Nummer: 48

NÆRINGSDEKLARATION FOR FØDEVARER SOM SÆLGES FRA DETAIL TIL DETAIL

Klar og tydelig beskrivelse i Fødevarestyrelsens Vejledning om næringsdeklaration af, at en detailbutik kan levere fødevarer produceret til salg indenfor én salgsdag til andre detailbutikker uden udarbejdelse af og mærkning med næringsdeklaration.

Det er i dag uklart, hvilke krav der er til næringsdeklaration af vare som smørrebrød, rundstykker, delikatesser og andre såkaldte ”håndværksvarer”, som ikke er standardiserede. Derfor foreslår Regelforum, at Fødevarestyrelsen præciserer dette i ”Vejledning om næringsdeklaration”, så de berørte virksomheder fremover kan få klarhed over, hvad der gælder for dem.

Dato:
22. juni 2020
Type af anbefaling:
National lovgivning
Tema:
Øvrige anbefalinger
Ansvarlig ministerium:
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Status på anbefaling:
Følges delvist

Problem

Når en virksomhed fremstiller og pakker en fødevare til direkte salg indenfor én salgsdag i en detailbutik (fx i delikatesseafdelingen), er den undtaget fra de almindelige mærkningskrav, herunder kravet om næringsdeklaration. 

Udover detailbutikkers egen produktion af fødevarer til salg i egen butik, er det i dag også helt almindelig praksis, at f.eks. en bager dagligt leverer brød til en dagligvarebutik i nabolaget, som så sælger dette brød til den endelige forbruger indenfor én salgsdag.

Disse ”håndværksvarer” vil som oftest være ikke-standardiserede, dvs. det helt præcise indhold af mel, sukker, fedtstof mv. kendes ikke, og det vil i mange tilfælde være praktisk umuligt at kende det faktiske energi-/næringsindhold, som sædvanligvis fremgår af næringsdeklarationen. 

I Fødevarestyrelsens vejledning om næringsdeklaration er det uklart, om fødevarer produceret i én detailvirksomhed og leveret til en anden detailvirksomhed med henblik på salg indenfor én salgsdag, er undtaget fra kravet om næringsdeklaration.

Hvis det ikke er muligt, vil det for flere virksomheder betyde, at de ikke kan fortsætte med dette salg. Udover at forbrugeren ikke længere vil få adgang til det samme varesortiment, kan det få betydning for visse butikkers overlevelse.

Det vil ikke have nogle nævneværdige konsekvenser for forbrugerbeskyttelsen, da køberne af fx rundstykker i en detailbutik vil have den samme forbrugerbeskyttelse og information, som hvis forbrugeren havde købt selvsamme rundstykke hos bageren.

Regelforum anbefaler, at Fødevarestyrelsen gør det klart i Vejledning om næringsdeklaration, at fødevarer fremstillet til direkte salg i en detailbutik, og som sælges i en anden, er undtaget fra kravet om næringsdeklaration.

Potentiale

Problemstillingen er relevant for et bredt udsnit af butikker i Danmark. Alle tankstationer, kiosker, detailbutikker og lign. som videresælger produkter indkøbt fra fx en lokal slagter, bager eller fiskehandler til direkte videresalg er ramt.

Relevant regulering

EU-forordning om fødevareinformation til forbrugerne (1169/2011) Bilag V.   

Svar til Regelforum

Det fremgår af bilag V, nr. 19, i forordning (1169/2011), at færdigpakkede fødevarer, herunder håndværksfødevarer, der leveres direkte fra producenten af små mængder produkter til den endelige forbruger eller til lokale detailvirksomheder, der leverer direkte til den endelige forbruger, er fritaget for kravet om obligatorisk næringsdeklaration. Dette forudsætter en vurdering af, at der er tale om

1) små mængder (heri indgår en vurdering af virksomhedens omsætning) og
2) at det er levering til lokale virksomheder. Det er derfor en konkret vurdering, hvornår man er omfattet af undtagelsesbestemmelsen. 

Fødevarer, som fremstilles, pakkes og udbydes til salg inden for samme salgsdag i én detailvirksomhed er generelt undtaget for krav om mærkning, herunder næringsdeklaration (direkte salg til forbrugeren). Hvis disse produkter leveres til en anden detailvirksomhed med henblik på salg, er der ikke længere tale om direkte salg til forbrugeren. Det er i dette tilfælde en færdigpakket fødevare, jf. artikel 2, stk. 2, litra d, i forordning 1169/2011, hvilket medfører, at mærkningskravene, herunder næringsdeklarationen, skal overholdes. 

Det vurderes, at anbefalingen ikke kan gennemføres i sin helhed, idet forordning 1169/2011 ikke giver mulighed for en fuldstændig undtagelse af krav om næringsdeklaration for færdigpakkede fødevarer, men alene, hvor der er tale om små mængder.

Fødevarestyrelsen vil uddybe og forklare problemstillingen nærmere i næringsdeklarationsvejledningen og/eller mærkningsvejledningen. En revision af næringsdeklarationsvejledningen er forsinket i forhold til tidligere planlagt og forventes ske i slutningen af 2022.

Regeringens afrapportering på anbefaling

Anbefalingen er gennemført ved udstedelse af en revideret version af næringsdeklarationsvejledningen. Den nyeste udgave af vejledningen (nr. 9582) blev offentliggjort den 13. juli 2023 og inkluderer en præcisering af kapitel 9 punkt 19. Præciseringen gør det lettere for virksomhederne at vurdere, om deres aktivitet er omfattet af undtagelsen for ”håndværksfødevarer”, der fremgår af bilag V, nr. 19, i forordning nr. 1169/2011, og dermed undtaget fra kravet om næringsdeklaration af færdigpakkede fødevarer.

Fødevarestyrelsen gør opmærksom på, at forordning 1169/2011 ikke giver mulighed for en fuldstændig undtagelse fra kravet om næringsdeklaration for håndværksfødevarer, men f.eks. alene, hvor der er tale om små mængder.