Baggrund og Problem
For at opnå det fulde potentiale ved, at små- og mellemstore virksomheder (SMV’er) frivilligt rapporterer om bæredygtighed efter den kommende frivillige europæiske bæredygtighedsstandard (VSME), er det nødvendigt, at oplysningerne bliver let tilgængelige for brugerne, herunder leverandører, investorer, bankforbindelse m.fl. Vi har på nuværende tidspunkt ikke kendskab til, at et EU-initiativ om en digitalindberetningstaksonomi til VSME-Standarden er på vej.
Alternativt er der en risiko for, at SMV’erne bruger ressourcer på at overholde og rapportere efter VSME-standarden uden, at rapporteringen i høj grad bliver tilgængelig for en bredere skare af brugere end dem, som allerede er i direkte kontakt med virksomheden og i dag efterspørger oplysningerne. Derved kan SMV’er gå glip af en konkurrencemæssig fordel.
Anbefaling
En lang række virksomheder har pligt til at aflægge årsrapport efter årsregnskabsloven og til at indberette denne digitalt. Ved den digitale indberetning øges tilgængeligheden og derved også værdien for regnskabsbrugerne generelt. Den kommende bæredygtighedsrapportering (CSRD) bliver en integreret del af virksomhedernes årsrapport, og de virksomheder, som omfattes af direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering, vil også skulle opmærke og indberette deres bæredygtighedsrapportering digitalt. Derved øges tilgængeligheden af bæredygtighedsrapporteringen, og den vil på sigt også blive gjort tilgængelig på det europæiske adgangspunkt (ESAP). Dette vil gavne kunder, investorer, bankforbindelser, civilsamfundet m.fl.
I forlængelse af CSRD er en frivillig europæisk bæredygtighedsstandard for små og mellemstore virksomheder (VSME-standarden) ved at blive udviklet af EFRAG. SMV’erne kan ved brug af denne standard frivilligt rapportere de bæredygtighedsoplysningsoplysninger, som deres kunder, bankforbindelser, investorer m.fl. efterspørger, som følge af de europæiske krav fra CSRD, SFDR, Pilar 3, m.fl.
Erhvervslivets EU- og Regelforum anbefaler i forlængelse af ovenstående, at Erhvervsstyrelsen udarbejder en digital indberetningstaksonomi (XBRL), så SMV’er, som frivilligt rapporterer efter VSME-standarden i deres årsrapport, kan indberette og digitalt opmærke bæredygtigheds-oplysningerne. Muligheden skal kommunikeres bredt ud til SMV’erne. Det er en forudsætning for anbefalingen, at der ikke er lignende initiativer på vej på EU-niveau.
Øget tilgængelighed af bæredygtighedsoplysningerne vil både være til gavn for SMV’erne og brugerne af bæredygtighedsoplysningerne (kunder, investorer, bankforbindelser m.fl.).
Potentiale
Med VSME-standarden foreslår Den Europæiske Rådgivende Regnskabsgruppe (EFRAG) et rapporteringsværktøj, som kan støtte SMV’er med at tilvejebringe oplysninger, der vil hjælpe dem med at tilfredsstille dataefterspørgslen fra bl.a. bankforbindelser, investorer og fra de store virksomheder, som har behov for bæredygtighedsoplysninger fra SMV’erne til brug for deres egen lovpligtige rapportering. Det bemærkes, at det er EFRAG, som har fået til opgave af EU-Kommissionen at udarbejde udkast til de lovpligtige europæiske bæredygtighedsstandarder, som følger af direktiv om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD).
Ved at de danske myndigheder gør det muligt, at SMV’er frivilligt kan indberette digitalt og opmærke bæredygtighedsoplysninger efter VSME-standarden, kan brugerne mere effektivt tilgå oplysningerne. Det vurderes ligeledes, at en digital understøttelse af rapporteringen vil skabe et større incitament til at bruge VSME-standarden.
Relevant regulering
Med henvisning til direktiv om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD) (2022/2464/EU) betragtning 21, følger det at ”…Det er også nødvendigt at indføre krav om offentliggørelse af bæredygtighedsspørgsmål for små og mellemstore virksomheder, undtagen mikrovirksomheder, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i Unionen, for at sikre, at deltagerne på det finansielle marked har de oplysninger, de skal bruge fra investeringsmodtagende virksomheder for selv at kunne opfylde kravene om bæredygtighedsoplysninger fastlagt i forordning (EU) 2019/2088…Små og mellemstore virksomheder, hvis værdipapirer ikke er optaget til handel på et reguleret marked i Unionen, bør også have mulighed for at vælge at anvende sådanne forholdsmæssige standarder på frivillig basis.”
