Regeringens implementeringsplan
Indflyvningstekst
Formålet med direktivet er at øge forbrugerbeskyttelsen ved at sikre bedre forbrugeroplysning om visse produkters holdbarhed og reparationsmuligheder, inden der indgås en aftale, samt styrke forbrugerbeskyttelsen mod vildledende handelspraksis i form af fx vildledende miljøanprisninger. Det skal være muligt for forbrugerne at træffe mere informerede beslutninger og miljøvenlige valg, når de køber deres produkter, og dermed fremme et mere bæredygtigt forbrug, der skal bidrage til den grønne omstilling.
Direktivet implementeres i ét samlet lovforslag, der ændrer i henholdsvis markedsføringsloven (EM ressort) og forbrugeraftaleloven (JM ressort).
Der tilføjes en række nye definitioner i direktiv 2005/29/EF (direktivet om urimelig handelspraksis), herunder bl.a. en definition af ”miljøanprisning”, ”bæredygtighedsmærke” og ”anerkendte fremragende miljøpræstationer”. Der tilføjes derudover nye former for handelspraksis, der skal betragtes som vildledende, hvis de foranlediger eller kan forventes at foranledige gennemsnitsforbrugerne til at træffe en transaktionsbeslutning, de ellers ikke ville have truffet. Dette vedrører fremsættelse af fremtidige miljøpræstationer, uden at dette kan dokumenteres med klare, verificerbare, objektive forpligtelser i en gennemførelsesplan. Det vedrører endvidere, fremsættelse af reklamefordele for forbrugerne, som er irrelevante og ikke følger af noget element ved produktet eller virksomheden. Derudover skal miljømæssige og sociale karakteristika nu anses som væsentlige oplysninger, der bør gives om et produkt. Såfremt en erhvervsdrivende leverer en tjeneste, der sammenligner produkter og giver forbrugeren oplysninger om miljømæssige og sociale karakteristika, skal oplysninger om sammenligningsmetoden, de produkter der sammenlignes m.v. betragtes som væsentlige oplysninger at give forbrugeren.
Endvidere udvides bilag 1 til direktivet om urimelig handelspraksis, som indeholder en liste over former for handelspraksis, der under alle omstændigheder anses som urimelige og dermed forbudt. Der tilføjes 12 nye punkter til sortlisten. Det vedrører bl.a. erhvervsdrivendes fremvisning af et bæredygtighedsmærke, som ikke er baseret på en certificeringsordning eller ikke er etableret af en offentlig myndighed. Det vedrører endvidere erhvervsdrivendes fremsættelse af generisk miljøanprisning fx ”miljøvenlig”, ”grøn” o. lign., selvom den erhvervsdrivende ikke kan påvise anerkendte fremragende miljøpræstationer. Det vedrører også, hvis erhvervsdrivende hævder på basis af kompensation for drivhusgasemissioner, at et produkt har en neutral, reduceret eller positiv indvirkning på miljøet med hensyn til drivhusgasemissioner. Det vedrører endvidere, hvis den erhvervsdrivende hævder, at en vare kan repareres, når dette ikke er tilfældet.
Der tilføjes endvidere en række nye definitioner i forbrugerrettighedsdirektivet. Der er bl.a. tale om en definition af ”holdbarhed”, ”producent” og ”reparationsmulighed”. Derudover udvides oplysningspligten for erhvervsdrivende ved fjernsalgsaftaler og andre aftaler end aftaler om fjernsalg til forbrugerne ved at stille krav til, at den erhvervsdrivende skal give oplysninger om en eventuel handelsmæssig garanti for holdbarhed, softwareopdateringer for salgsgenstande med digitalt indhold og reparationsmuligheder.
Konsekvenser for erhvervslivet
Det forventes, at direktivet vil medføre visse økonomiske og administrative konsekvenser for de dele af erhvervslivet, der er berørt af direktivets anvendelsesområde. Det er dog på nuværende tidspunkt ikke muligt at vurdere de præcise økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Dette skyldes bl.a., at Kommissionen endnu ikke har udstedt de gennemførselsretsakter, der definerer de nærmere krav til, måden hvorpå de erhvervsdrivende skal give oplysninger til forbrugeren ved hjælp af den harmoniserede meddelelse og mærke, som angivet i direktivets artikel 2, stk. 5. Kommissionen fastlægger senest d. 27 september 2025 indholdet af disse gennemførselsretsakter og konsekvenserne af disse vil blive afdækket i forbindelse med implementeringen af dem i en kommende bekendtgørelse.
