Nummer: 259

Afskaf kommunernes erhvervsaffaldsregulativer

Kommunernes erhvervsaffaldsregulativer er blevet overflødige, fordi virksomheder som hovedregel ikke længere er omfattet af anvisningsret fra kommunerne. Regelforum anbefaler, at man afskaffer erhvervsaffaldsregulativerne. 

Dato:
18. marts 2025
Type af anbefaling:
National lovgivning
Tema:
Øvrige anbefalinger
Ansvarlig ministerium:
Klima- Energi- og Forsyningsministeriet
Status på anbefaling:
Foreløbig besvaret

Problem

Anvendelsesområdet for kommunernes erhvervsaffaldsregulativer er væsentligt indskrænket, da anvisningsretten overvejende er ophævet.

Regelforum mener, at erhvervsregulativerne i dag primært omfatter markedsføring for frivillige kommunale afhentningsløsninger for erhverv forklædt som regler, og derfor skaber mere forvirring end gavn.

Virksomhedernes affaldshåndtering er overvejende ikke længere omfattet af anvisningsret fra kommunerne. Affaldshåndtering for private virksomheder er i høj grad konkurrenceudsat, og private virksomheder skal her entrere med private affaldsaktører for at få afhentet og behandlet deres affald, ligesom det siden 1. januar 2025 er Miljøstyrelsen, og ikke kommunerne, der klassificerer affaldet.

Virksomhederne skal i dag bl.a.  rette sig efter adressen på kommunens affaldsdeponi, hvor næsten intet affald skal hen.

Potentiale

Det berører alle virksomheder, da alle virksomheder principielt er omfattet af det lokale erhvervsaffaldsregulativ og har affald.

Virksomhederne er under strafansvar forpligtet til at følge regulativet, som ofte er meget langt og svært tilgængeligt.

Virksomheden kan, hvis den har affald i art og mængde som en husholdning, vælge at bruge kommunens frivillige ordning for erhverv. Hvis de vælger dette, så vil rammerne for kommunens tilbud fremgå af regulativet i dag, men burde ifølge Regelforum rettelig fremgå af markedsføringsmaterialet om tilbuddet.

At et frivilligt tilbud fremgår i regelform, fører til en oplevelse af forpligtigelse, som ikke findes, og som kan føre til omkostningstunge beslutninger, som er overflødige.

Det går især ud over små virksomheder, men selv store virksomheder går fejl af reglerne. Som eksempel kan fremhæves at en landsdækkende virksomhed var i gang med at indrette deres affaldssystem efter de 98 forskellige regulativer, indtil de blev oplyst om, at reglerne slet ikke fandt anvendelse for dem. Det koster mange penge at tage hensyn til 98 forskellige regelsæt (forskellige krav til materiel, forskellige instruktioner, aftaler med 98 kommuner, osv., når man i stedet kan lave en ordning og aftale med en afhenter.

Det er både dyrt i tilpasning og løbende omkostninger, hvis man vælger en dyrere løsning end nødvendigt.

Relevant regulering

Kommunernes erhvervsaffaldsregulativer og aktørbekendtgørelsen, som hjemler regulativerne.

Yderligere oplysninger

Sagen er rejst overfor Energistyrelsen. I forbindelse med en ændring af affaldsaktørbekendtgørelsen med ikrafttræden den 1. januar 2025 blev det i høringsnotatet angivet, at ministeriet havde noteret sig, at en større ændring af bl.a. standardregulativet for erhvervsaffald kunne være en fordel, at det desværre ikke havde været muligt i forbindelse med denne bekendtgørelsesændring, men at ministeriet ville vurdere behovet ved næstkommende lejlighed.

Regelforum mener at det er grundlæggende problematisk at lovgivningen vildleder virksomhederne om deres legale forpligtigelser.

Anbefaling

Regelforum anbefaler, at man afskaffer erhvervsaffaldsregulativerne. Oplysningen om adressen på kommunens deponi og muligheden for at kontakte kommunen for anvisning af andet ikke farligt affald kan fremgå af deres hjemmeside. Deres markedsføring af de frivillige indsamlingsordninger kan og bør ske på samme måde og under samme vilkår som de private konkurrenters markedsføring. Der bør desuden laves klare vejledninger for, hvad man som virksomhed skal og hvad der er frivillige ordninger.

Anbefalingen er foreløbig besvaret

Erhvervsaffaldsregulativerne fastsættes af kommunalbestyrelsen og indeholder regler om de kommunale affaldsordningers omfang og tilrettelæggelse m.v. Erhvervsaffaldsregulativerne indeholder dels de obligatoriske ordninger for virksomheders adgang til genbrugsstationer, farligt affald og deponeringsegnet affald m.v., dels de frivillige ordninger, som erhvervet har mulighed for at benytte, hvis de opfylder de nærmere betingelser herfor. Det er således aftalt i Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi 2020, at virksomheder, der genererer affald svarende i art og mængde til husholdninger, gives frit valg til at vælge de kommunale indsamlingsordninger til genanvendeligt affald.

Som Erhvervslivets EU- og Regelforum bemærker, oplyste Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i forbindelse med en ændring af affaldsaktørbekendtgørelsen ultimo 2024 (ikrafttrædelse 1. januar 2025), at ministeriet noterede sig ønsket om en større gennemskrivning af bekendtgørelsen. Ministeriet tilkendegav i den forbindelse, at dette kunne være en fordel, herunder for standardregulativet for erhvervsaffald, og at ministeriet ville vurdere behovet ved næstkommende lejlighed.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet finder det vigtigt, at KL og andre relevante brancheaktører inddrages, inden der tages beslutning om at afskaffe eller revidere standardregulativet for erhvervsaffald. Det er således vurderingen, at der er behov for yderligere undersøgelser af konsekvenserne ved at afskaffe eller revidere regulativerne, før der kan tages endeligt stilling til anbefalingen. Energistyrelsen vil indlede dialog med KL og andre relevante brancheaktører herom med henblik på at drøfte muligheden for at afskaffe eller slanke erhvervsaffaldsregulativet.