Erhvervsministeriets internationale erhvervsdirektør, Tine Nielsen Hertz, var på programmet for at fortælle om regeringens arbejde med forhandling af de pågående omnibuspakker, planerne for de kommende forenklingspakker og regeringens arbejde med regelforenkling i EU. Der er for alvor sat turbo på forenklingsindsatsen, hvilket understreges af, at Kommissionen forventes at fremsætte en ny forenklingspakke om måneden. Det vil regeringen drage nytte af i det danske EU-formandskab, som skydes i gang 1. juli 2025.
Erhvervslivets EU- og Regelforum kvitterede for indsigt i den kommende periodes forenklingsindsatser, og påpegede, at det er vigtigt at forholde sig til, hvad der reelt er værdiskabende i reguleringen, frem for kun at have fokus på antallet af krav og omfattede virksomheder.
På mødet deltog også Digitaliseringsstyrelsen, som præsenterede arbejdet med kortlægning af indberetninger fra virksomheder til statslige myndigheder. Styrelsen fortalte blandt andet om de arbejdsspor, der vil blive igangsat på baggrund af kortlægningen. Størstedelen af de indberetninger danske virksomheder foretager til statslige myndigheder omhandler medarbejderdata, hvilket også vil være fokus for ét af tre arbejdssport, der igangsættes. De to andre vil omhandle hhv. lavt-digitaliserede indberetninger, og muligheden for digitalisering af disse, samt barrierer ved brugen af MitID-erhvervs nuværende set-up.
Regelforums medlemmer sendte Digitaliseringsstyrelsen videre med konkrete forslag til det kommende arbejde. Det blev fremhævet, at styrelsen bør huske at have fokus på, hvad der anses for god service fra virksomhedernes perspektiv – altså et udefra-og-ind perspektiv - også hvis dette ikke omfatter digitalisering af indberetningsløsninger – samt vigtigheden af, at kigge på genbrug af data på tværs af indberetninger.
Forummets anbefalingerne fra mødet kan findes på Regelforums hjemmeside her.
Næste møde i Erhvervslivets EU- og Regelforum afholdes d. 19. november 2025.