Europa-Kommissionen har i forbindelse med fremsættelse af direktivet udarbejdet en impact assessment report, hvori det er estimeret, at omstillingsomkostningerne pr. virksomhed vil være mellem EUR 504-552. Tallene er et estimat og er vurderet ud fra det første udkast til direktivet, som ikke er det endelige.
Direktivet vil medføre ændringer af markedsføringsloven, som vil indebære krav til hvilke oplysninger, virksomheder skal give til forbrugerne ved markedsføring af produkter med ”grønne” udsagn, og hvordan sådanne udsagn skal kunne dokumenteres.
Direktivet berører alle virksomheder, der benytter sig af ”grønne” udsagn, fx ”miljøvenlig”, ”CO2-neutral”, ”grøn” o. lign. i markedsføring til forbrugerne (B2C). Det gælder både på produktniveau og virksomhedsniveau, herunder fx branding.
Direktivet vil yderligere medføre ændringer i forbrugeraftaleloven, idet der indføres en række nye oplysningspligter, som erhvervsdrivende skal give til forbrugeren forinden indgåelse af forbrugeraftaler. Den erhvervsdrivende vil eksempelvis fremadrettet skulle give oplysninger om eventuelle handelsmæssige garantier for varers holdbarhed, varens score for reparationsmulighed samt bæredygtige leveringsmuligheder. Det forventes, at der kan være begrænsede omstillingsomkostninger for de erhvervsdrivende ved indførelsen af disse nye krav. Disse omkostninger indgår i Kommissionens estimat på omstillingsomkostningerne pr. virksomhed mellem EUR 504-552.
De dele af direktivet, som implementeres i forbrugeraftaleloven, vil berøre alle erhvervsdrivende, der retter henvendelse til forbrugere med henblik på indgåelse af en forbrugeraftale, jf. forbrugeraftalelovens § 1 på nær de undtagelser, som er omfattet af forbrugeraftalelovens § 1, stk. 4.
Metode til implementering
Der forventes fremsat et nyt lovforslag FEB II 2025. Med lovforslaget foretages der en direktivnær implementering hele direktivet, der vil medføre ændringer i markedsføringsloven (EM ressort) og forbrugeraftaleloven (JM ressort).
Loven skal træde i kraft den 27. september 2026 i overensstemmelse med direktivet.
Inddragelse af interessenter
Erhvervsministeriet sendte i forbindelse med Kommissionens fremsættelse af direktivforslaget i marts 2022 forslaget i høring hos forskellige interessenter.
Erhvervsministeriet har fokus på, at direktivet er erhvervsrettet og forventes at indebære visse økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet, ligesom direktivet har betydning for forbrugerbeskyttelsen. Erhvervsministeriet forventer derfor i relevant omfang at inddrage interessenter i forbindelse med ministeriets overvejelser om implementering af direktivet.
Erhvervsministeriet vil desuden sende et udkast til lovforslag i offentlig høring inden fremsættelse af lovforslaget, som gennemfører direktivet. Lovforslaget sendes efter planen i offentlig høring den 25. november til 23. december 2024, hvor interessenter får mulighed for at afgive høringssvar.
Undersøgelse af implementering i andre EU-lande
Der vil evt. være kontakt med andre medlemsstater, såfremt dette findes relevant i forbindelse med implementeringen. Erhvervsministeriet vil tilsvarende kontakte relevante EU-institutioner i det omfang, der vurderes at opstå behov herfor.
Særlige hensyn i dansk kontekst
Der vurderes ikke at være særlige hensyn i dansk kontekst, som der skal tages højde for i forbindelse med implementeringen af direktivet i dansk ret.
Anbefaling
Anbefaling
Regelforums anbefalinger til implementeringsplanen
Overordnede anbefalinger
Regelforum bemærker, at direktivet er totalharmonisering, hvorfor der formentlig vil blive tale om en meget direktivnær implementering, som forummet bakker op om.
Regelforum har herudover følgende anbefalinger til enkelte dele af planen.
