FORENKLING AF KOMPETENCEKRAVS-BEKENDTGØRELSEN PÅ FORSIKRINGSOMRÅDET

Problem 

I henhold til Forsikringsdistributionsdirektivet (IDD) skal ansatte i (gen)forsikringsselskaber og hos (gen)forsikringsformidlere overholde krav om faglig uddannelse og efteruddannelse.

Der stilles krav om mindst 15 timers faglig uddannelse eller efteruddannelse pr. år. eller alternativt, at de ansatte løbende skal testes.

Formålet med uddannelseskravet er at beskytte forbrugere, så de er sikret, at forsikringssælgeren besidder de nødvendige kompetencer. I Danmark har man valgt test-modellen på alle produkter med undtagelse af genforsikringsområdet, hvor man har valgt mindst 15 timers faglig uddannelse eller efteruddannelse pr. år. 

Kompetencekravsbekendtgørelsen indeholder kompetencekrav for 12 forskellige jobfunktioner. Selskaberne skal, bortset fra når det drejer sig om genforsikring, sikre, at deres ansatte har bestået en prøve, der dokumenterer, at de besidder de kompetencekrav, der gælder for den enkelte medarbejders jobfunktion.

Derudover skal den ansatte testes hvert 3. år. Prøverne skal tages hos en ekstern prøveudbyder, der skal godkendes af Finanstilsynet. Det er i dag kun Forsikringsakademiet, som er godkendt som testudbyder. Efteruddannelsesprøverne skal bestås senest den 1. oktober 2021.

Udgangspunktet er, at den ansatte skal prøves inden for mindst tre produkter, der er repræsentative for arbejdsområdet. Den ansatte kan dog prøves i færre end tre produkter.

I så fald må den ansatte kun arbejde inden for tilsvarende produkttyper, med mindre den ansatte efterfølgende består efteruddannelsesprøven inden for det fulde arbejdsområde.

Selvom bekendtgørelsen lægger op til såkaldte ”smalle tests” (1-2 produkter), udbydes der for indeværende ikke prøver i såkaldte nicheprodukter (fx arbejdsskade, cyber, ejerskifte, vindmøller, instrumentforsikring, marine, rådgivningsansvar, sundhedsforsikring og husdyr) i Danmark.

Konsekvensen for fx Sygeforsikringen ”Danmark”, Fiskernes Forsikring og Kongeriget Danmarks Hesteforsikring vil være, at de ansatte skal prøves i tre skadesprodukter, som de ikke udbyder, da det ikke er muligt at blive testet i deres specifikke produkter.

Der er således reelt tale om en proformauddannelse/-tests for så vidt angår nicheprodukter.

Som bekendtgørelsen er i dag og med de tests, der pt. udbydes af den godkendte prøveudbyder, har ansatte i selskaber med nicheprodukter, jf. ovenfor, kun mulighed for at gennemgå en uddannelse/tage en test, som reelt ikke matcher deres kompetencebehov. Alternativt må de pågældende selskaber selv betale for, at der udbydes målrettede uddannelser og tests.

Da det er nicheselskaberne, der besidder den nødvendige viden for at kunne undervise og udfærdige tests, vil det også være nicheselskaberne, som både skal levere viden og arbejdskraft for, at prøveudbyderen kan tilbyde uddannelse og tests for så vidt angår nicheprodukterne.

Efterfølgende skal nicheselskaberne betale prøveudbyderen for uddannelse og test af selskabets egne ansatte. Det vil blive unødigt fordyrende for nicheselskaberne og i sidste ende for forbrugerne.   

Da det, jf. ovenfor, er nicheselskaberne, der har den fornødne viden om produkterne, vil forbrugerbeskyttelsen være den samme, hvad enten forsikringsrådgiveren tager testen hos den godkendte testudbyder eller forsikringsrådgiveren gennemfører 15 timers dokumenteret uddannelse på fx sin arbejdsplads. Sidstnævnte vil dog være mindre byrdefuld for nicheselskaberne.

Hvis ikke der i Danmark er godkendte prøveudbydere, der udbyder de smalle tests, vil konsekvensen være, at det bliver unødigt dyrere for danske selskaber at sælge nicheprodukter, og at markedet dermed overtages af udenlandske selskaber, eller at produkterne slet ikke udbydes, når overgangsordningen udløber den 1. oktober 2021. 

