Baggrund og Problem
Mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler udvikles fra levende organismer og udgør et bæredygtigt alternativ til konventionelle midler, fx traditionelle plantebeskyttelsesmidler. EU-Kommissionen har med Farm to Fork-strategien udtrykt ønske om en 50 pct. reduktion af brugen af kemiske pesticider i EU i 2030. For at nå det mål samt opretholde et tilfredsstillende udbytte, er der brug for alternative midler til at beskytte afgrøderne.
I dag opleves der lange ventetider for godkendelse af biologisk-baserede plantebeskyttelsesmidler. Det tager ofte to år fra en nyt middel er blevet sendt til godkendelse, til at Miljøstyrelsen tager stilling til, hvorvidt de vil behandle anmodningen eller ej.
Dette er omkostningsfyldt for virksomheder, og hæmmer den danske innovation og evne til at drage fordel af nye bæredygtige løsninger.
Anbefaling
Regelforum anbefaler, at der indføres en hollandsk-inspireret fast-track ordning for godkendelse af nye biologisk baserede plantebeskyttelsesmidler. Dette skal hjælpe med, at mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler med lav risikoprofil kan komme hurtigere i anvendelse og bidrage til et mere bæredygtigt landbrug.
Som led i Green Deal-projektet i Holland, blev ti pilotansøgninger udvalgt. Disse ansøgninger gennemgik en særskilt procedure hos den hollandske pendant til den danske miljøstyrelse, Ctbg, som i store træk er fast procedure i dag. Disse kan med fordel inkorporeres i dansk praksis.
· Forud for ansøgningen tilbydes ansøger rådgivningsmøder med Ctbg mhp. at optegne forløbet, uddybe dokumentationskrav, give en initial vurdering af chancen for godkendelse samt omkostningerne forbundet med evalueringsprocessen. Erfaringen er, at møderne mærkbart øger kvaliteten af ansøgningerne, således at Ctbg i færre tilfælde skal anmode om supplerende materiale, hvilket bidrager til en hurtigere sagsbehandling.
· I Ctbg’s interne ressourceplanlægningssystem er der fast allokeret tid til behandling af ansøgninger, som omhandler plantebeskyttelsesmidler med lav risikoprofil. For alle ansøgere gælder det, at der skal bestilles en tid hos Ctbg, før en ansøgning kan indsendes. Den fast allokerede tid betyder i praksis, at ansøgninger vedr. mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler prioriteres over ansøgninger om godkendelse af kemiske midler.
Selve ansøgningen evalueres af et såkaldt Green Team med ekspertise i mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler (primært mikrobiologi og planteekstrakter). Teamet blev etableret med tre eksperter i 2014 og er ved udgangen af 2022 vokset til 20 specialiserede medarbejdere.
Potentiale
Indførelse af en ny fast-track ordning for biologisk baserede plantebeskyttelsesmidler ville gavne danske virksomheder, der særligt arbejder med innovation og frembringelse af Biosolutions, herunder Novonesis, Syngenta og Bioomix. Ansøgningerne vil blive behandlet hurtigere, og der vil blive større forudsigelighed, når det gælder hvornår man kan forvente svar.
Relevant regulering
Drejer sig om en praksisændring hos Miljøstyrelsen.
Regeringens svar
Regelforum anbefaler, at der indføres en hollandsk-inspireret fast-track ordning for godkendelse af nye biologisk baserede plantebeskyttelsesmidler. Dette skal hjælpe med, at mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler med lav risikoprofil kan komme hurtigere i anvendelse og bidrage til et mere bæredygtigt landbrug.
Miljøministeriet kan oplyse, at Miljøstyrelsen siden 2020 har prioriteret sagsbehandlingen af mindre belastende plantebeskyttelsesmidler dvs. nye mikrobiologiske og andre lav-risikomidler med nye anvendelsesområder. Sagsbehandling af denne type midler prioriteres således ud fra prioriteringsprincipper, der bl.a. afspejler hensynet til miljø- og sundhed og målsætninger om mindre pesticidbelastning. Miljøstyrelsens prioritering af ansøgninger om godkendelse af biologisk baserede plantebeskyttelsesmidler fremgår af Miljøstyrelsens hjemmeside.
