Baggrund og Problem
Problem
Reglerne i IE-direktivet er væsentlige i forhold til virksomheders og husdyrbrugs rammebetingelser. Uhensigtsmæssige ændringer af direktivet kan medføre unødvendige administrative byrder og eksempelvis gøre det sværere for virksomhederne at indføre mere cirkulær økonomi.
Med det nuværende direktiv ses en tendens til, at EU gennem direktivets BREF-proces øger de administrative byrder og i højere grad stiller krav om renseforanstaltninger frem for forebyggelse af miljøpåvirkninger og brug af mere cirkulær økonomi. Der er behov for at fokusere mere på at reducere de væsentlige miljøpåvirkninger fremfor det stigende fokus på dokumentationsmålinger, rapporteringer og detaljerede krav til ledelsessystemer i virksomhederne. Regeringen bør være opmærksom på, at direktivet regulerer virksomheders miljøbelastning ved deres produktionssted. Håndtering af cirkulær økonomi baseret på produkter er derfor ikke end del af direktivet.
Revisionen af IED sker samtidig med, at en række direktiver om luftkvalitet, byspildevand, produkter m.v. revideres i forlængelse af Zero-Pollution strategien og European Green Deal. Der skal sikres en koordinering af disse processer så der ikke bliver overlap og EU-reglerne efterfølgende kan implementeres operationelt i dansk lovgivning.
Den danske regering bør derfor arbejde for, at disse problemstillinger adresseres i forbindelse med direktivrevisionen.
Anbefaling
Anbefaling
Det anbefales, at regeringen følger revisionen af direktivet tæt med henblik på:
- at sikre ensartede konkurrencevilkår for virksomheder og husdyrbrug i forskellige medlemslande. Der bør være særligt fokus på drøftelserne om at medtage kvægbrug og klima i direktivet, da der er stor forskel mellem landbrugsproduktionssystemerne i de enkelte medlemslande.
- at sikre sammenhæng til initiativerne vedrørende metanreduktion i IE-direktivet og EU’s metanstrategi med henblik på at undgå dobbeltregulering. Dette kan bl.a. sikres ved at udpege relevante universiteter i ekspertgruppen om landbrugsmetan i regi af Kommissionens metanstrategi (KOM(2020)663). Desuden bør der sikres en koordinering med arbejdet i forbindelse med luftkvalitetsdirektivet, som også er under revision.
- at sikre en koordinering med arbejdet med revision af byspildevandsdirektivet, som forventes offentliggjort af EU Kommissionen Q4-2021. Der skal ske en proportional fordeling af indsatsen om industrielt spildevand mellem de to direktiver, så der ikke er overlap.
- at sikre at direktivet i højere grad har fokus på ensartet implementering i medlemslandene, herunder udformningen af miljøtilsyn og brug af relevante og underbyggede undtagelser.
- at sikre at de administrative byrder og krav om dokumentationsmålinger af miljøpåvirkningen minimeres. BREF-processen under direktivet, hvor miljøkravene til de europæiske virksomheder fastsættes ud fra, hvad der kan opnås med de ”bedste tilgængelige teknikker”, bør styrkes via en mere holistisk tilgang og fokus på de væsentlige miljøparametre samt styrket brug af analyser af cross-media effekter.
- at sikre bedre understøttelse af cirkulær økonomi og industriel symbiose, bl.a. gennem et mere pragmatisk teknologivalg under BREF-processen, samt sikre at dette er koordineret med indsatsen under andre EU-regelsæt. BREF-processen bør være mere åben for anvendelse af innovative løsninger.
- at der udarbejdes en analyse af konsekvenserne af de mulige direktivændringer for danske virksomheder og husdyrbrug, som kan give input til kommissionens arbejde inden det endelige forslag fremsættes.
Begrundelse
Der er behov for, at det fremtidige direktiv sikrer omkostningseffektivitet og proportionalitet i implementeringen, således at samfundet får mest muligt miljø med færrest mulige administrative og økonomiske omkostninger
Konsekvenser
Direktivet har stor betydning for reguleringen af større fødevarevirksomheder, øvrige produktionsvirksomheder og husdyrbrug. Direktivet fastsætter de fremtidige miljømæssige rammevilkår for virksomheder og husdyrbrug og dermed også fremtidige investeringsbehov.
Berørt EU-regulering
Direktivet om industrielle emissioner
Berørt dansk lovgivning
Miljøbeskyttelsesloven, husdyrgodkendelsesloven
Igangværende dansk indsats
Danmark har indgivet input til Kommissionens høringer
Regeringens svar
Svar til Regelforum
Regeringen tiltræder Regelforums anbefaling, og arbejder for, at det reviderede direktiv understøtter cirkulær økonomi og industriel symbiose, samt at gøre Kommissionen opmærksom på, at der skal arbejdes for at undgå dobbeltregulering som resultat af overlap mellem andre initiativer og regler på EU-plan, samt at administrative byrder skal stå mål med mulige gevinster. Regeringen vil ligeledes arbejde for at direktivet vil bidrage til og understøtte ensartede konkurrencevilkår for virksomheder og visse husdyrbrug i EU ved at stille ensartede miljøkrav på basis af BAT.