Erfaringer fra udlandet

I bl.a. Frankrig og Tyskland har man valgt optionen med certificeret læring. 

Potentiale 

Det vil medføre en betydelig byrdelettelse for de danske forsikringsselskaber/forsikringsformidlere, der udbyder nicheprodukter, hvis kravet om en prøve erstattes af et krav om 15 timers årlig certificeret læring. 

Uddannelse i nicheselskaber vil blive mere målrettet behovet, i stedet for at blive en proformauddannelse, ligesom uddannelsen vil kunne ske hurtigere, end hvis man skal afvente, at prøveudbyderen får samlet et tilstrækkeligt antal kursusdeltagere til, at det kommercielt kan betale sig at udbyde uddannelsen/testen. 

Danske forsikringsselskaber vil også fremover efter 1. oktober 2021 være konkurrencedygtige på nicheforsikrings-produkter i forhold til udenlandske forsikringsselskaber. 

Nicheforsikringsselskaber vil blive fritaget for væsentlige udgifter til, at deres ansatte skal gennemgå en uddannelse, som reelt ikke matcher deres kompetencebehov, eller alternativt bruge penge og ressourcer på overførsel af deres specialviden til en prøveudbyder. 

Da der er tale om et begrænset antal rådgivere indenfor nicheprodukter, vurderes ingen prøveudbyder at have kommerciel interesse i at udbyde så specialiserede uddannelser/tests, som nicheselskaberne har behov for.

Der blev udarbejdet en måling af administrative konsekvenser (AMVAB) for erhvervslivet ifm. udarbejdelsen af bekendtgørelsen. Det blev i den forbindelse vurderet, at erhvervet vil opleve en løbende byrde på. ca. 40 mio. kr. årligt. 
 

Særlige hensyn i dansk kontekst

Ét af hovedformålene med Forsikringsdistributionsdirektivet (IDD) er forbrugerbeskyttelse. Dette formål vurderes ikke at være tilgodeset, hvis ikke de ansatte i forsikringsselskaber/hos forsikringsformidlere er uddannet i de produkter, de sælger til deres kunder.

Relevant regulering

Bekendtgørelse nr. 1034 af 29/06/2020 om kompetencekrav og krav til godt omdømme for ansatte i forsikringsselskaber, genforsikringsselskaber og ansatte hos en forsikringsformidler og en genforsikringsformidler

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution 

Yderligere oplysninger

Kompetencekravsbekendtgørelsen er senest blevet revideret med ikrafttrædelse den 1. juli 2020. I den forbindelse blev genforsikringsområdet undtaget fra det generelle testkrav. Finanstilsynet begrundede ændringen med, at der i Danmark er få ansatte, der beskæftiger sig med genforsikring, og det vil derfor være uforholdsmæssigt omkostningstungt at udarbejde en selvstændig prøve heri.

Forsikring & Pension foreslog i sit høringssvar, at reglerne for genforsikring blev udvidet til at også at gælde nicheprodukter. Forsikring & Pensions forslag blev ikke imødekommet.
 
Finanstilsynet anerkender, at der med det nuværende system vil indgå andre produkter end nicheprodukter i prøverne for ansatte, der arbejder med formidling af nicheprodukter, men at det skaber medarbejdermobilitet i branchen. Det bør dog ikke være arbejdsmarkedspolitiske betragtninger, der ligger til grund for vurderingen af, om IDD’s kompetencekrav er opfyldt. Det bør derimod beskyttelsen af forbrugerne, som er ét af hovedformålene med IDD, og som ikke vurderes at være tilgodeset, hvis ikke de ansatte er uddannet i de produkter, de sælger. 
 
Det bemærkes, at uddannelse og videreuddannelse indenfor nicheprodukter hidtil har foregået enten via sidemandsoplæring/supervision eller via kurser, uddannelse og seminarer i ind- og udland. Det har fungeret, og der er intet der indikerer, at det ikke skulle fungere fremadrettet. Advokat- og revisorbranchen uddanner i dag deres medarbejdere ved brug af dokumenteret deltagelse i relevant videreuddannelse. 

Forsikring & Pension anerkender, at der var enighed om modellen for kompetencekrav blandt interessenterne, da den blev fastlagt i forbindelse med implementeringen af IDD. Det har imidlertid vist sig, at den ikke fungerer i praksis, da de tests, der udbydes af den godkendte prøveudbyder (Forsikringsakademiet), ikke matcher de behov som forsikringsselskaber, der sælger nicheprodukter, har. 

