Baggrund og Problem
Problem
De fleste danskere ønsker at overholde lovene og bidrage til, at andre overholder dem. Det gælder også skattelovgivningen og de andre love, der gælder ved aflønning af løsarbejde i forbindelse med husholdningen f.eks. rengøring, børnepasning og forefaldende havearbejde.
Særligt, hvis arbejdet ikke udføres af en momsregistreret virksomhed, kan det være svært at sikre, at alle regler bliver overholdt. Den, som udfører arbejdet, har pligt til at indberette indkomsten til skattemyndighederne, men selv om den, som ønsker arbejdet udført, sørger for at betale elektronisk, kan den pågældende ikke være sikker på, at den, som udfører arbejdet, foretager korrekt indberetning. Samtidig kan der være andre forpligtelser f.eks. i forhold til indbetaling af feriepenge, som det kan være svært for den privatperson, som ønsker arbejdet udført, at sætte sig ind i.
For den, som udfører arbejdet, kan der også være meget at holde øje med ud over at sørge for at indberette indkomsten korrekt på skat.dk. Har den, som udfører arbejdet, en tilstrækkelig høj omsætning, udløser det f.eks. momspligt.
Det er i dag vanskeligt for en ikke momsregistreret virksomhedsejer at få et overblik over hvad, hvilke og hvornår beløb og anden information skal indrapporteres til SKAT.
Anbefaling
Anbefaling
EU- og Regelforum anbefaler, at regeringen undersøger hvordan Skatteministeriet bedst muligt kan etablere en løsning, så personer der køber eller udfører løsarbejder i forbindelse med husholdningen f.eks. rengøring, børnepasning og forefaldende havearbejde, nemt kan indberette arbejdet, gerne direkte knyttet til betalingen, og dermed opnå vished for at, at der betales den korrekte skat. Det kunne fx være at undersøge muligheden for at udarbejde en enkel elektronisk indberetningsløsning, som privatpersoner kan anvende ved indberetning om aflønning af det omhandlede arbejde.
Potentiale
En administrativ lettelse for både arbejdsgiver og arbejdstager i forbindelse med privat arbejde.
Yderligere oplysninger
En enkel elektronisk løsning kan samtidig over for den, som udfører arbejdet, gøre opmærksom på diverse beløbsgrænser, f.eks. i forhold til momsregistrering, ligesom den løbende indberetning til skattemyndighederne sikrer, at skattekort mv. er opdateret.
Indberetningsløsningen forventes umiddelbart ikke at have en provenumæssig konsekvens, men kan muligvis – via øget regelefterlevelse – påvirke skatteprovenuet positivt.
Regeringens svar
Regelforum anbefaler, at der etableres en løsning, så personer, der køber løsarbejder i forbindelse med husholdningen, fx rengøring, børnepasning og forefaldende have-arbejde, nemt kan indberette arbejdet, gerne direkte knyttet til betalingen, og dermed opnå vished for, at der betales den korrekte skat.
Anbefalingen følges ikke, da der allerede i dag findes en elektronisk løsning, hvor borgeren kan indberette en lang række serviceydelser i forbindelse med indberetning af servicefradrag på årsopgørelsen. Løsningen er for serviceydelser, der udføres i hjemmet eller fritidsboligen, og hvor udføreren af arbejdet får oplyst de indberettede beløb, samt hvem der har indberettet dem. Incitamentet for borgeren til at indberette disse ydelser er, at borgeren kan få et skattemæssigt fradrag for de første 6.400 kr. (2022-niveau).
Det drejer sig bl.a. om rengøring, børnepasning og havearbejde, som også er de eksempler, der i nævnes i forslaget fra Regelforum. Borgeren kan indberette alle de udførte serviceydelser, der falder ind under reglerne for servicefradrag. For at få fradraget er det en betingelse, at betalingen er foretaget elektronisk. Borgeren skal på anfordring fra Skattestyrelsen kunne dokumentere det udførte arbejde og betalingen forbundet dermed.
Hvis serviceydelsen er udført af en borger, fortrykker Skattestyrelsen indtægten på borgerens årsopgørelse for det pågældende indkomstår.
Hvis serviceydelsen er udført af en virksomhed, fortrykker Skattestyrelsen ikke indtægten på oplysningsskemaet, men virksomheden bliver oplyst om, at beløbene skal medregnes i virksomhedens resultat.
Forslaget fra Regelforum går også på, at indberetningen gerne ses knyttet til betalingen, og at borgeren, som udfører serviceydelsen, gøres opmærksom på diverse beløbs-grænser, fx i forhold til momsregistrering, ligesom den løbende indberetning til Skatteforvaltningen skal sikre, at skattekort mv. er opdateret.
Skatteforvaltningen finder ikke, at det er muligt at etablere en ordning, så indberetningen knyttes til betaling, skattekort og beløbsgrænser henset til kompleksiteten. En opfølgning på beløbsgrænser forudsætter derudover, at borgere forpligtes til at foretage indberetning af løsarbejde, og en evt. forenkling for den, der udfører serviceydelsen, vil dermed modsvares af en forpligtelse hos den, der køber ydelsen.