I Regelforums anbefaling fremgår, at der ofte er sagsbehandlingstider på op til to år på godkendelse af biologisk-baserede plantebeskyttelsesmidler. Dette er et billede, som Miljøstyrelsen ikke kan genkende. Miljøstyrelsens sagsbehandlingstider for midler med mikroorganismer er mellem 4-17 mdr., og i gennemsnit er sagsbehandlingstiden betydeligt længere for de kemiske end for de mikrobiologiske midler, da sidstnævnte ofte er lavrisikomidler, som prioriteres højt. Hvis sagsbehandlingstiden for lavrisikomidler er længere, skyldes det ofte udfordringer i form af manglende data fra ansøger. Derudover sker godkendelsen af plantebeskyttelsesmidler på tværs af zoner ved indendørs- og bejdsemiddelanvendelse og i Nordzonen ved anvendelse på friland. Miljøstyrelsen er derfor for nogle ansøgninger afhængig af, hvor hurtigt vurderingen sker i de andre lande, og Miljøstyrelsen kan ikke afslutte vurderingen, før de andre lande er færdige med deres del af vurderingen. Fx har Miljøstyrelsen pt. 5 ansøgninger om mikrobiologiske produkter, som afventer vurdering af de nederlandske myndigheder, hvoraf den ældste ansøgning er fra juni 2021. Til sammenligning er den ældste af de 6 ansøgninger, som Miljøstyrelsen selv er ansvarlig for fra september 2023. Sagsbehandlingstiden i Nederlandene lader således til at være betydeligt længere end i Danmark.
Det er således Miljøstyrelsen vurdering, at der ikke er væsentlige forsinkelser på vurderingen af ansøgninger til disse lav-risikomidler og at der ikke er nogen ophobning af ansøgninger sendt til Danmark på det mikrobiologiske område.
Miljøstyrelsen er ligeledes en af de få myndigheder i EU, som har ekspertise på området. Pt. har Miljøstyrelsen dedikeret en erfaren medarbejder til opgaver med mikroorganismer. Området er gebyrfinansieret, så hvis der i fremtiden skulle ske en stigning i antallet af ansøgninger, vil antallet af medarbejdere blive opjusteret, så det passer til omfanget af arbejdet. Som det er i dag, er en medarbejder tilstrækkeligt til at håndtere de ansøgninger, der sendes ind på området. Der er på den baggrund ikke planlagt yderligere ressourcer til opgaven, da processen vurderes at være inden for rammerne af en hurtig sagsbehandlingstid for dette område, idet der ikke modtages særligt mange ansøgninger vedrørende mikrobiologiske produkter. De afsatte ressourcer modsvarer workload.
I anbefalingerne fremhæves, at ansøgerne i Nederlandene tilbydes et møde med Ctgb forud for indsendelse af deres ansøgning. Dette er allerede i dag en mulighed i Danmark. Ansøgere har altid mulighed for at holde møde med Miljøstyrelsen forud for indsendelse af ansøgninger. Miljøstyrelsen oplyser, at ansøgerne er klar over, at de kan bede om op til flere møder forud for indsendelse af ansøgninger, og der er i sommeren 2024 holdt to møder med virksomheder om biologisk baserede plantebeskyttelsesmidler.
Til slut kan tilføjes, at gebyret for at få vurderet et mikrobiologisk produkt er markant lavere end gebyret for at få vurderet et kemisk produkt.
Miljøministeriet vurderer således, at man allerede har en praksis på plads, der er sammenlignelig med eller bedre end den nederlandske model, hvorfor anbefalingen vurderes at kunne følges uden praksisændringer for godkendelse af biologisk baserede plantebeskyttelsesmidler. Såfremt der sker ændringer på området og i praksis, vil ministeriet følge op herpå mhp. at vurdere evt. behov for aktion.