Nummer: 263

Solvens II

Solvens II-direktivet (efter revision) Solvens II-ændringsdirektivet

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2025/2 af 27. november 2024 om ændring af direktiv 2009/138/EF for så vidt angår proportionalitet, kvaliteten af tilsyn, indberetning, foranstaltninger vedrørende langsigtede garantier, makroprudentielle redskaber, bæredygtighedsrisici og koncerntilsyn og grænseoverskridende tilsyn og om ændring af direktiv 2002/87/EF og 2013/34/EU.

Dato:
18. juni 2025
Type af anbefaling:
Implementeringsplan for EU-retsakter
Tema:
Øvrige anbefalinger
Ansvarlig ministerium:
Erhvervsministeriet
Status på anbefaling:
Behandles af regeringen

Indflyvningstekst

Solvens II-direktivet har været til revision med det formål at gøre forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser mere robuste over for perioder med lave og endda negative renter samt kriser i fremtiden.

Et centralt element i revisionen har været ønsket om at forenkle og sikre mere proportionale regler for små og mindre komplekse selskaber. Dette sker dels ved at grænseværdierne for, hvornår et selskab er et gruppe 1-forsikringsselskab hæves og dels ved at indføre kriterier for identifikation af små og ikke-komplekse selskaber, der automatisk underlægges nogle mere proportionale regler.

Formålet med revisionen har også været at styrke de europæiske forsikringsselskabers bidrag til den økonomiske genopretning efter COVID-19-pandemien, bidrage til at styrke kapitalmarkederne i EU (den såkaldte kapitalmarkedsunion) samt understøtte flere bæredygtige investeringer på linje med den europæiske grønne pagt (European Green Deal). Med ændringerne giver Solvens II 
mulighed for lavere kapitalkrav for langsigtede investeringer og understøtter dermed, at der kan foretages flere investeringer med en lang horisont, og frigøres midler, der kan være med til at finansiere den grønne omstilling.

Revisionen af Solvens II-direktivet indebærer en kommende ændring af den delegerede Solvens II-forordning, hvilket formelt sker efter ikrafttrædelse af det ændrede Solvens II-direktiv. 

Konsekvenser for erhvervslivet

De gældende Solvens II-regler finder i Danmark anvendelse på de fleste forsikringsselskaber (herunder skadesforsikringsselskaber, genforsikringsselskaber samt livsforsikringsselskaber) og stort set alle pensionsselskaber.

Det er et centralt formål med revisionen af Solvens II-direktivet at forenkle reglerne og sikre mere proportionale krav for små og mindre komplekse selskaber. I den forbindelse introduceres et sæt konkrete kriterier i direktivet, der skal bruges til at identificere, hvilke selskaber og koncerner, der anses for at være små og ikke-komplekse. Opfyldes disse kriterier, vil selskabet eller koncernen blive omfattet af et mere forenklet og proportionalt regelsæt.

Derudover indføres en ”mellemgruppe” af selskaber, der – efter en konkret og risikobaseret vurdering for det enkelte selskab – kan få adgang til en eller flere udvalgte proportionalitetsforanstaltninger. Disse foranstaltninger fastlægges i direktivteksten og udgør en udtømmende liste.

Der arbejdes p.t. på at tilrettelægge en optimal implementering af nævnte kriterier og procedure for vurdering af de enkelte selskaber. Overvejelserne går på at fastsætte kriterier og procedurer i en ny bekendtgørelse, mens selve adgangen til proportionalitetsforanstaltningerne forankres i lov om finansiel virksomhed (LFV).

Endelig vil der være selskaber, som ikke opfylder de fastsatte kriterier, og derfor fortsat vil være underlagt de fulde Solvens II-regler.

Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at afdække de præcise økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. En endelig vurdering afventer den kommende ændring af den delegerede Solvens II-forordning, hvori en stor del af ændringerne af Solvens II-reglerne skal udmøntes. Implementeringen af direktivet forventes l dog at medføre en lettelse af de administrative byrder for flere mindre forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, idet selskaberne vil opleve færre byrder, da de enten helt fritages fra Solvens II-reglerne, eller automatisk underlægges nogle mere proportionale krav.

De erhvervsøkonomiske konsekvenser vil blive vurderet nærmere frem mod høringen af lovforslaget, som forventes fremsat oktober 2026.

