Nye anbefalinger på vej til regeringen og fokus på iværksætteri

Erhvervslivets EU- og Regelforum afholdt d. 30. september deres tredje møde, hvor 7 nye anbefalinger blev vedtaget. Anbefalingerne nu er på vej til regeringen, som tager stilling til dem efter et følg-eller-forklar-princip. Det betyder, at regeringen enten skal følge forummets anbefalinger eller forklare, hvorfor den vælger ikke at følge dem.

Regelforum anbefaler bl.a., at regeringen lemper kontantreglen, så virksomheder, som primært handler på B2B-markedet frit kan vælge, om den vil modtage kontanter eller ikke. Kontantpligten opleves i dag som bøvlet for mange virksomheder, som skal opretholde et set-up, der gør dem i stand til at modtage kontanter til trods for, at langt de fleste i kunder på dette marked alligevel ikke efterspørger muligheden for kontant betaling. 

Iværksætteri i fokus 

Regelforum har nedsat en arbejdsgruppe, der skal se nærmere på barriererne for at starte og udvikle virksomheder i Danmark. Dette sker bl.a. på opfordring fra erhvervsministeren, som har rettet direkte henvendelse til Regelforum herom. Formand for Erhvervslivets EU- og Regelforum, Paul Mollerup udtaler:

”Arbejdsgruppens arbejde skal bidrage til, at flere tør tage springet ud i iværksætterlivet. Nu retter Regelforum sin opmærksomhed mod de regulatoriske og digitale rammevilkår for iværksættere og går i gang med at udarbejde nogle konkrete anbefalinger, som vi ser frem til at præsentere for erhvervsministeren”

Matias Møl Dalsgaard, medstifter af GoMore og medlem af Erhvervslivets EU- og Regelforum, mener, at det et vigtigt, at erhvervsministeren har sit fokus på iværksættere: 

”Jeg er glad for, at Regelforum nu skal se på forholdene for iværksættere, for det kan være svært at holde hoved og hale i de mange regler og indberetninger, samtidig med at man som iværksætter har travlt med alt fra at udvikle sin idé, lave en hjemmeside eller finde investorer.”  
 

Regelforum stiller skarpt på datadagsordenen

Regelforum har desuden et særskilt fokus på barrierer for virksomheders anvendelse af data. I den forbindelse har forummet nedsat en arbejdsgruppe, hvis formål er at blive klogere på, hvordan virksomheder kan få bedre adgang til offentlige data samt undersøge mulighederne for deling af data mellem virksomheder. 


Er du stødt på en uforståelig eller besværlig regel? Hent vores anbefalingsskabelon (pdf) og send dit forslag til, hvordan reglen kan forbedres til os via regelforum@erst.dk