Nyhed

Regelforum sender årets sidste nye anbefalinger til regeringen

Erhvervslivets EU- og Regelforum holdt den 19. november årets sidste møde, hvor 19 anbefalinger blev sendt afsted til regeringen. En række af anbefalingerne lægger op til ændringer i metode og anvendelse af erhvervsøkonomiske konsekvensvurderinger i Danmark, så der skabes endnu større gennemsigtighed og overblik over erhvervsøkonomiske konsekvenser af ny regulering. Retvisende konsekvensvurderinger er centralt for at forebygge unødvendige byrder for erhvervslivet i en tid, hvor konkurrenceevne og vækstbetingelser opleves at være under fortsat pres.

Regelforum har siden sin nedsættelse i 2019 sendt i alt 286 anbefalinger til regeringen.

  • 10. december 2025

Blandt Regelforums nye anbefalinger er, at regeringen bør udarbejde en opgørelse over de samlede byrder for dansk erhvervsliv. Langt størstedelen af byrderne kommer fra EU-regulering, så der bør også gøres mere for at kvantificere konsekvenserne af forslag til ny EU-regulering, så evt. byrdereduktion kan indgå i den danske forhandlingsposition. Forummet sendte også anbefalinger til regeringen om bl.a. at understøtte virksomhedernes implementering af produktregler samt om at harmonisere den danske grænse for industrihamp med EU’s standard, så virksomhederne kan reducere omkostninger og producere på samme vilkår som i andre EU-lande.

På mødet deltog Skatteministeriets departementschef Merete Agergaard med et oplæg om ministeriets arbejde med byrdelettelser og forenkling for erhvervslivet. I den efterfølgende dialog pegede Regelforums medlemmer på vigtigheden af, at Skatteministeriet og underliggende styrelser involverer erhvervslivet i udformningen og implementeringen af nye regler, systemer mv. Forummets medlemmer pegede endvidere på et fortsat behov for, at man i lovgivningsarbejdet undgår overlappende dobbeltregulering og holder fokus på proportionalitet.

Anbefalingerne kan findes på Regelforums hjemmeside her.

Næste møde i Erhvervslivets EU- og Regelforum afholdes den 18. marts 2026.