Baggrund og Problem
Problem
EU-lovgivning pålægger i dag europæiske virksomheder meget omfattende administrative byrder. Det koster virksomhederne betydelige ressourcer på tværs af størrelse og brancher. Den direkte følge er, at europæiske virksomheders internationale konkurrenceevne er under betydeligt pres med stor risiko for at EU taber vækst og arbejdspladser.
Potentiale
Konsekvenserne af at omskrive den eksisterende aftale vil være, at fremtidig EU-lovgivning vil prioritere, at der ikke må påføres europæiske virksomheder nye større administrative byrder. Anbefalingen vedrører alle virksomheder, der berøres af EU-lovgivning.
Det er forventningen, at reel anvendelse af bedre reguleringsværktøjer i EU’s lovgivende institutioner kan skabe bedre evidensbaseret lovgivning, øget transparens og derigennem styrke europæisk erhvervslivs globale konkurrence via færre administrative byrder og regelforenkling.
Regulering
Den Interinstitutionel Aftale om Bedre Regulering af 13. april 2016.
Yderligere oplysninger
Det fremgår af Mission Letter fra Kommissionsformand Ursula von der Leyen til Kommissær Dombrovskis, at han skal lede forhandlingerne om en revision af gældende aftale. Rapporterne fra Enrico Letta og Mario Draghi indeholder begge anbefalinger til strukturelle justeringer i EU’s lovgivningsproces.
Kommissionens konkurrenceevnekompas, arbejdsprogram og forenklingsmeddelelse understøtter alle intentionerne i anbefalingen.
Anbefaling
Anbefaling
Regelforum anbefaler, at regeringen i Ministerrådet arbejder for (og under EU-formandskabet leder), at den nye Interinstitutionelle Aftale om Bedre EU Lovgivning afspejler udviklingen siden 2016 og den generelle erkendelse i dag af, at europæisk erhvervsliv pålægges alt for store administrative byrder som følge af EU-lovgivning.
Det understreges, at anbefalingens gennemførsel ikke bør ske på bekostning af allerede vedtagne og traktatfæstede politiske mål vedrørende miljø og arbejdsmiljø samt arbejdstagerrettigheder
Den nye aftale bør bekræfte, at Traktatens bestemmelser om subsidiaritet og proportionalitet også fremover skal ligge til grund for alt lovgivningsarbejde på europæisk niveau.
Europa Kommissionen har allerede iværksat en stor regelsanering af den eksisterende lovgivning. Den nye aftale bør afspejle de 3 institutioners fælles medansvar og forpligtelse for at gennemføre denne regelsanering. Den nye aftale vil i forlængelse af dette reformarbejde kunne bidrage til, at alle 3 Institutioner fremover alene vedtager ny lovgivning i det omfang den ikke eller kun i meget begrænset omfang pålægger europæiske virksomheder nye administrative byrder.
I den kommende nye aftale bør teksten ændres i den nuværende artikel 7 således, at Rådet og EP bør tilstræbe at prioritere behandlingen af Kommissionens forslag til byrdereduktion og regelforenkling.
Den nuværende artikel 12 vedrørende konsekvensanalyser bør ændres, således at disse altid fremover skal afdække de administrative byrder på virksomhederne og konsekvenserne på konkurrenceevnen. Denne del af analysen bør gives højere prioritet og derfor nævnes først, efterfulgt af vurderingen af de økonomiske, miljømæssige og sociale indvirkninger. Derudover bør Kommissionen altid ”angive de potentielle omkostninger og fordele på kort og lang sigt og ikke kun ”om muligt”.
I artikel 13 bør indsættes, at ’Kommissionen skal foretage konsekvensanalyser af sin lovgivnings- og ikke lovgivningsinitiativer, delegerede retsakter og gennemførelsesforanstaltninger samt fortolkningsmeddelelser, som forventes at få konsekvenser for europæisk erhvervsliv, især for SMV’er, samt for økonomiske, miljømæssige eller sociale indvirkninger”.