Behovet for at udvide uddannelsessystemet for genforsikring til nicheprodukter forstærkes yderligere af, at ansatte i filialer i Danmark af udenlandske selskaber (EU/EØS) i mange tilfælde antages at ville være underlagt andre/mere fleksible uddannelseskrav end de danske, og at de danske selskaber, som sælger nicheprodukter, vil blive udsat for urimelig konkurrence fra udlandet – i form af store omkostninger til egenfinansieret etablering af uddannelse og test; omkostninger, som i sidste ende vil blive væltet over på forbrugerne.

Svar til Regelforum

Det foreslås, at anbefalingen ikke følges.

Da Danmark skulle implementere forsikringsdistributionsdirektivet (IDD-direktivet) blev der nedsat en arbejdsgruppe med deltagere fra branchen, herunder F&P, som kunne være med til at fastlægge den model, der skulle gælde for de ansatte, der arbejder med distribution af forsikringer. Den nuværende model bygger på arbejdsgruppens drøftelser, hvor der var bred opbakning til, at den enkelte medarbejders kompetencer skulle dokumenteres via kompetenceprøver og efterfølgende en test hvert tredje år, fremfor at dokumentere en uddannelsesindsats.

Branchen har allerede investeret et tocifret millionbeløb i den model, som arbejdsgruppen blev enige om, og som eksisterer i dag.

I sommer blev der indført en uddannelsesmodel for ansatte, der beskæftiger sig med distribution af genforsikringer, idet der ikke blev udbudt relevante prøver til ansatte hos en genforsikringsformidler, og der ikke var udsigt til at disse prøver ville blive udbudt. 
Det skal bemærkes, at genforsikringsformidling er et særligt område, hvor to forsikringsselskaber handler med hinanden, og der er derfor ikke tale om et arbejdsområde med behov for forbrugerbeskyttelse. Finanstilsynet finder det ikke hensigtsmæssigt at udbrede den model, som er indført på genforsikringsområdet, til andre forsikringsområder, hvor forbrugerbeskyttelse netop er et væsentligt element. Et krav opgjort i antal uddannelsestimer siger intet om den ansattes reelle kompetencer indenfor et område. En bestået test dokumenterer derimod en viden indenfor et givent arbejdsområde.

De ansatte i nichevirksomheder kan i dag anvende de allerede godkendte prøver. Der er findes i dag tre godkendte prøveudbydere på området, der er godkendt til at udbyde kompetencekravs- og efteruddannelsesprøver indenfor nogle givne arbejdsområder. Der vil i testen blive anvendt andre produkter end nicheprodukterne, men prøven vil primært bestå af en metode, grundlæggende forsikringsforståelse og – kendskab, behovsafdækning og forbrugerbeskyttelse. Hertil kommer, at det påhviler den enkelte virksomhed at sikre sig, at medarbejderne har et grundigt kendskab til de konkrete produkter, som virksomheden distribuerer. 

Bekendtgørelsen åbner allerede i dag også op for en alternativ mulighed, hvor en prøveudbyder kan få tilladelse til at udbyde en såkaldt smal test, og en ansat kan således prøves i kun ét produkt. Det har den primære prøveudbyder på forsikringsområdet, Forsikringsakademiet, allerede udtrykt at de gerne vil samarbejde med de enkelte virksomheder omkring.

Det er ikke et argument i sig selv, at ansatte, der forhandler nicheprodukter ved de almindeligt udbudte prøver, ikke har mulighed for at blive prøvet i det produkt, som de arbejder med. Det gælder for alle ansatte, også de som distribuerer mere gængse forsikringsprodukter, at man ikke bliver udprøvet indenfor netop det konkrete produkt, man distribuerer. Efter de gældende regler skal prøven indeholde tre produkter, der er repræsentative, indenfor det pågældende arbejdsområde. 

Men ingen ansatte kan forvente, at man bliver prøvet indenfor sit eget ekspertiseområde. Testen handler ikke om et produkt, men handler generelt om, hvad der kendetegner produkter indenfor det pågældende arbejdsområde, f.eks. er et arbejdsområde defineret som skadesforsikringer til private, et andet som skadesforsikringer til erhvervsdrivende med en ukompliceret risikoprofil, et tredje som skadesforsikringer til erhvervsdrivende med en kompliceret risikoprofil, et fjerde som firmapensionsordning til virksomheder eller livs- og pensionsprodukter til privatkunder med en kompliceret risikoprofil m.v. Den viden og kunnen, som en medarbejder indenfor disse generelle
arbejdsområder skal have for at være kompetent, fremgår af særskilte bilag til kompetencekravsbekendtgørelsen.
 