Metode til implementering
Regelforum anbefaler:
1) At behovet for vejledning til virksomhederne prioriteres opfyldt, da direktivet ellers kan være svært at navigere i.
Det gælder f.eks. en brugervenlig uddybning af, hvad der ligger i det fremadrettet meget vigtige begreb »anerkendte fremragende miljøpræstationer«. Det er afgørende at kunne forstå dette begreb, for ikke at komme til at overtræde det strafsanktionerede nye forbud i sortlistens pkt. 4a.
Der er et tilsvarende behov i forhold til, hvordan ”miljøvenlige leveringsmuligheder” skal forstås, se også nedenfor.
I praksis vil det endvidere have enorm betydning, hvordan kravene til miljøanprisninger vedrørende fremtidige miljøpræstationer skal forstås. F.eks. om ”tidsbestemte mål” kan nøjes med at være slutmålet (f.eks. et mål om 50 pct. reduceret Co2 udledning i 2030), eller om der indgår et krav om underliggende delmål og i givet fald hvor mange/ofte.
Det er herudover også uklart, hvad retsvirkningen er, hvis den uafhængige tredjepartsekspert på et tidspunkt stiller spørgsmålstegn ved, om fremtidsmålene fortsat kan nås – og hvad der skal forstås ved ”regelmæssig” kontrol. Disse bliver formentlig også i praksis meget relevante spørgsmål, hvor der vil være behov for vejledning og retlig klarhed.
Undersøgelse af implementering i andre EU-lande
Regelforum anbefaler:
2) At det bør undersøges, hvordan pligten til at oplyse om ”miljøvenlige leveringsmuligheder” skal forstås. Ellers risikerer virksomhederne at ende i en uklar catch-22 situation.
Én af ændringerne i Forbrugerretsdirektivet, som skal implementeres i Forbrugeraftaleloven, gør det til en pligt for erhvervsdrivende, der har online-salg til forbrugere, at oplyse om ”miljøvenlige leveringsmuligheder”, hvor den erhvervsdrivende tilbyder sådanne. Men direktivet definerer ikke, hvad der skal anses for at være en ”miljøvenlig” levering i Forbrugerretsdirektivets forstand.
”Miljøvenlig” er i UCP-direktivet (implementeret i markedsføringsloven) en såkaldt ”generel miljøanprisning uden forklaring”, som det allerede i dag efter UCP-direktivet er svært at anvende, medmindre man har meget stærk dokumentation for de miljømæssige fordele. Med de ændringer som Empowering Consumers foretager i UCP-direktivet, bliver det endnu sværere i fremtiden, og det vil som udgangspunkt være forbudt at anvende ”miljøvenlig” (med de undtagelser der er defineret i Empowering Consumers). Når Green Claims direktivet kommer, vil der formentlig komme yderligere krav, der skal iagttages, før man lovligt må kalde noget ”miljøvenlig”.
Den nye oplysningspligt ift. evt. ”miljøvenlige leveringsmuligheder” stiller de erhvervsdrivende i en uklar potentiel catch-22 situation, afhængig af hvordan ”miljøvenlig levering” skal forstås i Forbrugerretsdirektivets (Empowering Consumers) forstand.
Hvis det skal forstås mere lempeligt end de strenge krav, der gælder i UCP/Empowering, så risikerer de erhvervsdrivende at havne i en situation, hvor de overtræder en af de to reguleringer, uanset hvad de gør (de skal oplyse om ”miljøvenlige leveringsmuligheder” efter Forbrugerretsdirektivet, men de må ikke kalde en leveringsmulighed ”miljøvenlig” efter UCP/Empowering/Green Claims).
Hvis ”miljøvenlig” levering i Forbrugerretsdirektivet (Empowering Consumers) derimod skal forstås på samme måde som i UCP (også Empowering) og Green Claims, vil der formentlig ikke være nogle leveringsmuligheder, som er ”miljøvenlige” (selv cykellevering er næppe ”miljøvenligt” i strengeste forstand, da der jo f.eks. indgår anvendelse af jordens ressourcer i produktion af cykler). I givet fald vil lovkravet skabe uklarhed og forvirring, og i værste fald lokke erhvervsdrivende til uforvarende at bryde loven.