Nummer: 159

Direktiv om en mere ligelig kønsfordeling blandt ledelsesmedlemmer i børsnoterede selskaber og tilhørende foranstaltninger.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2381 af 23. november 2022 om en mere ligelig kønsfordeling blandt ledelsesmedlemmer i børsnoterede selskaber og tilhørende foranstaltninger. 

Dato:
13. september 2023
Type af anbefaling:
Implementeringsplan for EU-retsakter
Tema:
Øvrige anbefalinger
Ansvarlig ministerium:
Erhvervsministeriet

Indflyvningstekst    

Direktivet omfatter store, børsnoterede selskaber, og bestemmer, at selskaberne, som ikke opfylder direktivets mål om en ligelig fordeling, skal justere processen for udvælgelse af kandidater til udnævnelse eller valg til poster som bestyrelsesmedlem.  

Direktivets mål om ligelig fordeling er; 
a) at personer af det underrepræsenterede køn tegner sig for mindst 40 % af posterne som bestyrelsesmedlem, og der fastsættes individuelle kvantitative mål med henblik på at forbedre kønsfordelingen blandt direktører, eller;
b) at personer af det underrepræsenterede køn tegner sig for mindst 33 % af alle posterne som ledelsesmedlem, både direktører og bestyrelsesmedlemmer

Konsekvenser for erhvervslivet    

Det vurderes, at ca. 46 selskaber vil blive omfattet af direktivet. 

Det er uafklaret, om en implementering vil medføre væsentlige konsekvenser for erhvervslivet, da det afhænger af kønsfordelingen i de omfattede selskaber.
 
Det er dog vurderingen, at Danmark sandsynligvis kan anvende undtagelsesbestemmelsen i direktivet.

Såfremt Danmark ikke falder ind under direktivets undtagelsesbestemmelse, skal de selskaber, der ikke lever op til direktivet målsætning justere processen for udvælgelse af ledelsesmedlemmer, jf. nærmere herom nedenfor.

Metode til implementering    

Med implementeringen af direktivet skal der laves lovændringer på selskabs- og regnskabsområdet. 

Inddragelse af interessenter    

Lovforslaget sendes til alle relevante interessenter i forbindelse med den offentlige høring, hvilket forventes at ske medio 2024. På baggrund af de modtagne høringssvar vil relevante bemærkninger/ændringer blive indarbejdet i lovforslaget. Alle modtagne høringssvar offentliggøres i forbindelse med lovprocessen inklusive høringsnotat.

Direktivet adskiller sig på en række punkter fra de danske regler om skærpede krav om måltal og politikker for det underrepræsenterede køn, hvorfor det er nødvendigt at gå i dialog med interessenter, herunder Kommissionen m.fl., for at finde en model for implementering, herunder ift. en evt. brug af direktivets undtagelsesbestemmelse. 

Undtagelsesbestemmelsen indbefatter, som det fremgår af direktivets artikel 12, at en medlemsstat kan suspendere anvendelsen af artikel 6 (midler til opnåelse af målene) og, hvis det er relevant, af artikel 5, stk. 2 (individuelle kvantitative mål), hvor nærmere anførte betingelser senest ved direktivets ikrafttræden er opfyldt i den pågældende medlemsstat.

Midlerne omfatter bl.a., at medlemsstaterne sikrer, at børsnoterede selskaber, justerer processen for udvælgelse af ledelsesmedlemmer, sikrer at der ved kandidater, som er lige kvalificerede gives fortrinsstilling til det underrepræsenterede køn og at en vraget kandidat af det underrepræsenterede køn kan foreligge forholdet for en domstol eller anden myndighed.

Erhvervsstyrelsen vurderer umiddelbart, at det er mest sandsynligt, at Danmark kan opfylde betingelsen om, at personer af det underrepræsenterede køn tegner sig for mindst 30 % af posterne som bestyrelsesmedlem, og derved eventuelt falde ind under undtagelsesbestemmelsen. 

Det er ved at blive afdækket nærmere, hvilke tal, der skal lægges til grund for at vurdere, om undtagelsesbestemmelsen er opfyldt.

Det gælder særligt ift. medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, som er omfattet af direktivet, men ikke af de danske regler, hvorfor det vil være nødvendigt at gå i dialog med bl.a. fagbevægelsen om en dansk model ift. medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer.

Undersøgelse af implementeringi andre EU-lande    

Erhvervsministeriet er efter behov i dialog med de øvrige medlemsstater, herunder de nordiske lande, om implementeringen af direktivet.

Endvidere holdes kontakt til Kommissionen i relation til deltagelse i evt. implementeringsworkshops, hvor medlemslandene drøfter implementeringen af direktivet.

Særlige hensyn i dansk kontekst    

I forbindelse med implementeringen af direktivet tilstræbes en så direktivnær implementering som muligt. 
Det skal afklares, om Danmark kan anvende direktivets undtagelsesbestemmelse. 
 