Heraf fremgår det bl.a., hvilke juridiske forhold den ansatte skal vide noget om. Der er tale om generel regulering af arbejdsområdet, hvilket for skadesforsikringer til private bl.a. er aftaleloven, lov om forsikringsformidling, forsikringsaftaleloven m.v. Den ansatte skal også have viden om behovsafdækning af kunden, om skadesforsikringsprodukter generelt og etik i forsikringsdistribution, principper om skadesbehandling og klagebehandling.

 Dernæst skal den ansatte kunne anvende sin viden konkret til at afdække kundens behov m.v., dvs. demonstrere, at den ansatte forstår at anvende sin viden i en kundesituation. Testen skal derfor bestå af dels en teoretiskdel og dels en praktisk del. Det er i den praktiske del af prøven, at en ansat bliver prøvet i de tre forskellige produkter indenfor det pågældende arbejdsområde. Men en stor del af testen handler alt andet lige om helt generel viden indenfor det arbejdsområde, som den ansatte beskæftiger sig med. En viden som alle ansatte, der distribuerer denne type af forsikringer bør have, uanset om der er tale om distribution af gængse forsikringer eller nicheforsikringer.

Desuden er det for ansatte, der sælger mere gængse forsikringsprodukter, f.eks. indboforsikring indenfor arbejdsområdet med skadesforsikringer til private, slet ikke givet, at den ansatte bliver prøvet i denne gængse produkttype, når den ansatte skal tage en kompetencekravs- eller efteruddannelsesprøve. Og uanset vil det indboforsikringsprodukt, som en kompetencekravs- eller efteruddannelsesprøve indeholder, ikke være tilsvarende det indboforsikringsprodukt, som den ansatte sælger/beskæftiger sig med til hverdag. De større forsikringsselskaber udbyder alle såkaldte gængse forsikringsprodukter, men produkterne er forskellige fra selskab til selskab i vilkår og dækninger. Derfor skal den virksomhed, som den ansatte arbejder for, altid sikre sig, at den ansatte kender de konkrete produkter, som virksomheden distribuerer.

Denne kombination af en generel test via prøver og en konkret viden fra virksomheden om produkterne sikrer den bedste forbrugerbeskyttelse, når en ansat skal distribuere forsikringer til en forbruger. Finanstilsynet er generelt uforstående overfor, at det skulle være lettere for virksomheder, der udbyder nicheprodukter, at skulle dokumentere overfor Finanstilsynet, at virksomheden selv har forestået en generel uddannelse af sine medarbejdere end det er at sende dem til en prøve, der allerede udbydes i dag af godkendte prøveudbydere.

Hvis man vælger den foreslåede model, vil en virksomhed i forbindelse med et tilsyn af virksomhedens processer for kompetencekrav, skulle kunne redegøre for uddannelsens kvalitet, herunder underviserens kompetencer, indholdet af undervisningen, dokumentation for deltagelse samt hvilke elementer der medfører, at virksomheden anser kompetencekravene for opfyldt.

Rent tilsynsmæssigt vil det desuden være uforholdsmæssigt svært for Finanstilsynet at vurdere, om en markedsudbudt uddannelse er dækkende for de ansattes kompetencebehov. Derudover vil Finanstilsynet skulle have særlige kompetencer indenfor uddannelse eller skulle have bistand af et uddannelsesudvalg for at vurdere om virksomhedens uddannelseskrav er af tilstrækkelig kvalitet. En sådan mulighed vil desuden kunne åbne op for omgåelse af den metode, som der har været bred enighed om fra starten, nemlig anvendelse af prøver/test.

Afslutningsvist kan det yderligere bemærkes, at jobmobiliteten også vil begrænses, idet det i modsætning til i dag ikke vil være muligt let og hurtigt at få et overblik over nye medarbejderes kompetencer, hvorfor disse medarbejdere de facto vil blive tvunget til at starte forfra i et nyt uddannelsesforløb ved jobskifte. Det kan derfor ikke anbefales, at den foreslåede model for
genforsikringsselskaber udvides til også at gælde for andre grupper af forsikringsdistributører.