I artikel 15 bør fremgå, at Rådet og Europa-Parlamentet vil tilstræbe at udarbejde konsekvensvurderinger ved fremsættelse af væsentlige ændringsforslag. Det vil skabe transparens om dels hvem, der i lovgivningsprocessen påfører virksomhederne yderligere administrative byrder, dels omfanget af disse yderligere byrder. Yderligere bør DK arbejde for, at der udarbejdes en optimeret og mere gennemsigtig proces for at foretage konsekvensvurderinger i Rådet og i Europa-Parlamentet.
I forlængelse af artikel 15 bør Rådet og Europa-Parlamentet forpligte sig til at nettoresultatet af lovgivningsprocessen indebærer, at de administrative byrder ikke øges yderligere i forhold til Kommissionens forslag.
Artikel 19 bør præciseres, så Kommissionen som standard afholder offentlige høringer om sine planlagte forslag i en periode på minimum 12 uger. Denne periode for offentlige høringer vil dog undtagelsesvist kunne forkortes ved accept fra både Ministerrådet og Europa Parlamentet.
I artikel 23 bør tilføjes, at revisionsklausuler skal være på minimum 5 år efter den fulde gennemførelse af retsakten i alle medlemslande.
I artikel 26 bør tilføjes, at de tre institutioner skal lave præcise delegationer, dvs. deres formål, indhold og omfang skal klart afgrænses.
I artikel 28 bør indsættes en ny tekst, hvor det bekræftes at Kommissionen vil gennemføre konsekvensanalyser af alle forslag til delegerede eller gennemførelsesakter samt fortolkningsmeddelelser, hvor disse vurderes at påføre europæiske virksomheder administrative byrder. I det omfang Kommissionen vurderer, at de pågældende retsakter har ingen eller kun ubetydelige byrder, skal den skriftligt begrunde, hvis kravet om konsekvensanalyser fraviges.
Yderligere i artikel 28 bør fremgå, at Kommissionen skal gennemføre offentlige høringer i minimum 12 uger, hvis den pågældende akt vurderes at påføre europæiske virksomheder væsentlige administrative byrder.
Ny artikel: Når Kommissionen i sit udkast til ny EU-lovgivning forudser, at udarbejdelse og/eller vedtagelse af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter skal overdrages til et agentur, bør det gøres klart i selve lovgivningen, at denne delegation er betinget af, at det pågældende agentur arbejder ud fra Metoden i Bedre EU-lovgivning herunder gennemførelsen offentlige høringer i minimum 12 uger.
Regelforum anbefaler, at ovenstående elementer indarbejdes i den reviderede Interinstitutionelle Aftale om bedre regulering.
Forbrugerrådet Tænk bakker ikke op om anbefalingen.
Regeringens svar
Anbefalingen følges helt
Erhvervslivets EU- og Regelforum anbefaler, at regeringen indgår i (og under formandskabet leder) drøftelser om revision af den Interinstitutionelle Aftale med fokus på fælles ansvar for regelforenkling og byrdereduktion, som skal opnås ved at prioritere højere lovgivningskvalitet fra begyndelsen. Herudover har forummet en række konkrete anbefalinger til ændringer i den kommende IIA’s artikel 7, 12, 13, 15, 19, 23, 26 og 28. Endelig foreslås en ny artikel indarbejdet med henblik på at tydeliggøre rammer for delegation.
Anbefalingen følges delvist, da den danske regering er helt enig i behovet for at fjerne unødige byrder og bureaukrati fra europæiske virksomheder. Derfor bakker regeringen varmt op om Kommissionens simplificeringsdagsorden. Dette er også en prioritet for det danske EU-formandskab.
Regeringen vil gå åbent ind i forhandlingerne, når Kommissionen fremsætter forslag om revision af IIA’en, herunder med fokus på byrdelettelser for erhvervslivet.