Forummets bemærkninger til implementeringsplanen

Sammenfattende eller overordnede bemærkninger

Eftersom direktivet er et minimumsdirektiv, som skal implementeres, anbefaler Regelforum, at den danske regering som konsekvens heraf undersøger om implementeringen af direktivet giver anledning til en justering af de allerede særskilte danske krav. Dette skyldes, at implementering af nærværende direktiv i national ret, vil efterlade en række virksomheder, der skal anvende tre regelsæt: direktivkravene, danske særkrav, samt ESRS-rapporteringskrav. 

Regelforum er derfor bekymret over udviklingen, som går i retning af en voksende kompleksitet i regulering.

Det bør ifm. implementeringen af Kønsbalancedirektivet specificeres, når der henvises til en ’fordeling’, at dette omhandler kønsaspektet for at præcisere dette og at det ikke omhandler andre diversitetsaspekter, hvorfor det anbefales at skrive ’kønsfordeling’ i stedet for blot ’fordeling’.

Regelforum har herudover følgende anbefalinger og bemærkninger til enkelte dele af planen.

Konsekvenser for erhvervslivet

Det bør undersøges, hvilken type virksomheder, der forventes at blive omfattet.

Det vil være Regelforums klare ønske at implementeringen ikke kompromitterer den danske model, og at undtagelsesbestemmelsen derfor udnyttes.

Hvad angår valg af medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, som er omfattet af direktivet, men ikke af de danske regler, anbefaler Regelforum, at der ikke skal kunne stilles krav til, hvem der skal vælges, for at kunne sikre at den kønsmæssige sammensætning i bestyrelsen samlet set er i orden. Regelforum anbefaler at medarbejderne frit skal kunne vælge deres repræsentanter til virksomhedernes bestyrelser, dog gerne på en måde hvor der tages hensyn til fremme ligestillingen blandt de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer. 

Hvis det viser sig, at der ikke kan gøres brug af direktivets undtagelsesmulighed, anbefales det, at den nationale implementering for henholdsvis finansielle og ikke-finansielle børsnoterede selskaber sker parallelt.

Såfremt at Danmark ikke falder ind under direktivets undtagelsesbestemmelse, og at de virksomheder, som ikke lever op til direktivet, skal justere processen for udvælgelse af ledelsesmedlemmer, anbefaler Regelforum at dette sker i henhold til direktivets ikrafttræden.

Metode til implementering

Regelforum bemærker, at direktivet bl.a. vil omfatte de finansielle virksomheder, der er børsnoterede. På den baggrund anbefaler forrummet, at Finanstilsynet er en central del af implementeringsarbejdet.

Inddragelse af interessenter

Regelforum finder desuden - særlig henset til de gældende nationale regler om det underrepræsenterede køn - at det vil være hensigtsmæssigt at inddrage brancheorganisationerne forud for den offentlige høring. Regelforum bemærker, at dets medlemmer gerne deltager i implementeringsarbejdet og efterlyser i denne forbindelse oplysninger om den forventede tidsplan for implementeringen. Det anbefales, at Regnskabsrådet inddrages i det lovforberedende arbejde.

I forhold til drøftelser vedr. medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer bør alle relevante interessenter samt erhvervsorganisationer også inddrages.

Direktivet adskiller sig på en række punkter fra de danske regler om skærpede krav om måltal og politikker for det underrepræsenterede køn, hvorfor Regelforum mener, at det er nødvendigt at gå i dialog med interessenter, herunder Kommissionen m.fl., for at finde en model for implementering, herunder ift. en evt. brug af direktivets undtagelsesbestemmelse. 

Det er vigtigt at være opmærksom på, at den danske lov indført i 2012 har medvirket til, at andelen af generalforsamlingsvalgte kvindelige bestyrelsesmedlemmer i de børsnoterede selskabers er steget fra 9,7 pct. i 2012 til 24,9 pct. i 2022 (seneste opgørelse). Denne udvikling er ikke afspejlet i Erhvervsstyrelsens årlige opgørelse over kønsfordeling i de største danske virksomheders bestyrelse pr.15. august 2022, som ikke viser tallene tilbage fra 2012. Styrelsens opgørelse viser derudover, at den danske lov er ´mere vidtrækkende´ end direktivet, da knap 2400 virksomheder er omfattet af reglerne om måltal og politikker for den kønsmæssige sammensætning af ledelsen modsat de estimerede 46, der vurderes at blive omfattet af direktivet. Regelforum anbefaler at denne udvikling tages med i vurderingen af, om Danmark kvalificerer sig til at gøre brug af direktivets undtagelsesbestemmelse.  

Regelforums medlemmer bistår gerne ift. afdækning af kønsfordelingen i virksomheders bestyrelse i det omfang det er muligt.

Særlige hensyn

Regelforum noterer at der i implementeringsplanen fremgår, at der påtænkes ændringer af regnskabs- og selskabslovgivningen. Forummet vurderer dog, at de nye regler også fordrer ændringer af den finansielle lovgivning.