Baggrund og Problem
Problem
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har automatiseret processen omkring sikkerhedsgodkendelser, hvilket sparer virksomhederne meget tid. Virksomheden får ansøgningsmaterialet i e-boks, og kan underskrive via NEMid.
Når en virksomhed derimod skal ansøge om en sikkerhedsgodkendelse hos Politiets Efterretningstjeneste (PET), foregår det med fysiske dokumenter, der skal printes og påtegnes af vidner. Hvis de involverede medarbejdere ikke sidder på samme lokation, skal dokumenterne sendes internt i krypteret form, for til sidst at sende ansøgningen med rekommanderet post til PET. For virksomhederne tager den manuelle sagsgang op til fem gange så lang tid, som den automatiserede.
I forvejen betyder myndighedernes lange sagsbehandlingstid af sikkerhedsgodkendelser, at der er ventetid på minimum 4 måneder. Det er et problem, fordi en ny kontrakthaver ikke kan påbegynde opgaven, før alle medarbejdere er sikkerhedsgodkendt, og der gives ikke et bud på, hvornår det sker.
Anbefaling
Anbefaling
Regelforum anbefaler, at processen hos PET automatiseres på samme måde, som den er hos FE.
Potentiale
Hvis processen kan automatiseres hos PET på samme måde, som den er hos FE vil det betyde en markant smidigere proces for alle virksomheder, der skal have sikkerhedsgodkendt medarbejdere. En berørt mellemstor medlemsvirksomhed får i gennemsnit sikkerhedsgodkendt over 250 medarbejdere årligt. Der bliver i gennemsnit brugt en hel arbejdsdag for én medarbejder pr. sikkerhedsgodkendelse ved PET og en halv arbejdsdag pr. sikkerhedsgodkendelse ved FE.
Der vil formodentlig også ligge et potentiale for besparelse af ressourcer i PET.
Regeringens svar
Regelforum anbefaler at processen omkring sikkerhedsgodkendelser i Politiets Efterretningstjeneste automatiseres.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) har over de seneste år iværksat en række tiltag, der skal sikre en hurtigere og mere effektiv proces for sikkerhedsundersøgelser og -godkendelser. PET har blandt andet den 31. marts 2025 lanceret en ny IT-løsning, PSU Portal, med henblik på at automatisere, digitalisere og effektivisere sagsbehandlingen for alle aktører i processen med sikkerhedsgodkendelser. PSU Portal implementerer en digital ansøgningsproces, hvor ansøger til brug for udfyldelse af oplysningsskema understøttes af informationsindhentning fra en række offentlige databaser. Samtidig indeholder løsningen en ny, moderne myndighedsvendt portal til informationsudveksling mellem myndigheden og PET, ligesom myndigheden gennem portalen får bedre indblik i sagsbehandlingen hos PET.