Nummer: 281

Den årlige redegørelse om bedre regulering skal indeholde konsekvenser under bagatelgrænsen

Regeringens årlige redegørelse over de erhvervsøkonomiske konsekvenser af ny regulering medregner kun omkostninger ved regulering, hvor konsekvenserne vurderes at være større end 4 mio. kr.

Det anbefales, at opgørelsen ændres, så alle konsekvenser medregnes – også konsekvenser på mindre end 4 mio. kr. – både i redegørelsens totaltal og i udspecificeringen af konsekvenser af de enkelte reguleringer.
 

Dato:
19. november 2025
Type af anbefaling:
National lovgivning
Tema:
EØK
Ansvarlig ministerium:
Erhvervsministeriet
Status på anbefaling:
Behandles af regeringen

Problem     

Hvert år indføres der mange nye og ændrede erhvervsrettede regler, hvor konsekvenserne for virksomheder vurderes at være under 4 mio. kr. pr. retsakt. Selvom konsekvenserne af den enkelte regulering er begrænsede (< 4 mio.), kan det sagtens blive til et større beløb for alle reguleringer i alt. Det er derfor et problem, at regeringens årlige redegørelse over de erhvervsøkonomiske konsekvenser (”Redegørelse om bedre regulering for erhvervslivet 2024”, Erhvervsministeriet, juni 2025) ikke medregner disse konsekvenser. Redegørelsen vurderes således at undervurdere de samlede konsekvenser.

Potentiale     

Det vurderes, at anbefalingen vil medføre at i omegnen af 200 lov- eller bekendtgørelsesændringer vil blive oplistet og derved i højere grad synliggjort. Derved forventes det at der skabes en øget gennemsigtighed om de samlede erhvervsøkonomiske konsekvenser. Samtidig vil der blive transparens omkring det store antal enkelt-reguleringer, som samlet set medfører betydelige konsekvenser (mange bække små…).

For at myndighederne kan vurdere at et lovforslag eller en ændring medfører administrative konsekvenser under bagatelgrænsen på 4. mio. kr., må det forudsættes at der er kendskab til dels en population og dels en vurdering af ressourcetrækket i virksomhederne samt evt. behov for systemændringer (IT). 

Relevant regulering    

Al erhvervsrettet regulering, som medfører administrative konsekvenser for virksomheder. 
 

Erhvervslivets EU- og Regelforum anbefaler, at regeringens årlige redegørelse om de erhvervsøkonomiske konsekvenser også skal medregne ny og ændret regulering, hvor konsekvenserne vurderes at være under bagatelgrænsen på 4 mio. kr. Det er nødvendigt for ikke at undervurdere de samlede konsekvenser.

Ny og ændret regulering med vurderede konsekvenser på under 4 mio. kr. bør indgå både i tallet for de samlede konsekvenser af al regulering og i redegørelsens oversigt over konsekvenserne af hver enkelt stykke regulering.

FH og Forbrugerrådet Tænk bakker ikke op om anbefalingen, da de vurderer, at anbefalingen vil medføre en uhensigtsmæssig forøgelse af det offentliges ressourceforbrug på konsekvensvurderinger.