Desuden arbejder den danske regering målrettet for at styrke europæisk konkurrenceevne og anerkender i den forbindelse vigtigheden af at styrke anvendelsen af bedre reguleringsværktøjer. Det er afgørende, at der gennemføres initiativer, som effektivt reducerer virksomhedernes administrative byrder og fremmer regelforenkling, således at europæiske virksomheder får bedre vilkår for vækst og konkurrenceevne.
Anbefalingen følges delvist, idet man fra dansk side arbejder for at lette virksomheders administrative byrder og regelforenkling. For eksempel har regeringen løbende fokus på behovet for flere og bedre konsekvensanalyser, samt at reducere erhvervsøkonomiske konsekvenser af EU-lovgivning. I forbindelse med det danske formandskab fastholder Danmark det nuværende momentum i forenklingsdagsordenen og fremmer forhandlingerne af omnibuspakkerne mest muligt mhp. at sikre hurtige og mærkbare byrdelettelser for erhvervslivet.
Formålet med den Interinstitutionelle Aftale (IIA) er at skabe klarere og mere formålstjenstlig lovgivning og dermed bedre resultater i EU gennem et mere effektivt samarbejde mellem Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet, herunder om forberedelse af lovgivning. Aftalen skal således medvirke til at sikre, at EU-lovgivning opnår sit formål så effektivt som muligt og med færrest mulige administrative byrder.
Det følger bl.a. af IIA’en, at Kommissionen skal udarbejde konsekvensvurderinger af lovgivningsinitiativer, ikke-lovgivningsinitiativer, delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, når disse forventes at have væsentlige økonomiske, miljømæssige eller sociale konsekvenser. Det fremgår derudover af aftalen, at initiativer i Kommissionens arbejdsprogram som hovedregel skal ledsages af en konsekvensvurdering. Aftalen forpligter ligeledes Europa-Parlamentet og Rådet til at udarbejde konsekvensvurderinger af egne væsentlige ændringsforslag, når det skønnes passende og nødvendigt af hensyn til lovgivningsprocessen. Der er dog ikke kendskab til tilfælde, hvor Rådet eller Europa-Parlamentet har udarbejdet en konsekvensvurdering af egne ændringsforslag.
I regeringens optik beror udfordringerne med den nuværende IIA derfor ikke umiddelbart på manglende forpligtelser ift. reduktion af byrder og sikring af evidensbaseret lovgivning, men rettere manglende efterlevelse. Det fremgår af Mission Letter fra kommissionsformand Ursula von der Leyen til kommissær Dombrovskis, at han skal lede forhandlingerne om en revision af den gældende IIA. Rapporterne fra Enrico Letta og Mario Draghi indeholder desuden begge anbefalinger til strukturelle justeringer i EU’s lovgivningsproces.
I det følgende fremgår forummets konkrete anbefalinger til tekstændringer, samt hvorledes regeringen forholder sig til de enkelte anbefalinger:
Regelforum anbefaler at teksten i artikel 7 bør ændres, således at Rådet og EP bør tilstræbe at prioritere behandlingen af Kommissionens forslag til byrdereduktion og regelforenkling.
Regeringen følger anbefalingen, idet regeringen bakker fuldt op om ambitionen om byrdereduktion og regelforenkling, og at en revision af IIA’en bør understøtte dette. Regeringen bakker derfor op om, at forenklingsforslag som udgangspunkt bør prioriteres, idet prioriteringen af lovgivningssager i sidste ende altid vil være et politisk spørgsmål.
Regelforum anbefaler, at teksten i artikel 12 bør ændres, således at disse altid fremover skal afdække de administrative byrder på virksomhederne og konsekvenserne på konkurrenceevnen. Denne del af analysen bør gives højere prioritet og derfor nævnes først, efterfulgt af vurderingen af de økonomiske, miljømæssige og sociale indvirkninger. Derudover bør Kommissionen altid ”angive de potentielle omkostninger og fordele på kort og lang sigt og ikke kun ”om muligt”.
