Regeringens implementeringsplan
Indflyvningstekst
Direktivet har til formål at forenkle og modernisere den lovgivningsmæssige ramme for finansielle tjenesteydelser ved at ophæve det gældende direktiv om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser og samtidig indsætte relevante bestemmelser i direktiv 2011/83/EU om forbrugerrettigheder (forbrugerrettighedsdirektivet). Det overordnede formål med reglerne om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser er at fremme indgåelsen af fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser på det indre marked og samtidig sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau.
Derudover indeholder direktivet regler om udøvelse af fortrydelsesretten for aftaler om fjernsalg, der indgås ved hjælp af en onlinegrænseflade.
Konsekvenser for erhvervslivet
Der må forventes visse økonomiske og administrative konsekvenser for de dele af erhvervslivet, der tilbyder finansielle tjenesteydelser ved fjernsalg. Direktivet vil således særligt berøre virksomheder, der ved fjernsalg udbyder finansielle tjenesteydelser, hvorved forstås enhver tjeneste, der har karakter af bank-, kredit-, forsikrings-, individuel pensions-, investerings- eller betalingstjenesteydelse. Det kan bl.a. nævnes, at direktivet indeholder en revidering og modernisering af de oplysninger, som erhvervsdrivende skal give forbrugeren i forbindelse med indgåelse af fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser. Direktivet fastsætter ligeledes regler om bl.a. den erhvervsdrivendes pligt til at give fyldestgørende redegørelser og om beskyttelse mod vildledning og manipulation på onlinegrænseflader i forbindelse med indgåelse af aftaler om finansielle tjenesteydelser.
Der må herudover forventes visse økonomiske og administrative konsekvenser for andre erhvervsdrivende, der udbyder fjernsalgsaftaler ved hjælp af en onlinegrænseflade. Direktivet indeholder således regler om, at den erhvervsdrivende i forbindelse med fjernsalgsaftaler, der indgås ved hjælp af en onlinegrænseflade, skal sikre, at forbrugeren kan fortryde aftalen ved hjælp af en fortrydelsesfunktion. Disse regler gælder for alle fjernsalgsaftaler indgået ved hjælp af en onlinegrænseflade og er således ikke begrænset til fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser.
Direktivet medfører som udgangspunkt totalharmonisering. Direktivet giver dog medlemsstaterne valgfrihed på visse områder. Derudover udgør visse bestemmelser minimumsharmonisering. Det vil i forbindelse med implementeringsarbejdet skulle afdækkes nærmere, om – og i givet fald i hvilket omfang – disse muligheder skal udnyttes. Dette vil i relevant omfang kunne ske ved inddragelse af interessenter, jf. punktet om inddragelse af interessenter nedenfor. Justitsministeriet bemærker, at det i sidste ende beror på en politisk beslutning, om og i hvilket omfang der skal gennemføres regler, som ikke er nødvendige at gennemføre efter direktivet. Hvis der bliver gennemført regler, som ikke er nødvendige at gennemføre efter direktivet, vil dette navnlig ske i forbrugeraftalelovens kapitel 3 og 4 og forsikringsaftalelovens kapitel I A, hvori direktiv 2002/65/EF om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugere navnlig er gennemført.
Det kan bl.a. nævnes, at direktivet giver medlemsstaterne mulighed for i nogle tilfælde at indføre visse formkrav til aftaler om finansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg. Det bemærkes, at der efter forbrugerrettighedsdirektivet også gælder denne mulighed for andre fjernsalgsaftaler end aftaler om finansielle tjenesteydelser. Der er dog – uanset, at denne mulighed også gælder i dag for sådanne andre aftaler – ikke indført regler herom for sådanne aftaler. I forbindelse med implementeringen af direktivet skal det således afklares, om der heller ikke skal indføres sådanne regler for aftaler om finansielle tjenesteydelser ved fjernsalg.
Det kan herudover nævnes, at forbrugerrettighedsdirektivet giver medlemsstaterne mulighed at fastsætte sprogkrav for aftaler, som er omfattet af direktivet. Justitsministeriet bemærker, at der i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 4, er gennemført regler om dansk sprogkrav for aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted, hvis den erhvervsdrivende har markedsført den pågældende vare eller tjenesteydelse på dansk. I forbindelse med implementering af direktivet skal således afklares, om der ligeledes skal gennemføres sådanne regler for aftaler om finansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg.
Efter direktivet kan medlemsstaterne desuden vedtage eller opretholde supplerende oplysningskrav. Justitsministeriet påtænker på nuværende tidspunkt alene at indføre nye regler om oplysningskrav i det omfang, det er nødvendigt efter direktivet.