Metode til implementering

Bestemmelserne i direktivet planlægges implementeret hhv. i lov om forsikringsvirksomhed (LFV) og en række underliggende bekendtgørelser samt ændring af direktiv 2002/87/EF og 2013/34/EU - hhv. artikel 2 og 3.

Der tilstræbes, en så direktivnær implementering som muligt, blandt andet af hensyn til, at de omfattede virksomheder ikke pålægges unødvendige administrative byrder.

Lovforslag forventes fremsat oktober 2026.

Inddragelse af interessenter

Der afholdes løbende møder med branchen, hvor der orienteres om forhold af relevans vedrørende implementeringen.

Det forventes på nuværende tidspunkt, at den delegerede forordning sendes i offentlig høring af EU-Kommissionen til sommer 2025.

Den formelle inddragelse af interessenter vil ske ved høringen af lovforslag, der forventes at ske i løbet af sommeren 2026.

Undersøgelse af implementering i andre EU-lande

Finanstilsynet deltager løbende i møder via European Insurance and Occupational Pensions Authority (EIOPA), hvor indhold af de tekniske standarder drøftes. Herigennem opnås løbende indblik i forskellige valg og tilgange i forhold til implementeringen i de øvrige medlemslande.

Erfaringer fra øvrige medlemslande, herunder særligt de nordiske, om deres implementering/valg vil blive inddraget i relevant omfang.

Anbefaling

Overordnede anbefalinger 
Regelforum bakker op om en proportional tilgang til solvensreguleringen og anbefaler, at dette er tydeligt i implementeringen i dansk regulering, så den proportionalitet som direktivet har som intention, ikke formindskes ved implementering i dansk lov.

Regelforum bakker op om en direktivnær implementering, at der arbejdes for lettelse af de administrative byrder og en styrkelse af kapitalmarkederne og en kapitalmarkedsunion for at sikre konkurrenceevne og vækst i Danmark og Europa.

Regelforum har herudover følgende anbefalinger til enkelte dele af planen. 

Konsekvenser for erhvervslivet 
Lempelser i kapitalkravet for (grøn) infrastruktur vil fremme incitamentet til denne type investeringer. Regelforum vurderer, at antallet af danske selskaber, der kvalificerer sig som SNCU (small and non-complex units), er meget begrænset, og at der derfor ikke generelt er tale om byrdelettelser for danske selskaber.

Regelforum anbefaler:

  1. At der udover en analyse af konsekvenserne for erhvervslivet gennemføres en konkret vurdering af, hvilke danske selskaber, der er omfattet.
     
  2. At bæredygtighedskravene integreres på en ikke-rigid måde, der understøtter markedets udvikling.

Inddragelse af interessenter 
Regelforum anbefaler:

  1. At implementeringen gennemføres i tæt dialog med erhvervslivet for at sikre en praktisk anvendelighed og de positive formål med ændringerne. Branchen bør inddrages i drøftelserne om implementeringen af direktivet i dansk ret i god tid inden den formelle høring af lovforslaget i sommeren 2026.
     
  2. At de danske forhandlere arbejder for, at der bliver foretaget konsekvensvurdering af niveau 2/3-reguleringen – jf at det af Implementeringsplanen fremgår, at den delegerede forordning forventes sendt i offentlig høring sommer 2025.

Undersøgelse af implementering i andre EU-lande 
Regelforum anbefaler:

  1. At der gennemføres et nabotjek i de nordiske lande samt Tyskland og Belgien i god tid forud for implementeringen mhp. at denne bliver på niveau med resten af EU, for at sikre danske selskaber fair konkurrence.

Særlige hensyn i dansk kontekst
Regelforum gør opmærksom på, at ændringerne til Solvens II-direktivet potentielt kunne have medført lettelser i opgørelsen af forsikringsmæssige hensættelser til solvensopgørelsen for en stor del danske pensionsselskaber, hvilket Prudent Harmonized Reduced Set of Scenarios (PHRSS) giver mulighed for. Men reguleringen forhindrer at selskaber, der regner stokastisk ved opgørelse af hensættelser, kan anvende muligheden. Dette omfatter størstedelen af danske pensionsselskaber, idet Finanstilsynet indførte stokastisk opgørelse for alle danske selskaber i 2019. 

Regelforum anbefaler:

  1. At selskaber, der på nuværende tidspunkt anvender stokastiske modeller, men hvor stokastikken ikke udgør en reel forskel i forhold til deterministisk opgørelse, også får mulighed for at anvende Prudent Harmonized Reduced Set of Scenarios (PHRSS).