Baggrund og Problem
Problem
Virksomheder skal betale skat af fri telefon, computer, internet og bil, som medarbejdere får stillet til rådighed af arbejdsgiver og/eller virksomhed.
Driver man enkeltmandsvirksomhed, så udbetaler man ikke løn til sig selv hver eneste måned. Alligevel er der et krav om, at man som virksomhedsejer hver måned skal indberette privatbrug af eksempelvis fri telefon eller bil.
En sådan indberetning og lønkørsel koster tid og gebyr i lønadministrationssystem, men der er ligeledes det administrative besvær ved at foretage indberetningen, især når det drejer sig om en enkeltmandsvirksomhed, der ikke har ansatte.
Hvis et sted mellem 25-50 pct. af virksomhederne bruger fri telefon, men ikke udbetaler løn hver måned vil det årligt koste virksomhederne mellem kr. 47-96 mio. i tid og lønindberetning, hvis vi antager at 69-138.000 enkeltmandsvirksomheder skal foretage 12 indberetninger om året á 6 minutter til løn på 415 kr/time, samt udgift til lønbureau for 15 kr. per kørsel.
Anbefaling
Anbefaling
Regelforum anbefaler at, det skal være muligt at kunne vælge indberetning af brug af fri-telefon, firmabil, it-udstyr mv. en gang om året.
Potentiale
Potentielt alle ca. 276.000 aktive enkeltmandsvirksomheder, men også virksomheder med ansatte, som ikke får betalt løn alle måneder af, men som skal beskattes af eksempelvis firmabil, fri telefon, it-udstyr eller lignende.
Yderligere oplysninger
Der mistes ikke provenu til staten. Det første år vil der formodentlig være en forskydning af skatten af privat anvendelse af disse midler. Beløbene skal indberettes årligt ved selvangivelsen, ligesom det efterfølgende bliver indregnet i forskudsskatten.
Regeringens svar
Svar til Regelforum
Regelforum anbefaler, at der gives adgang til en forenklet og fleksibel indberetning til SKAT af brug af fri telefon, fri bil mv. Reglen om månedlig indberetning hænger dels sammen med reglerne for indeholdelse og afregning af skat af de pågældende personalegoder. Dels med,
at andre myndigheder end skattemyndighederne bruger oplysningerne til fx at beregne offentlige ydelser.
Såvel værdien af fri bil som fri telefon, herunder fri datakommunikationsforbindelse, er A-indkomst, og arbejdsgiveren skal derfor indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af disse beløb. Indeholdelsen sker ved, at beløbene fradrages i den del af bruttolønnen, der udgøres af kontanter. Da opkrævningen af indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag sker på grundlag af indberetningerne til indkomstregisteret, ville forslaget således også få betydning for opkrævningen af disse indeholdte beløb, da de ikke ville kunne opkræves månedligt.
Hvis indeholdelsen således også skulle ske årligt, ville der for medarbejdere fratrådt i løbet af året, ikke være noget at indeholde i, og medarbejderen ville ende med at skulle indbetale skatten som en restskat. For andre ville det resultere i en mindre lønudbetaling i den måned, hvor indeholdelsen sker, end i de andre måneder. Man kunne også forestille sig, at indeholdelsen skulle ske løbende, men afregningen alene skulle ske årligt, men her vil der opstå et problem for medarbejderen, hvis arbejdsgiveren indeholder, men ikke når at
indberette og afregne skatten fx pga. konkurs.
Hvis de andre myndigheder, som bruger oplysningerne til fx beregning af offentlige ydelser ikke længere vil have løbende adgang til oplysningerne om fri bil og fri telefon, herunder fri datakommunikationsforbindelse, vil de være afhængige af at få oplysningerne fra den pågældende modtager af disse goder. Det øger risikoen for fejlberegninger af ydelserne og vil stille krav til højere grad af manuelle processer.
Forslaget gennemføres således ikke.