Efter direktivet kan medlemsstaterne endvidere – for så vidt angår aftaler undtaget fra boligkreditdirektivets og forbrugerkreditdirektivets anvendelsesområde – vælge at anvende boligkreditdirektivets og forbrugerkreditdirektivets regler om fortrydelsesret og betænkningstid i stedet for forbrugerrettighedsdirektivets regler om fortrydelsesret for så vidt angår aftaler om finansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg. Justitsministeriet bemærker, at der i forbindelse med overvejelserne om, hvilke regelsæt der skal finde anvendelse, bør tages højde for, om der er særlige hensyn vedrørende de enkelte finansielle tjenesteydelser mv., som tilsiger, at reglerne om fortrydelsesret og betænkningstid i boligkreditdirektivet og forbrugerkreditdirektivet bør finde anvendelse i stedet for forbrugerrettighedsdirektivets regler om fortrydelsesret for finansielle tjenesteydelsesaftaler indgået ved fjernsalg. Det skal således afklares, om forbrugerkreditdirektivets og boligkreditdirektivets regler om fortrydelsesret og betænkningstid skal finde anvendelse for fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser, som eksplicit er undtaget fra disse direktivers anvendelsesområde.
Efter direktivet kan medlemsstaterne ydermere fastsætte, at forbrugeren ikke kan afkræves nogen form for betaling, hvis vedkommende fortryder en forsikringsaftale. Dette svarer til, hvad der følger af det gældende direktiv. For så vidt angår disse regler påtænker Justitsministeriet ikke på nuværende tidspunkt at gennemføre ændringer af gældende ret i videre omfang, end hvad der måtte være nødvendigt efter direktivet.
Efter direktivet kan medlemsstaterne herudover fastsætte visse regler om fyldestgørende redegørelser, herunder om formen og omfanget heraf. Justitsministeriet bemærker, at dette beror på nærmere overvejelser om behovet herfor, herunder bl.a. for de enkelte typer af finansielle tjenesteydelser, og at dette således vil skulle afdækkes nærmere i forbindelse med implementering af direktivet.
Endelig kan medlemsstaterne fastsætte visse regler om beskyttelse imod vildledning og manipulation på onlinegrænseflader i forbindelse med indgåelse af aftaler om finansielle tjenesteydelser. Medlemsstaterne kan herunder vedtage eller opretholde strengere bestemmelser vedrørende kravene til erhvervsdrivende. Justitsministeriet påtænker ikke på nuværende tidspunkt at fastsætte strengere krav, end hvad der følger af direktivet.
Justitsministeriet bemærker, at de økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet kan vise sig at blive væsentlige. Det er på nuværende tidspunkt imidlertid ikke muligt at vurdere de præcisere økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Det vil bl.a. bero på de lovgivningsmæssige valg, der bliver truffet i forbindelse med gennemførelsen af direktivet. Dette vil skulle afdækkes i forbindelse med implementeringsarbejdet.
Metode til implementering
Implementeringen af direktivet forventes at ske ved ændring af den gældende lov om forbrugeraftaler og ved en ændring af den gældende lov om forsikringsaftaler.
Der er på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til et eventuelt behov for konsekvensrettelser i anden lovgivning.
Inddragelse af interessenter
Justitsministeriet sendte i forbindelse med Kommissionens fremsættelse af direktivforslaget i maj 2022 forslaget i høring hos forskellige interessenter.
Justitsministeriet har fokus på, at direktivet er erhvervsrettet og forventes at indebære økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet, ligesom direktivet har betydning for forbrugerbeskyttelsen. Justitsministeriet forventer derfor i relevant omfang at inddrage interessenter, som er berørt af forslaget, herunder eventuelt medlemmerne af Erhvervslivets EU- og Regelforum, i forbindelse med ministeriets overvejelser om implementering af direktivet.
Justitsministeriet vil løbende notere sig eventuelle input vedrørende gennemførelsen af direktivet, som de berørte interessenter fremsender til Justitsministeriet af egen drift.
Justitsministeriet vil desuden sende et udkast til lovforslag i offentlig høring inden fremsættelse af lovforslaget, som gennemfører direktivet. Justitsministeriet forventer, at udkastet vil blive sendt i offentlig høring senest i første halvår 2025.
Undersøgelse af implementering i andre lande
Justitsministeriet vil efter behov kontakte andre EU-lande, herunder evt. sammenlignelige lande. Justitsministeriet vil tilsvarende kontakte relevante EU-institutioner i det omfang, der vurderes at opstå behov herfor.
Særlige hensyn i dansk kontekst
Som led i Justitsministeriets overvejelser om implementering af direktivet vil der bl.a. blive inddraget hensyn til forbrugerbeskyttelsen og erhvervslivet, herunder bl.a. hensyn til ikke at pålægge erhvervslivet unødvendige byrder. Herudover vil der bl.a. skulle tages højde for eventuelle særlige hensyn og karakteristika vedrørende de enkelte finansielle tjenesteydelser.
Anbefaling
Regelforums anbefalinger til implementeringsplanen
Overordnede anbefalinger
Regelforum bemærker, at regeringen under forhandlingerne om direktivet tilkendegav, at det var vigtigt, at den nuværende undtagelse fra fortrydelsesretten fsva. realkredit kan opretholdes. Det er derfor Regelforums forståelse, at forbrugeraftalelovens regler i §18 om, at fortrydelsesretten ikke gælder finansielle tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. opretholdes.
