Nummer: 218

Effektiv og digital administration af registreringsordningen for socialøkonomiske virksomheder

Registreringsordningen for socialøkonomiske virksomheder under Erhvervsstyrelsen er ikke længere retvisende og effektfuld, da den ikke vedligeholdes og opdateres således, at det alene er socialøkonomiske virksomheder, der kan bruge betegnelsen som registeret socialøkonomisk virksomhed. 
Derfor foreslår EU- og Regelforum, at regeringen giver ordningen et serviceeftersyn, hvor listen renses for ikke-socialøkonomiske virksomheder og at der gennemføres en permanent forbedring af ordningen således at det alene er reelt socialøkonomiske virksomheder, der står på listen samt at listen er lettilgængelig for offentligheden digitalt.  
 

Dato:
18. juni 2024
Type af anbefaling:
National lovgivning
Tema:
Øvrige anbefalinger
Ansvarlig ministerium:
Erhvervsministeriet
Status på anbefaling:
Følges

Registreringsordningen for socialøkonomiske virksomheder er fejlbehæftet. Det skyldes, at den registreringsordning, som blev etableret i 2015, er udfordret, fordi den ikke vedligeholdes og opdateres således, at det reelt er socioøkonomiske virksomheder, der alene fremgår af ordningen. Over årene har en række forskellige ikke-erhvervsdrivende foreninger, såsom grundejer- og boligforeninger, partier og sportsklubber, registeret sig til trods for lovens krav om, at virksomheden skal være erhvervsdrivende. Den gradvise svækkelse af registreringsordningen betyder, at mange socialøkonomiske virksomheder ikke ønsker at lade sig registrere og at de socialøkonomiske virksomheder ikke kan dokumentere deres socialøkonomi over for myndigheder, samarbejdspartner og kunder via retten til betegnelsen som ’Registreret Socialøkonomisk Virksomhed, RSV’. Hertil kommer at listen over RSV’er er svært tilgængelig for interessenter og offentligheden, der fx gerne vil samarbejde med RSV’erne. Det svækker samlet set de socialøkonomiske virksomheder som gruppe.

 

Derfor foreslår EU- og Regelforum, at regeringen giver registreringsordningen for socialøkonomiske virksomheder et serviceeftersyn, hvor listen renses for ikke-socialøkonomiske virksomheder og at der gennemføres en permanent forbedring således, at det alene er reelt socialøkonomiske virksomheder, der står på listen, samt at listen er lettilgængelig for offentligheden digitalt.  

Potentiale     

Virk.dk’s data over aktive, socialøkonomiske virksomheder tæller i maj 2024 874 socialøkonomiske virksomheder i ordningen. For at identificere disse skal man have særligt kendskab til dropdown-menuerne på virk.dk. Foreningen Sociale Entreprenører i Danmark estimerer i rapporten Social Enterprise Monitor (dansk rapport 2021/2022), at der i 2022 var omkring 700 socialøkonomiske virksomheder i Danmark og at antallet er i vækst. Opgørelsen kan dog ikke betragtes som fuldstændig, hvorfor der formodentligt reelt er flere socialøkonomiske virksomheder. Den seneste officielle rapport på området fra 2019 fandt, at der i 2017 var 411 socialøkonomiske virksomheder med knap 5.000 medarbejdere. Flere aktører antager, at antallet er højere i 2024, men at virksomhederne ikke kan identificeres via registreringsordningen jf. udfordringerne med ordningen.

Socialøkonomiske virksomheder bidrager stærkt i Danmark til at løse en lang række samfundsproblemer. De er ofte specialiserede i forhold til bestemte sociale sager, fx en målgruppe med specifikke udfordringer. Almindelige danske SMV’er samarbejder da også med socialøkonomiske virksomheder, hvor arbejdsdelingen netop er til fordel for begge parter ifølge Cabi.

En forbedring af registreringsordningen for socialøkonomiske virksomheder vil muliggøre, at ordregivere og kunder kan vælge at entrere eller indkøbe fra enheder, de har vished for, er socialøkonomiske virksomheder.

Relevant regulering    

Lov om registrerede socialøkonomiske virksomheder: Lov om registrerede socialøkonomiske virksomheder (retsinformation.dk)  

Yderligere oplysninger    

Ikke-socialøkonomiske aktører, der tages af listen, kan få en orientering herom. Der skal naturligvis fortsat være normalt klageadgang til afgørelser truffet af Erhvervsstyrelsen som tilsyns- eller registreringsmyndighed for ordningen, hvilket også fremgår af loven.

 

Registreringsordningen for registrerede socialøkonomiske virksomheder (RSV) blev indført 1. januar 2015. I 2018 blev der foretaget en evaluering af registreringsordningen, som må sidestilles med et servicetjek. Evalueringen konkluderede, at der ikke skulle foretages nogen ændringer i registreringsordningen eller lovgivningen, men at der skulle foretages nogle it-mæssige forenklinger. Disse blev gennemført i 2021.

Erhvervsministeriet foretager allerede på nuværende tidspunkt en årlig stikprøvekontrol med de registrerede socialøkonomiske virksomheder i form af kontrol af manglende indsendelse af årsrapport og afrapportering. Konsekvensen af, at en RSV ikke indsender de lovpligtige dokumenter er, at virksomheden bliver afregistreret som RSV, og derfor ikke længere har ret til at benytte betegnelsen i markedsføring eller lignende. Virksomheden vil desuden ikke længere fremgå som RSV på CVR.dk.

Erhvervsministeriet vil på baggrund af anbefalingen iværksætte en forebyggende indsats mod fejlregistreringer som RSV i form af at forbedre informationsindsatsen ved at gennemgå både vejledningsteksterne på Virk.dk og den juridiske vejledning på Erhvervsstyrelsen.dk, for at se om de kan forbedres i forhold til at nedbringe antallet af årlige fejlregistreringer i registreringsordningen, eksempelvis ved at forenkle tekster og tydeliggøre kriterierne for at være omfattet af RSV-ordningen.  

For at tydeliggøre, hvordan man kan fremsøge en oversigt over de registrerede virksomheder, vil Erhvervsstyrelsen indsætte et forklarende afsnit i den juridiske vejledning. Dette vil gøre det lettere for interesserede handlende eller virksomheder at finde frem til relevante RSV-virksomheder.