Regeringen følger anbefalingen og vil i forbindelse med en revision aktivt arbejde for at sikre, at et forslags administrative byrder på virksomhederne og konsekvenser for EU’s konkurrenceevne medregnes og prioriteres.
Regelforum anbefaler, at der i artikel 13 bør indsættes, at ’Kommissionen skal foretage konsekvensanalyser af sin lovgivnings- og ikke lovgivningsinitiativer, delegerede retsakter og gennemførelsesforanstaltninger samt fortolkningsmeddelelser, som forventes at få konsekvenser for europæisk erhvervsliv, især for SMV’er, samt for økonomiske, miljømæssige eller sociale indvirkninger”.
Regeringen følger anbefalingen og arbejder for indførelse af formuleringen ”konsekvenser for europæisk erhvervsliv, især for SMV’er” i artikel 13, med fortsat opretholdelse af ordet ”betydelige”, som på nuværende tidspunkt er en del af IIA’ens artikel 13.
Regelforum anbefaler, at der i artikel 15 bør fremgå, at Rådet og Europa-Parlamentet vil tilstræbe at udarbejde konsekvensvurderinger ved fremsættelse af væsentlige ændringsforslag. Det vil skabe transparens om dels hvem, der i lovgivningsprocessen påfører virksomhederne yderligere administrative byrder, dels omfanget af disse yderligere byrder. Yderligere bør DK arbejde for, at der udarbejdes en optimeret og mere gennemsigtig proces for at foretage konsekvensvurderinger i Rådet og i Europa-Parlamentet.
Regeringen følger anbefalingen delvist. Det er på nuværende tidspunkt en del af IIA’en, at såvel Rådet som Europa-Parlamentet vil foretage konsekvensanalyser af deres væsentlige ændringer af Kommissionens forslag. Regeringen vil arbejde for, at denne tekst styrkes. Regeringen støtter desuden, at Kommissionen fremlægger en forsimplet metode for konsekvensanalyser der gør det lettere for Rådet og Europa-Parlamentet at foretage konsekvensanalyser af deres væsentlige ændringer af Kommissionens forslag.
I forlængelse af artikel 15 bør Rådet og Europa-Parlamentet forpligte sig til at nettoresultatet af lovgivningsprocessen indebærer, at de administrative byrder ikke øges yderligere i forhold til Kommissionens forslag.
Regeringen følger delvist anbefalingen. Regeringen bakker op om et styrket fokus på byrdelettelser i løbet af lovgivningsprocessen, idet det dog er vigtigt, at IIA’en ikke sætter begrænsninger på EU-lovgivers politiske manøvrerum, da særlige hensyn f.eks. til beskyttelsesniveauet eller sanktioner over for tredjelande, kan tale for, at reguleringen strammes yderligere i forhold til Kommissionens forslag.
Regelforum anbefaler, at artikel 19 bør præciseres, så Kommissionen som standard afholder offentlige høringer om sine planlagte forslag i en periode på minimum 12 uger. Denne periode for offentlige høringer vil dog undtagelsesvist kunne forkortes ved accept fra både Ministerrådet og Europa-Parlamentet.
Regeringen følger anbefalingen delvist, idet regeringen støtter en styrkelse af Kommissionens brug af høringer samt Rådets og Europa-Parlamentets indflydelse herpå. Med henblik på at sikre velinformeret beslutningstagning og forbedret lovkvalitet er det hensigtsmæssigt, at der fastsættes en vis minimumsperiode for høringer, som fremgår direkte af IIA’en, men at denne ikke fastsættes som en ufravigelig regel. Regeringen er derudover enige i, at frister undtagelsesvist kan forkortes. Dog finder regeringen det ikke hensigtsmæssigt, at dette ville skulle kræve Europa Parlamentet og Rådets accept.