Regelforum finder generelt, at der bør anlægges en pragmatisk tilgang til fortolkningen af ”fortrydelsesfunktionen” i artikel 11 a, idet den rammer en bred pallette af erhvervsdrivende og fjernsalgsaftaler, såvel finansielle som ikke-finansielle. En rigid fortolkning kan medføre omfattende økonomiske og administrative konsekvenser, der ikke står mål med den ønskede forbrugerbeskyttelse.
Regelforum anbefaler:
1) At implementeringen af direktivet sker uden dansk overimplementering. Den finansielle sektor er allerede underlagt omfattende regulering, herunder conduct regler. Det antages derfor, at særligt reglerne om oplysningskrav og fyldestgørende redegørelser i kapitel III A kun vil finde begrænset anvendelse. Det vurderes endvidere, at bestemmelserne i kapitel III A sikrer et højt beskyttelsesniveau og at yderligere regulering/overimplementering vil pålægge erhvervslivet unødvendige byrder i forhold til formålet med direktivet.
Forbrugerrådet TÆNK ser dog gerne, at Danmark går videre end minimumsimplementeringen og bakker derfor ikke op om anbefalingerne, pånær delanbefaling 3 nedenfor om sprogkrav.
Regelforum har herudover følgende anbefalinger til enkelte dele af planen.
Konsekvenser for erhvervslivet
Regelforum anbefaler:
2) At der anlægges en pragmatisk tilgang til fortolkningen af ”fortrydelsesfunktionen” i artikel 11 a, idet det vurderes, at en restriktiv fortolkning vil medføre betydelige omkostninger til bl.a. udvikling af ny IT-set-up, ligesom der vil skulle bruges væsentlige ressourcer både tidsmæssigt og bemandingsmæssigt for optimering af adgangen til en rettighed, som forbrugerne allerede har i dag, og som den finansielle sektor generelt ikke har haft problemer med at imødekomme.
3) At et eventuelt sprogkrav, jf. artikel 16 a, stk. 2, i relation til de prækontraktuelle informationskrav bliver identisk med allerede gældende krav i den finansielle regulering, jf. fx kravet i § 3, stk. 1, 2. pkt. i bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører, der implementerer forsikringsdistributionsdirektivet.
4) At der ikke fastsættes yderligere prækontraktuelle oplysningskrav, jf. artikel 16 a, stk. 9, idet det vurderes, at de reviderede oplysningskrav rammer den rette balance mellem at øge forbrugerbeskyttelsen og undgå ”information overload”, som i sidste ende kan hæmme forbrugernes engagement samtidig med at branchens udgifter øges.
5) At adgangen i § 16 c, stk. 2, til at fastsætte, at forbrugeren ikke kan afkræves nogen form for betaling, hvis vedkommende fortryder en forsikringsaftale, ikke udnyttes, idet forsikrings-/pensionsselskabet bærer risikoen i perioden frem til, at aftalen fortrydes. Subsidiært, anbefales det, at bestemmelsen i forsikringsaftalelovens § 34 k, stk. 2, hvorefter forbrugeren på visse nærmere fastsatte betingelser kan afkræves betaling, hvis vedkommende fortryder en forsikringsaftale, videreføres.
6) At der foretages en grundig afdækning af behovet for at fastsætte yderligere regler om fyldestgørende redegørelser, jf. artikel 16 d, stk. 2. I den forbindelse bemærkes det, at den finansielle sektor allerede er omfattet af krav om fyldestgørende forklaringer i medfør af anden EU-regulering, herunder forsikringsdistributionsdirektivet, forbrugerkreditdirektivet og boligkreditdirektivet.
7) At adgangen i artikel 16 e, stk. 2, til at vedtage eller opretholde strengere bestemmelser mhp. beskyttelse imod vildledning og manipulation på onlinegrænseflader ikke udnyttes. Det vurderes, at der med den gældende regulering på området kan opnås den ønskede forbrugerbeskyttelse. Hertil kommer, at Kommissionens Retail Investment Strategy forslag (omnibusforslaget), som pt. drøftes i Rådet og Parlamentet, også indeholder en bestemmelse vedrørende markedsføringskommunikation for investeringsprodukter, herunder for forsikringsbaserede investeringsprodukter.
Inddragelse af interessenter
Regelforum anbefaler:
8) At Justitsministeriet på et tidligt tidspunkt i lovgivningsprocessen inddrager de berørte interessenter, hvis ministeriet overvejer/ beslutter sig for at overimplementere, herunder sender lovforslag i præhøring samt fastsætter en formaliseret proces for eventuelle input. Det er i den forbindelse vigtigt, at der tages højde for eventuelle særlige hensyn og karakteristika vedrørende de enkelte finansielle tjenesteydelser.