Baggrund og Problem
Problem
Mængden af EU-regulering, som er på vej, er ved at blive implementeret, eller som er direkte gældende, er enorm.
Det stiller store krav til danske virksomheder, der skal bruge mange ressourcer på at holde sig orienteret og få afklaret, hvorvidt de bliver omfattet af ny EU-regulering.
For mange store virksomheder er det en nødvendig øvelse, da regelsæt som f.eks. CSRD og de tilhørende europæiske bæredygtighedsstandarder skal implementeres med meget kort frist. Virksomheder som ikke direkte omfattes, har også et behov for at få et overblik og viden om hvilke oplysningskrav, de kan forvente at blive mødt af fra deres kunder og samarbejdspartnere.
Problemstillingen forstærkes af EU’s øgede brug af niveau 2 regulering, hvilket betyder at virksomhederne nogle gange først kender de konkrete krav efter forordninger og direktivers vedtagelse.
Anbefaling
Der er de senere år kommet omfattende lovgivning fra EU inden for bæredygtighed. Dertil udvides flere regelsæt løbende eller er under review, og flere lovgivningsinitiativer er på vej. Samtidig gælder det, at virksomhederne i stigende omfang kun har kort tid til at implementere ny EU-regulering. Bl.a. fordi de konkrete krav først fastlægges i niveau 2 regulering efter forordninger og direktivers ikrafttrædelse.
Erhvervslivets EU- og Regelforum anbefaler i forlængelse af ovenstående, at Erhvervsministeriet udarbejder - og løbende opdaterer - et digitalt værktøj med et tværgående overblik over bæredygtighedslovgivning, der kan understøtte danske virksomheders implementering af ny EU-regulering. Der er tale om et digitalt værktøj, som:
- Giver et overblik over gældende EU-regulering inden for bæredygtighed
- Giver et overblik over europæiske lovgivningsmæssige initiativer inden for bæredygtighed, som er på vej
- Beskriver status og henviser til relevant viden, f.eks. på EU-Kommissionens hjemmeside mv.
- Beskriver hvilke virksomheder, der er omfattet eller forventes at blive omfattet.
- Beskriver (forventede) tidshorisonter for implementering, f.eks. rapporteringsforpligtelser.
- Tydeliggør hvilke EU-regelsæt og initiativer, som hænger sammen.
- Henviser til relevant, eksisterende national lovgivning og vejledninger.
- Særlig vedr. SMV’er bør det tydeliggøres om regelsættet forventes at have en afsmittende effekt på evt. SMV’er, som ikke er direkte omfattet.
- Giver et overblik over evt. konsekvensvurderinger, der er lavet
Det bør sikres, at virksomheder ud fra f.eks. branche og/eller størrelse kan identificere hvilke EU-regelsæt, som de bør have særlig fokus på.
Formålet er at danske virksomheder kan danne sig et overblik over europæisk bæredygtighedsregulering og finde relevant viden ved at tilgå en fælles myndighedshjemmeside.
Potentiale
Der er stor forskel mellem de forskellige EU-regelsæt i forhold til hvilke virksomheder, herunder brancher/aktiviteter og størrelser, der omfattes af de respektive lovkrav. Der er derfor et stort potentiale i at etablere en indgang med et samlet tværgående overblik over bæredygtighedsregulering. Det et vigtigt, at det her er tydeligt, hvilke virksomheder, der omfattes, samt om ændringer i EU-lovgivningen er på vej.
Som et eksempel nævnes det, at et mindre skadesforsikringsselskab nemt skal kunne identificere, om de forventes at blive omfattet af CSRD og hvis ja, fra hvornår.
For hvert regelsæt, kan virksomhederne under de overskrifter, som følger af anbefalingen, tilgå yderligere viden.
Relevant regulering
Anbefalingen er relevant på tværs af EU-reguleringen vedr. bæredygtighed. Her nævnes bl.a.: Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD), Corporate Sustainability Due Diligence (CSDDD), Taksonomiforordningen, Disclosureforordningen, Pollutant Release and Transfer Register (PRTR), Energy Efficiency Directive (EED) samt Ecodesign-forordningen.
Yderligere oplysninger
Det er i denne sammenhæng relevant, at det i oversigten tydeliggøres, om der på de respektive områder er eksisterende national lovgivning samt i givet fald, hvilke virksomheder denne lovgivning omfatter. Det er vigtigt, at en sådan oversigt løbende vedligeholdes og opdateres, som minimum hvert kvartal.
Regeringens svar
Erhvervsministeriet arbejder, i samarbejde med andre relevante myndigheder, for løbende at skabe overblik over og give virksomhederne let adgang til vejledning i eksisterende og kommende EU-regulering inden for bæredygtighed. Det gør Erhvervsministeriet og andre myndigheder bl.a. på den tværoffentlige side virksomhedsguiden.dk og myndighedernes egne hjemmesider.
På virksomhedsguiden eksisterer der i dag et særligt site for grøn og bæredygtig omstilling, hvor der bl.a. er et overblik over nye og kommende lovkrav til virksomheders bæredygtighed, og hvor der linkes videre til relevant vejledning mv. på de respektive myndigheders hjemmesider. Erhvervsministeriet vil arbejde for, at oversigten løbende opdateres og videreudvikles.
Det er centralt, at virksomhederne, både dem der er direkte omfattet af lovgivningerne, og de virksomheder der er indirekte påvirket af lovgivningerne, har adgang til opdateret vejledning om lovgivningen. Det kan fx være gennem aktuelle artikler i stil med: “Lovkrav til virksomheders bæredygtighed | Virksomhedsguiden”, trin for trin-guides, links til relevante sider ved andre myndigheder og lignende. Vejledningen på Virksomhedsguiden er målrettet virksomheder og går på tværs af ministeriernes ressortområder.
Det vurderes ikke hensigtsmæssigt at udarbejde og løbende opdatere et samlet digitalt værktøj som efterspurgt af Erhvervslivets EU- og Regelforum, idet det bl.a. vil være vanskeligt på en enkel måde at tage højde for brancher, virksomhedsstørrelser og lignende. Det skyldes bl.a. kompleksiteten, forskelligheden og modenhedsgraden i de mange forskellige potentielt relevante eksisterende og kommende reguleringer, samt at en klar afgrænsning af, hvad der hører under ”bæredygtighedsregulering”, ikke er mulig, da det varierer på tværs af de forskellige lovgivninger. Reguleringer på bæredygtighedsområdet varierer desuden ift. virksomhedsstørrelse, regnskabsklasser, sektorer, produktkategorier mv. og henhører under flere forskellige ressortområder.
På virksomhedsguiden vil vi så vidt muligt skrive i beskrivelserne til de enkelte stykker regulering, hvilke brancher mv. der er omfattet.
På denne baggrund vurderes anbefalingen delvist opfyldt.