Baggrund og Problem
Problem
Havmiljøet omkring Danmark beskrives ofte som meget dårligt, og der har bl.a. været fokus på udledning af kvælstof fra landbruget.
EU-lovgivningen pålægger imidlertid medlemsstaterne at fastlægge grænseværdier for miljøfarlige stoffer, som kan lægges til grund for en overvågning af udledninger i havet og eventuelle tiltag.
Danmark er omgivet af hav, som deles med flere nabolande. Det giver kun lidt mening at se på miljøskadelige stoffer i Øresund, Kattegat og Østersøen uden at se problemstillingen i sammenhæng med vores nabolande, som vi deler havmiljø med.
Potentiale
De nye grænseværdier kan potentielt påvirke danske virksomheder, der udleder spildevand med miljøskadelige stoffer enten via fælles kloak og rensningsanlæg eller ved egen rensning og direkte udledning, og derfor påføre de relevante virksomheder nye betydelige omkostninger i forbindelse med rensning af spildevand. Det er derfor centralt for både miljø og virksomheder, at grænseværdier ses i sammenhæng med nabolandenes og fastsættes ud fra en faglig vurdering for at sikre en god tilstand i miljøet.
Relevant regulering
Vandrammedirektivet (Direktiv 2000/60/EF om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger), Lov om vandplanlægning (LBK 126 af 26/1/2017) og Marine Strategy Framework (Direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet))
Anbefaling
Anbefaling
Regelforum anbefaler, at man i Danmark etablerer et overblik over, hvor langt de øvrige medlemsstater er kommet med implementeringen af de relevante EU-regler. Dette kan ske ved at Danmark beder Europa Kommissionen, som har pligt til at overvåge implementering af al EU-lovgivning, om at informere om i hvilket omfang de øvrige medlemsstater har gennemført lovgivningen og hvordan.
Regelforum anbefaler herudover, at regeringen gennemfører et nabotjek med Sverige, Finland, de 3 baltiske lande, Polen samt Tyskland. For det første for at høre, hvordan disse lande har fastlagt de relevante grænseværdier. For det andet for at kunne sammenligne de fastlagte grænseværdier i disse lande og for det tredje eventuelt at anvende de valgte grænseværdier eller bygge videre på det videnskabelige arbejde, som har ligget til grund for deres fastsættelse.