Nummer: 210

Forbrugerundersøgelse vedr. finansielle markedsdeltagers oplysninger om bæredygtighed efter disclosureforordningen

EU-Kommissionen har igangsat et review af disclosureforordningen. Målsætningen er gennem forbedret information om investerings- og opsparingsprodukter at øge værdien for kunder og gøre det nemmere at følge omfanget af og vælge bæredygtige investeringer, og derigennem bidrage til indfrielsen af miljømæssige og/eller sociale mål. Det forventes også, at et nyt kategoriseringssystem for bæredygtige produkter med tilhørende nye oplysningskrav mv. vil blive introduceret; ligeledes for at gøre det nemmere for forbrugere af navigere i investeringsuniverset. 

Det er vigtigt, at de nye regler bliver en reel hjælp for kunderne og ikke fører til information overload. Derfor bør det fra dansk og nordisk side afdækkes ved en forbrugerundersøgelse, hvilke bæredygtighedskategorier, som - henset til de øvrige regulatoriske rammer - bedst understøtter formålet med reguleringen, så forbrugerne reelt kan træffe oplyste bæredygtighedsvalg på investeringsområdet. En sådan forbrugerundersøgelse bør spilles ind til den danske holdning ifm. et review af SFDR (Sustainability related disclosure in the finansial sector).

Regelforum anbefaler, at regeringen igangsætter en forbrugerundersøgelse af behovet for og værdien af finansielle markedsdeltageres rapportering om bæredygtighedsmæssige forhold efter disclosureforordningen på de danske og nordiske markeder, herunder hvordan et kategoriseringssystem for bæredygtige investeringsprodukter kan understøtte værdiskabelsen og at denne spiller ind i den danske regerings position ifm. et review af SFDR, og evt., også ifm. et nordisk samarbejde. 
 

Dato:
18. juni 2024
Type af anbefaling:
Tidlig interessevaretagelse i EU
Tema:
Tidlig interessevaretagelse
Ansvarlig ministerium:
Erhvervsministeriet
Status på anbefaling:
Følges delvist

EU-Kommissionen har igangsat et review af disclosureforordningen. For at sikre, at reguleringen bliver værdiskabende for forbrugerne i alle grene af den finansielle sektor i Danmark, bør en særlig dansk forbrugerundersøgelse igangsættes. 

Det anbefales, at regeringen igangsætter en forbrugerundersøgelse på de danske og nordiske markeder af behovet for og værdien af finansielle markedsdeltageres rapportering om bæredygtighedsmæssige forhold efter disclosureforordningen.

Forbrugerundersøgelsen skal afdække behovene hos de eksisterende brugere af rapporteringen efter disclosureforordningen, såvel kunder i investeringsforeninger, pensionskunder mv. Følgende elementer bør afdækkes: 
•    hvilke oplysninger har forbrugerne behov for, for at kunne træffe bæredygtighedsvalg ift. investeringsprodukter, herunder præferencer i forhold til præsentationsform (placering af oplysninger, længde, brug af fagtermer). 
•    bæredygtighedsoplysningers værdi for forskellige typer af forbrugere.
•    hvordan forskellige bæredygtighedskategorier kan bidrage til at lette kunders valg inden for forskellige typer af investeringsprodukter, herunder: 
o    investeringsforeninger
o    porteføljeplejeprodukter
o    store blandede pensionsporteføljer
o    pensionsporteføljer hvor kunderne kan vælge mellem forskellige investeringsprodukter
Det anbefales tillige at undersøge om der på tværs af undersektorer i den finansielle sektor er betydende forskelle på kundernes tilgang til valg af bæredygtige investeringer, som bør afspejles i reguleringen. Derfor bør der rettes særlig opmærksomhed mod at sikre sammenhæng i reglerne, der gælder produktkategorisering på den ene side og distributionen på den anden side (MifID II/IDD) for at sikre den bedst mulige måde sikrer både forbrugernes behov og en informativ og forbrugervenlig dialog med detailinvestorerne og pensionskunderne. Relevante branche- og forbrugerorganisationer bør inddrages i udformningen af spørgsmål og metode.

Forbrugerundersøgelsen bør danne grundlag for en dansk og evt. nordisk indspil i et kommende SFDR review.

 

Begrundelse    

Det bør fra dansk side sikres, at en eventuel ændring af lovgivningen sikrer, at forbrugernes behov for bæredygtighedsmæssige informationer imødekommes, så de har grundlaget for at træffe investeringsbeslutninger på et forståeligt og oplyst grundlag, f.eks. om valg af pensionsprodukt. 
Sagt med andre ord, reviewet af disclosureforordningen skal sikre værdiskabende bæredygtighedsoplysninger for forbrugerne og den nødvendige forbrugerbeskyttelse.  


Konsekvenser    

Bliver de særlige danske forhold og betydningen af anden EU-regulering ikke taget i betragtning i det europæiske review, er der risiko for at disclosureforordningen ikke får den tilsigtede effekt og, at lovgivningen derfor vil pålægge finansielle markedsdeltagere unødige administrative byrder, som i sidste ende vil medføre højere omkostninger for forbrugerne, uden at deres valgmuligheder reelt styrkes
Ved at inddrage særlig viden om behovet for bæredygtighedsoplysninger fra danske forbrugere er der potentiale for, at reviewet kan forbedre informationen om bæredygtighedsmæssige forhold og derved fremme bæredygtige investeringer. 
Berørt EU-regulering    Disclosureforordningen (2019/2088/EU) med tilhørende delegerede retsakter. Der er tale om EU-lovgivning, som er direkte gældende. Det forventes dog, at lovgivningen har en afledt konsekvens på bl.a. direktiv om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD), da evt. nye oplysningskrav i disclosureforordningen kan skabe et behov for nye oplysningskrav for alle virksomheder omfattet af CSRD.

