Baggrund og Problem
Det er positivt, at Folketinget i sommer besluttede, at en arbejdsindtægt ikke påvirker retten til folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg. Det skal dog også sikres, at der ikke er benspænd i reguleringen af de private pensioner og arbejdsmarkedspensionerne.
Der er brug for, at Folketinget ser reglerne i et nyt lys – og ikke tænker »enten eller«. Det fortjener danskerne og danske virksomheder til glæde for den enkeltes fleksibilitet og Danmarks fremtidige vækst.
Regelforum foreslår derfor at ændre reglerne, således at udbetalinger fra en ratepension fremover kan sættes på pause efter påbegyndt udbetaling.
Som begrundelse for forslaget anføres, at reglerne skal understøtte en større fleksibilitet i tilbagetrækningsbeslutningen, og samtidig gøre det mere fleksibelt at kombinere arbejde og pension, herunder mulighed for at fortryde pensionering og vende tilbage til arbejdsmarkedet for en periode.
Siden midten af 2012 har det været muligt at sætte udbetalinger fra livrenter helt eller delvist på pause. En tilsvarende mulighed findes i dag ikke for ratepensioner.
Anbefaling
Anbefaling
Regelforum anbefaler, at der gives mulighed for at sætte udbetalinger af ratepensioner på pause på lige vilkår som for livrentepensioner.
Der skal fortsat være krav om fuld udbetaling efter 30 år og en udbetalingsperiode på mindst ti år.
Potentiale
Ventes at have en neutral til positiv effekt på arbejdsudbud.
Undersøgelser fra Dansk Erhverv har vist, at 52 procent af danskerne kan forestille sig at arbejde efter, at de har nået folkepensionsalderen, hvis helbredet tillader det.
De danske virksomheder vil også meget gerne have medarbejderne til at blive længere. Dansk Erhvervs undersøgelse viser, at »lethed ved at fastholde seniorer« er blandt de ti vigtigste rammevilkår, som danske virksomheder ønsker.
Relevant regulering
Bekendtgørelse af lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskatningsloven).
Yderligere oplysninger
Pensionskommissionen (2022) anbefalede, at det bliver muligt at sætte udbetalinger fra ratepensioner på pause, som det kendes fra livrenter.
Regeringens svar
Implikationerne af en sådan mulighed rummer både positive og negative aspekter. Pausemuligheden vil kunne øge arbejdsudbuddet ved, at flere genindtræder på arbejdsmarkedet efter at have fortrudt en overgang til pension. Omvendt vil muligheden øge tilskyndelsen til at gå på pension, da beslutningen om at gå på pension vil være mindre definitiv med en pausemulighed. Derudover vil der skulle foretages en nærmere analyse af, hvilke værnsregler en sådan mulighed skal ledsages af for at modvirke negative provenuvirkninger.
Skatteministeriet vil på den baggrund gennemføre en analyse af, om en mulighed for at sætte en ratepension på pause vil kunne gennemføres med overvejende positive konsekvenser. Skatteministeriet vender tilbage til Regelforum med endeligt svar, når disse forhold er afklaret nærmere.