Regelforum anbefaler, at der i artikel 23 bør tilføjes, at revisionsklausuler skal være på minimum 5 år efter den fulde gennemførelse af retsakten i alle medlemslande.
Regeringen følger anbefalingen delvist, idet regeringen støtter en ambition om hensigtsmæssige revisionsklausuler. En minimumsperiode kan i visse tilfælde være hensigtsmæssig, men behovet bør vurderes konkret i forhold til den enkelte basisretsakt, da der i visse tilfælde kan være behov for at evaluere og revidere forslag tidligere aht. at nedbringe utilsigtede, faktiske byrder.
Regelforum anbefaler, at der i artikel 26 bør tilføjes, at de tre institutioner skal lave præcise delegationer, dvs. deres formål, indhold og omfang skal klart afgrænses.
Regeringen følger anbefalingen, idet regeringen støtter og arbejder for, at der også for delegerede retsakter skal sikres, at disse ikke medfører unødige byrder og derfor i højere grad ledsages af konsekvensvurderinger. Præcise og afgrænsede delegationer flugter med regeringens ønske om tydelig lovgivning.
Regelforum anbefaler, at der i artikel 28 bør indsættes en ny tekst, hvor det bekræftes, at Kommissionen vil gennemføre konsekvensanalyser af alle forslag til delegerede eller gennemførelsesakter samt fortolkningsmeddelelser, hvor disse vurderes at påføre europæiske virksomheder administrative byrder. I det omfang Kommissionen vurderer, at de pågældende retsakter har ingen eller kun ubetydelige byrder, skal den skriftligt begrunde, hvis kravet om konsekvensanalyser fraviges.
Regeringen følger anbefalingen, idet den flugter med regeringens ambition om at styrke anvendelsen af konsekvensanalyser bredt. Regeringen vil derfor arbejde for, at Kommissionen forpligter sig til at gennemføre konsekvensanalyser af alle forslag til delegerede eller gennemførelsesakter samt fortolkningsmeddelelser, som indbefatter politiske valg og medfører væsentlige økonomiske konsekvenser. Hvor disse ikke medfører et politisk valg men forventes at føre til væsentlige økonomiske konsekvenser, vil regeringen holde Kommissionen op på dens egen målsætning om at udarbejde en omkostningsbesparelsesanalyse, jf. Kommissionens meddelelse om ”Et enklere og hurtigere Europa”.
Yderligere i artikel 28 bør fremgå, at Kommissionen skal gennemføre offentlige høringer i minimum 12 uger, hvis den pågældende akt vurderes at påføre europæiske virksomheder væsentlige administrative byrder.
Regeringen følger anbefalingen, idet den er i tråd med anbefalingen til artikel 19.
Regelforum anbefaler, at når Kommissionen i sit udkast til ny EU-lovgivning forudser, at udarbejdelse og/eller vedtagelse af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter skal overdrages til et agentur, bør det gøres klart i selve lovgivningen, at denne delegation er betinget af, at det pågældende agentur arbejder ud fra Metoden i Bedre EU-lovgivning herunder gennemførelsen offentlige høringer i minimum 12 uger.
Regeringen følger anbefalingen, idet regeringen anser det for hensigtsmæssigt, at kriterierne for bedre EU-lovgivning, herunder som tiltrådt i IIA’en, gør sig gældende for alle institutioner eller agenturer med lovgivningsansvar. Regeringen vil derfor arbejde for at denne forpligtelse skrives ind ved en revision af IIA’en.
Uagtet en revision vil regeringen fortsætte sin aktive indsats i andre spor for at reducere virksomhedernes byrder og forenkle reglerne, herunder ved at sætte EU’s konkurrenceevne og forenkling højt på den politiske dagsorden og løbende spille ind med yderligere forslag til, hvordan byrder og regler for erhvervslivet kan reduceres uden at gå på kompromis med de politiske målsætninger.