Særlige hensyn    

Det er vigtigt at have det overordnede mål om en transition til mere bæredygtige investeringer for øje. Derfor er det afgørende at afdække værdien for forbrugerne og sammenhængen til de øvrige krav, som finansielle markedsdeltagere er underlagt, forud for en eventuel væsentlig ændring af disclosureforordningen.

Det er afgørende, at nye informationskrav kan fungere sammen med de rammer, der er gældende for forskellige typer af investeringsprodukter, herunder prudent person-princippet, som danske pensionsselskaber er underlagt, og som grundlæggende handler om, at et pensionsselskab skal tilrettelægge sine investeringer, så de bedst muligt varetager kundernes interesser. Det indebærer, at investeringerne – og herunder risiko og afkast – skal være egnede til at sikre, at kunderne får de pensionsydelser, de er stillet i udsigt og herunder, at investeringerne skal spredes bredt.

Igangværende dansk indsats    

EU-Kommissionen igangsatte høringen vedrørende disclosureforordningen (niveau 1-regulering) i slutningen af 2023. Høringen fokuserede på forbedring af de eksisterende informationskrav og på samspillet mellem disclosureforordningen og anden EU-bæredygtighedsregulering. Derudover spillede høringen etablering af et kategoriseringssystem for investeringsprodukters bæredygtighed på banen. Den danske regering bakkede op om et kategoriseringssystem, men har ikke meldt holdninger ud om, hvordan et sådant system bør indrettes.

Yderligere oplysninger   

 EU-Kommissionen har endnu ikke meldt nærmere ud om den præcise proces for drøftelser om og vedtagelsen af nye regler. Det er dog forventningen, at EU-Kommissionen arbejder på et udspil, som potentielt kan komme i 2. halvår 2024. Der er derfor et presserende behov for en dansk forbrugerundersøgelse, som bør foretages hen over sommeren 2024, således den danske regering kan anvende oplysningerne i interessevaretagelsen frem mod at EU-Kommissionen fremsætter et forslag og i forhold til det danske mandat og de kommende forhandlinger.

 

Regeringen tiltræder delvist anbefalingen. Regeringen vil arbejde for, at den kommende revision af SFDR forbedrer rapporteringen af bæredygtighedsoplysninger til forbrugerne uden at pålægge finansielle markedsdeltagere unødige byrder. Til dette formål vil regeringen, når der er taget stilling til EU-Kommissionens forslag, forventeligt spille ind med følgende elementer i de kommende forhandlinger:

  • at ændringer til SFDR forbrugertestes i EU forud for endelig vedtagelse.
  • at der overvejes forskellige oplysningskrav afhængigt af, om produktet er rettet mod detailinvestorer eller professionelle investorer.
  • at der skabes produktkategorier, som er forståelige, klare og brugbare, og som kan bidrage til at sikre, at investorerne kan træffe et bæredygtighedsvalg på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.
  • at der skabes et godt samspil mellem eventuelt fremtidige produktkategorier og kravene til investeringsrådgivere på bæredygtighedsområdet.

På nuværende tidspunkt er det uvist, hvornår EU-Kommissionen vil fremsætte et revideret forslag til SFDR, samt hvilke elementer det reviderede forslag kommer til at indeholde. Regeringen vurderer derfor ikke, at en national forbrugerundersøgelse kan bidrage med yderligere informationen på nuværende tidspunkt, men vil arbejde for ovennævnte forhold i revideringen af SFDR.

Regeringen har i slutningen af 2023 afgivet et dansk høringssvar på EU-Kommissionens offentlige høring vedr. den kommende revision af SFDR. Interessenterne i EU-specialudvalget for den finansielle sektor blev hørt i forbindelse med udarbejdelsen af høringssvaret. Det fremgår bl.a. af høringssvaret, at revisionen bør sikre, at de bæredygtighedsrelaterede oplysninger styrker investorbeskyttelsen, og at investorer får bedre mulighed for at sammenligne investeringsprodukters bæredygtighedsprofil. EU-Kommissionen har konkluderet på baggrund af de afgivne høringssvar, at der er overvejende enighed om et behov for produktkategorier på EU-plan for blandt andet at undgå greenwashing.

Regeringen vil fortsat inddrage relevante interessenter i forbindelse med høringer vedr. revisionen, fx forud for udarbejdelsen af grund- og nærhedsnotat til et kommende forslag. Investeringsrådgivere har i dag en væsentlig rolle i at oversætte oplysningerne til forbrugerne i rådgivningsprocessen, ligesom de finansielle markedsdeltagere kan gøre meget for at sikre, at oplysningerne gives på en forståelig, relevant og fyldestgørende måde. Det er derfor vigtigt for regeringen at modtage markedsdeltagernes vurdering af, hvordan lovgivningen fungerer i praksis. Regeringen opfordrer også medlemmerne af Erhvervslivets EU- og Regelforum til at bidrage i høringerne, ligesom sektoren er velkommen til at dele erfaringer og viden, der kan bidrage til yderligere forståelse for markedsforholdene.