved en ansøgning om transittilladelse på vegne af danske virksomheder, i praksis vil fungere som et mellemled i 14 ansøgningen. Rigspolitiet eller anden myndighed skal således modtage og videreformidle ansøgningen og fornøden dokumentation fra den danske virksomhed og videregive denne til de relevante myndigheder i transitlandet. Myndigheden skal ydermere videreformidle en eventuel transittilladelse tilbage til den danske virksomhed. Herudover skal myndigheden videreformidle eventuelle spørgsmål og svar mellem parterne. Dette vil forventeligt medføre en forøget sagsbehandlingstid af ansøgningen om transittilladelse.

Den eventuelle administrative lettelse, som en gennemførelse af anbefalingen vil medføre for de pågældende virksomheder, kan efter Rigspolitiets vurdering ikke stå mål med det øgede ressourceforbrug, ligesom det forhold, at myndigheden skal fungere som et mellemled i ansøgninger om transittilladelse, forventeligt vil medføre en forøget sagsbehandlingstid af sådanne ansøgninger.

Af de grunde, som Rigspolitiet har påpeget, finder Justitsministeriet, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at gennemføre anbefalingen. Rigspolitiet vil dog undersøge, hvilke kompetente myndigheder i henholdsvis Tyskland og Polen, som er de rette indgange for danske virksomheder ift. tilladelser og vejledning for på den måde at forsøge at lette dele af processen for de pågældende virksomheder.