Nummer: 116

SIRI SKAL UDSTEDE DIGITALT OPHOLDSKORT TIL BORGERE UDENFOR EU/EØS

Styrelsen for International Rekruttering og Integration skal kunne udstede digitale opholdskort.  

Dato:
11. november 2021
Type af anbefaling:
National lovgivning
Tema:
Øvrige anbefalinger
Ansvarlig ministerium:
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Status på anbefaling:
Følges ikke

Problem      

Når Styrelsen for International Rekruttering (SIRI) udsteder en opholds- og arbejdstilladelse til en ikke-EU/EØS-statsborger, der skal have ophold i Danmark, modtager personen efterfølgende et opholdskort som bevis.  
 
Opholdskortet bruges som dokumentation på sin ret til ophold, og opholdskortet er især relevant, når personen skal bevise ret til indrejse til Danmark efter udrejse af Danmark.  
 
Opholdskortet er et plastikkort på størrelse med et Dankort. 
 
Det tager ifølge SIRI 2-3 uger at levere et opholdskort med posten i Danmark.  
 
Indtil personen har fået sit opholdskort, kan det være nødvendigt at søge om ret til tilbagerejse til Danmark, hvis personen skal udrejse for en periode. 
 
Hvis personen udrejser uden opholdskort og bevis for ret til tilbagerejse fra SIRI, skal personen forbi en dansk ambassade i udlandet, for at få bevis for, at personen må indrejse til Danmark. 
 
 

Anbefaling

EU- og Regelforum anbefaler, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration skal kunne udstede digitale opholdskort samtidig med, at de udsteder en opholds- og arbejdstilladelse.   

Potentiale      

Indrejsen for internationale medarbejdere vil virke hurtigere, hvis de får udstedt et digitalt opholdskort i umiddelbar forlængelse af, at SIRI udsteder selve opholds- og arbejdstilladelsen.  
  
 

Udlændinge- og Integrationsministeriet er enig i hensynet bag anbefalingen, og ville som udgangspunkt gerne arbejde videre hermed. 

Implementering af digitale opholdskort vil imidlertid være et omfattende it-projekt, ligesom det forudsætter afklaring af juridiske, tekniske og praktiske spørgsmål. Endvidere bemærkes, at gennemførelsen af it-projekter mv. i Udlændinge- og Integrationsministeriets koncern pt. er præget af en stram prioritering på grund af ressourcesituationen, så der kun kan gennemføres projekter, der er lovbundne eller vedrører kritiske forhold for koncernen. 

Endvidere vurderes det af UIM hensigtsmæssigt, at en eventuel implementering af digitale opholdskort i Danmark, sker som led i et eventuelt fremtidigt fælles initiativ på EU-niveau, idet udformningen af opholdskort er reguleret af EU-lovgivning og kortene benyttes på tværs af EU-lande og ved de ydre Schengen-grænser. 

Det vurderes ikke muligt på nuværende tidspunkt at afsætte de fornødne ressourcer til gennemførelse af anbefalingen.