EU-Kommissionen henviser endvidere på side 16 i SME Relief Package fra 12. september 2023 til, at EFRAG vil udarbejde en frivillig SMV-standard for ikke-børsnoterede SMV’er.
I forhold til digital indberetning af bæredygtighedsoplysninger, følger det af CSRD-betragtning 55 ”… Digitalisering skaber muligheder for at udnytte oplysninger mere effektivt og rummer potentiale for betydelige omkostningsbesparelser for både brugere og virksomheder. Digitalisering gør det også muligt at centralisere data på EU- og medlemsstatsniveau i et åbent og tilgængeligt format, der letter læsning og muliggør sammenligning af data. Der bør derfor stilles krav om, at virksomheder udarbejder deres ledelsesberetninger i det elektroniske rapporteringsformat, som er fastlagt i artikel 3 i Kommissionens delegerede forordning (EU)
2019/815 (33), og opmærker deres bæredygtighedsoplysninger, herunder de oplysninger, der er pligt til at offentliggøre i henhold til artikel 8 i forordning (EU) 2020/852, i overensstemmelse med det elektroniske rapporteringsformat, der er fastlagt i delegeret forordning (EU) 2019/815, når dette er fastlagt.”
Det vurderes ligeledes, at anbefalingen er relevant i forhold til det kommende fælles europæiske adgangspunkt (ESAP) (2023/2859/EU). Hvor det af betragtning 5 følger at ”… Investorer, markedsdeltagere, rådgivere, den akademiske verden og offentligheden som helhed kan have interesse i at indhente andre oplysninger af relevans for finansielle tjenesteydelser, kapitalmarkeder, bæredygtighed og mangfoldighed end dem, der kræves offentliggjort i henhold til EU-retten, hvor en enhed gør disse oplysninger offentligt tilgængelige. Navnlig SMV'er kan ønske at gøre flere af deres oplysninger offentligt tilgængelige for at blive mere synlige for potentielle investorer og dermed øge og diversificere finansieringsmuligheder… ESAP bør derfor også give adgang til oplysninger af relevans for finansielle tjenesteydelser og kapitalmarkeder, bæredygtighed og mangfoldighed, som offentliggøres på frivillig basis af en hvilken som helst enhed, der er underlagt en medlemsstats ret, hvor denne enhed vælger at gøre disse oplysninger tilgængelige på ESAP.”
Yderligere oplysninger
Det vurderes, at de administrative omkostninger ved frivillig digital indberetning af VSME-standarden er begrænset. Dertil vurderes det, at SMV’erne som i dag mødes af efterspørgsel efter oplysninger om bæredygtighed potentielt kan opnå en administrativ gevinst ved at rapportere og digitalt indberette bæredygtighedsoplysninger efter VSME-standarden.
Regeringens svar
Anbefalingen følges.
For at sikre at SMV’ers rapportering af bæredygtighedsoplysninger er simpel, proportionel og samtidig imødekommer de behov, som brugerne af bæredygtighedsoplysning har, er det vigtigt med en frivillig fælleseuropæisk standard for bæredygtighedsrapportering for SMV’er og at denne understøttes af et fælles digitalt format. Derfor støtter regeringen det arbejde som EFRAG og EU-Kommissionen laver ift. at udvikle og udbrede den frivillige SMV-standard (VSME) og et fælles digitalt format for denne.
Det forventes at den frivillige SMV-standard er færdig i 2025. Det forventes ligeledes, at EFRAG som en del af deres arbejde med udformningen af den frivillige SMV-standard, vil understøtte standarden digitalt ved at udarbejde en digital indberetnings-/datadelingstaksonomi (fx iXBRL). Det forventes at den frivillige SMV-standard færdiggøres i 2025, hvormed en evt. fælleseuropæisk digital understøttelse af standarden forventes på plads tidligst i 2026. Erhvervsministeriet vil gennem demonstrationsprojekter arbejde med digital understøttelse af den frivillige SMV-standard i regi af arbejdet med automatisk bæredygtighedsrapportering og implementering af initiativet Digitale Grønne Produktdata i digitaliseringsstrategien. Formålet er både at hjælpe danske virksomheder med lettere at afsende og modtage bæredygtighedsoplysninger efter den frivillige SMV-standard samt at påvirke arbejdet med udviklingen af et fælles digitalt format for VSME på EU-niveau.
Erhvervsministeriet vil løbende kommunikere bredt til både SMV’er og større virksomheder om standarden og det tilhørende digitale format. Kommunikationen vil supplere den kommunikation der allerede finder sted fra ministeriet om de europæiske bæredygtighedsstandarder.